Vesten ville udbrede demokratiet. Det gik ikke saerlig godt

Efter Murens fald for 30 år siden troede Vesten, at nu ville demokratiet brage frem. Vaerdipolitikken rykkede højt op i udenrigspolitikken, som blev brugt til at udbrede demokrati. Vesten gik i krig i Irak og Afghanistan. I dag er demokratiet faktisk på retur. Hvad gik galt?

Måske var Francis Fukuyama heldig. Måske havde han vitterlig verdenshistorien i ryggen. Men måske tog han også bare grueligt fejl. I sommeren 1989 offentliggjorde den dengang helt ukendte amerikanske forsker en artikel i et specialtidsskrift. Den skulle med ét slag gøre ham verdensberømt – og det er han stadig.

Meget af det, der er sket i verden i løbet af de år, der er gået siden dengang, bliver stadig målt op imod de idéer, der var indeholdt i hans artikel: ”The End of History?”, altså: ”Historiens afslutning?”.

Den konstaterede, at Vestens vaerdier havde vundet. Efter et århundrede med ismernes kamp mod hinanden, ikke mindst kommunisme og nazisme, havde det liberale demokrati og den frie markedsøkonomi ved udgangen af Den Kolde Krig vundet eftertrykkeligt over andre former for samfundsindretninger.

Dermed er historien så at sige slut, mente Fukuyama.

Artiklen blev trykt, få måneder før Berlinmuren faldt og indvarslede sammenbruddet for hele den kommunistiske østblok. Senest da det sovjetiske flag blev udskiftet med det nye russiske over Kreml anden juledag

1991, mente de fleste, at Fukuyama havde helt ret med sin tese. Nu ville demokratiet gå sin sejrsgang.

Han blev også så sikker på sig selv, at da han udsendte en udbygget version af sin artikel som bog i 1992, havde han strøget spørgsmålstegnet i titlen. Nu konstaterede den bare, at historien var slut.

Det var den så ikke.

1990’ernes euforiske tro på demokratiet

I de seneste mange år er det tvaertimod gået tilbage med demokratiet på verdensplan. I sin seneste årsrapport konstaterer den amerikanske taenketank Freedom House en tilbagegang i den globale frihed for 13. år i traek. Kun 39 pct. af klodens befolkning lever i dag i frie, demokratiske samfund.

»For 25 år siden havde jeg ingen fornemmelse af, at demokratier faktisk kan gå tilbage. Det ved jeg nu, at de kan,« sagde Francis Fukuyama forleden selvkritisk til Washington Post.

I 1990’erne herskede en euforisk tro på, at demokratiet som styreform nu ville gå sin sejrsgang. Den underliggende tese var, at alle mennesker på Jorden er interesseret i at leve i en demokratisk retsstat. Det er ikke et spørgsmål om kultur eller historie. Det er et dybfølt ønske hos alle. Vi skal bare have muligheden.

»I Vesten havde vi en følelse af moralsk overlegenhed. Vi troede, at alle ønskede vores demokrati. Vi er de rigeste, de bedste, vi definerer menneskerettighederne, vores kulturelt-filosofiske grundlag er det dybeste osv.,« siger Hans-Henrik Holm, professor emeritus i international politik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den tro er i dag ikke så staerk. Demokratiet som styreform er på tilbagetog; ikke kun fordi staerke maend og autokratiske regimer griber magten, men også fordi mange mennesker faktisk har vist sig at saette andre ting højere end demokratiet.

I årets første halvdel var der parlamentsvalg i en lang raekke lande i Asien. Kun i Indien, verdens største demokrati, var der fuldtonet opbakning til selve den demokratiske styreform. I andre lande var andre spørgsmål vigtigere, f.eks. økonomi, teknologisk innovation, egen levestandard osv.

»Vi i Vesten havde efter Murens fald en lidt naiv tro på, at demokratiet nu ville brede sig af sig selv. Men vi overså, at en bevaegelse altid indebaerer en modbevaegelse,« siger Hans-Henrik Holm.

Hvad gik galt?

Modbevaegelsen har også vist sig i form af et opgør med internationale institutioner som FN og EU, mod en påstået elite af organisationer og virksomheder, der har glaede af globaliseringen og åbningen af graenserne, som andre derimod er utrygge ved, siger han.

Hvad er gået galt siden de glade 1990’ere? »Kort fortalt: Demokratiet mistede sin førende fortaler. USA’s katastrofale interventioner i Mellemøsten undergravede amerikanernes tro på, at det kunne lykkes at udbrede demokratiet. Kombinationen af bekymring for en demokratisk nedtur og økonomiske problemer fik dem til at kigge indad og have nok i sig selv. Det har ført videre til, at USA i dag er midt i en tilbagetraekning fra den globale førerrolle. Og det giver igen plads til autoritaere magter som Kina, der er på vej mod supermagtstatus, og Rusland, som genopliver sin militaere styrke og sine geopolitiske ambitioner,« skriver seniorforsker Larry Diamond, Stanford University, i tidsskriftet Foreign Affairs.

Også Hans-Henrik Holm peger på, at ikke mindst de senere års udvikling i USA med en praesidenttype som Donald Trump og brexit-processen i Storbritannien er saerligt ildevarslende.

Netop disse to angelsaksiske lande har vaeret demokratiske stormagter i århundreder og har eksporteret deres såkaldte Westminster-model til hele verden. Nu går de forrest med at nedbryde internationale organisationer og det regelbaserede internationale samarbejde, mener han. Dét inspirerer også til illiberale strømninger i EU, f.eks. i Ungarn og Polen.

2001 aendrede alt

»Hvis Vesten selv begynder at blive usikker på sine egne vaerdier, så begynder det for alvor at skride,« mener Hans-Henrik Holm.

Der er ganske vist stadig flere demokratiske stater i verden i dag end under Den Kolde Krig. Men at demokratiet er kommet under nyt pres, mener også underdirektør