Fra slemt til vaerre

Da denne avis afslørede,

at Ringsted Sygehus havde tilsidesat retningslinjerne for undersøgelse af brystkraeft, kvitterede sygehusdirektør Vagn Bach, som senere blev fyret, med at kalde det en dybt beklagelig situation.

Nu står det klart, at Ringsted Sygehus ikke er ene på banen, når det gaelder omgåelse af retningslinjerne for brystkraeftundersøgelser. Op mod 2.000 kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark har i årevis ikke fået de undersøgelser, som de har krav på.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby gør mere end at beklage. Hun slår fast, at det er et svigt og helt uacceptabelt, at regionerne ikke giver kvinder den behandling, som de har krav på.

Sagen, som begyndte på et mindre provinssygehus på Sjaelland, har nået et nationalt niveau. Den har udviklet sig fra slemt til vaerre og er med til at underminere tilliden til det danske sundhedsvaesen og de kraeftpakker, som i årevis har vaeret regeringens varemaerke.

Direktør i Kraeftens Bekaempelse, Jesper Fisker, udtrykker det klart og siger, at det var svaert at forestille sig, at det kunne blive mere alvorligt end i Region Sjaelland. Nu er sagen løftet et niveau op og bliver endnu mere alvorlig og tragisk.

Når Lars Løkke Rasmussen

selv skal fremhaeve, hvad han er stolt af at have udrettet, så naevnes kraeftpakkerne, men hvad hjaelper det de mange kvinder, som er blevet svigtet af et sundhedsvaesen, som har bøjet reglerne for at få enderne til at mødes?

Den omfattende undersøgelse med både røntgen, scanning og en fysisk undersøgelse er fagligt begrundet, men på i hvert fald tre sygehuse, Ringsted Sygehus, Odense Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital, har man valgt at se stort på retningslinjerne og af ressourcehensyn skåret dele af undersøgelsen vaek.

En af de kvinder, som blev ramt af besparelserne på egen krop, beskriver klart, hvad det betyder at leve med utryghed og angst for, at man ikke er undersøgt grundigt nok. Alle kvinder kan ikke forventes at have samme overskud som Lene Schnoor-Jørgensen, som satte sig ind i retningslinjerne, kimede sygehuset ned, men blev spist af med forklaringen om ressourcemangel.

Det hverken kan eller skal

vaere op til patienterne selv at saette sig ind i de ofte komplicerede retningslinjer for laegeundersøgelser og holde øje med, om de bliver fulgt. Forholdet mellem laege og patient er en tillidssag, og i et sundhedsvaesen som det danske, hvor tilskuddet pr. indbygger bestemt ligger på et niveau med de lande, som vi sammenligner os med, må der ikke vaere den mindste tvivl om, at patienterne får de undersøgelser, som er laegemaessigt begrundede, og som de har krav på.

Det kan på ingen måde forsvares, at man som laege eller afdelingsansvarlig tager sagen i egen hånd og går på kompromis med faglighed og forpligtelse for at kunne aflevere et paent regnskab.

Det er først og fremmest laegen – og ikke patienten – som har pligt til at råbe op.

Konsekvensen af de manglende undersøgelser står desvaerre allerede lysende klar: Foreløbig har 304 ud af de mange tusinde kvinder, som ikke fik en ordentlig undersøgelse, fået konstateret brystkraeft. Det endelige tal kendes ikke, og med de afsløringer, som nu er kommet frem, kan man desvaerre kun gisne om skandalens egentlige omfang.