Mette Frederiksen er en toppolitiker, hvor det ikke er EU-hatten, der trykker

Erik Boel tidl. landsformand for Europabevaegelsen København V

Forleden meddelte statsministeren, at Venstre ønsker en folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet i den kommende valgperiode. Det er et modigt statement, al den stund at regeringens parlamentariske grundlag, DF, er lodret imod en afskaffelse af forbeholdene.

Desvaerre lagde Socialdemokratiet straks afstand til forslaget. Og det selv om samtlige statsministre siden 1993 – også socialdemokraternes Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt – har vaeret enige om én ting: Målet er, at de danske EU-forbehold skal vaek.

Meldingerne fra S-partiformanden i EU-spørgsmålet har vaeret vekslende. Fra det meget skeptiske med udtalelser om, at EU truer velfaerdsstaten, og forestillinger om, at EU skal blive et nationalstaternes Europa. Til Mette Frederiksens glødende forsvar for EU – og for mere EU – i hendes tale til Taenketanken Europa tidligere på året. Ganske vist i et mindre forum – men talen ligger dog på nettet.

Tilbage står alligevel billedet af en toppolitiker, hvor det ikke er EU-hatten, der trykker. Med forsvaret af EU-forbeholdene accepterer Mette Frederiksen, at Danmark også fremover placerer sig som et B-medlem i samarbejdet uden synderlig indflydelse på forsvar, økonomi og bekaempelse af kriminalitet.

Formentlig skyldes denne EU-skepsis til dels forholdet til Dansk Folkeparti. Men med udsigten til, at DF ved valget bliver reduceret til mere naturlig størrelse – måske en halvering – bør dette hensyn veje mindre tungt.

Vist er befolkningen naeppe klar til en afskaffelse af forbeholdene. Men desuagtet bør man som politiker fremlaegge og arbejde for den politik, man finder rigtig uden at traske i haelene på meningsmålingerne.

Argumenterne for en ophaevelse af forsvarsforbeholdet er oplagte: Det gaelder hensynet til danskernes sikkerhed. Vi står på den ene side over for et mere aggressivt Rusland og på den anden side en praesident Trump, hvor vi har oplevelsen af, at vi ikke laengere helt kan regne med USA’s fulde støtte i en krisesituation. ”Europa-haeren”, som var frygten, da vi tog forbeholdet for 25 år siden, har vist sig kun at eksistere som et skraemmebillede i EU-modstandernes forestillingsverden.

Lige så lidt som der eksisterer en Nato-haer, er det helt utaenkeligt, at EU-landene nogensinde vil afgive suveraeniteten over deres nationale soldater til en ”EU-haer”. Det er slet ikke det, det drejer sig om.

Det handler om, hvorvidt EU selv skal kunne håndtere alle de trusler og udfordringer, hvor Nato ikke er velegnet, og hvor USA forventer, at EU kan klare sig selv: ustabilitet i EU’s naerområde, terrorisme, hybrid- og cybertrusler osv.

EU-samarbejdet på forsvarsområdet har kort sagt udviklet sig i samklang med og ikke på bekostning af Nato. Mette Frederiksen beskriver selv partiets udvikling under hendes ledelse som en tilbagevenden til ”klassisk socialdemokratisk politik”. Men overser, at den mest markante danske europaeer i efterkrigstiden, Jens Otto Krag, som socialdemokratisk statsminister førte Danmark ind i EF. Krag støttede helhjertet det europaeiske samarbejde ikke alene af økonomiske, men også af politiske årsager.

Mette Frederiksen er efterhånden naermest ”brandet” som en politiker, der løbende tager egne holdninger op til revision. Det vil vaere positivt, hvis dette selvopgør også kommer til at omfatte holdningen til EU-forbeholdene.

Når først Frederiksen er rykket ind i Prins Jørgens Gård og deltager i EU-topmøder med bl.a. kansler Merkel og praesident Macron, vil hun forhåbentlig nå til den erkendelse, at vor tids store udfordringer, klimaet, de økonomiske uligheder, migrantstrømme, kampen mod terror etc., kun kan løses gennem et forstaerket EUsamarbejde og en langt mere aktiv dansk deltagelse i dette.

Hvis Mette Frederiksen på det tidspunkt når frem til en ny erkendelse af, at EU-forbeholdene er en klods om benet, skal hun ikke høre et ondt ord.