»Kunstneren bør sidde med ved bordet, når vi taler byudvikling«

Danskerne er blevet endnu et vaerk af Olafur Eliasson rigere. I Sønderborg kan ”Tidscirkler” nu opleves, og for den verdenskendte kunstner er det netop opvaeksten i Danmark, der har givet ham troen på et staerkt faellesskab, som afspejler sig i hans arbej

Om det udelukkende er spørgsmålet om vaerkets funktion, der fremmaner en smule irritation i Olafur Eliassons stemme, eller om det er det faktum, at han sidder over for en repraesentant for pressen, der ifølge ham er medløber på en udbredt og nyttesløs kortsigtethed i vores samfund, er ikke nemt at tyde. Under alle omstaendigheder pirrer det en nerve hos ham og understreger muligvis inspirationen til hans seneste vaerk, ”Tidscirkler”, som han er i Sønderborg for at praesentere.

»Der er flere problemer med dit spørgsmål, men det interessante er funktionalisering af aestetik i bredere forstand, for den findes jo i den kortsigtethed, der også ligger i vores sprog, journalistikken, medierne og isaer de sociale medier, hvor alting bliver gjort hurtigere,« siger han og forklarer, at vaerket er et produkt af, at han er meget optaget af, hvordan mennesker bruger fortid og fremtid til at navigere i nuet.

Det bunder i hans egen tro på, at det progressive findes i langsigtetheden; det, der tager laengere tid. Noget, han også har forsøgt at udtrykke gennem vaerkets form, der består af seks store tiltede ringe, der tilsammen kan opleves som én spinnende ring, der falder mod jorden.

»Vaerket rummer en fortaelling om, at tid er en dynamisk størrelse, som tilfører rummet noget, der ellers kan vaere undertrykt af mange andre interesser. Vaerket har ikke et centrum, og derfor kan det ikke opleves på en rigtig eller forkert måde. Man kan kravle rundt i det eller kigge på det, når man går. Måske vil man endda erfare, at vaerket faktisk er mest spaendende, når man oplever det, mens man bevaeger sig,« siger skaberen.

Ikke et mellemrum

Olafur Eliasson taler, som havde han al tid i verden. Den ene tanke tager den naeste, der leder til nye spørgsmål, som han selv foregriber og forsøger at besvare uden på noget tidspunkt at tabe tråden.

Vi sidder i det luksuriøse spahotel, der er en af de nye bygninger, som graenser op til pladsen med vaerket i Sønderborgs nye bydel, Byens Havn.

Olafur Eliasson mener, det er helt forfejlet at taenke kunsten som noget, der er forbeholdt museer, og at vaerdien af det offentlige rum helt generelt underkendes.

»Kunsten beskaeftiger sig jo ikke med kunstmuseer, men med rum, og alle rum har en indbygget agenda. Det offentlige rum repraesenterer vores faelles rum. Det er det, vi ejer sammen og bidrager til, når vi betaler skat. Derfor ligger der en fare i den udbredte opfattelse af, at huse er positive kroppe, mens rummet mellem husene opfattes som et mellemrum, der udelukkende skal bruges til transport,« siger han og understreger, at det bør anskues omvendt:

»Det, der er imellem bygningerne, er jo i virkeligheden der, hvor vores faellesskab vedligeholdes.«

Men hvad forventer vi så af vores faellesskab? Det er spørgsmålet, som Olafur Eliasson selv stiller, før andre når det.

Ifølge Olafur Eliasson, der både har danske og islandske rødder og i dag har studie i Berlin, er de danske demokratiske vaerdier saerligt bundet til troen på et staerkt og inkluderende faellesskab, og derfor bør det offentlige rum i Danmark også understøtte dem ved at have noget, der samler.

»I Danmark har det gode liv altid vaeret defineret som det at vaere sammen, mens det i andre lande er at afgraense sig selv. I Amerika er det jo f.eks. helt anderledes. I nogle sammenhaenge er der behov for, at man ser det som et rum, hvor de høje humanistiske vaerdier er i fokus, og det demonstreres, at man godt kan vaere sammen uden at vaere ens, og man opfordres til at hilse på hinanden, selv om man f.eks. ikke går ens klaedt,« fortaeller han og forklarer, at det naturligvis er en kompleks opgave:

»Det er ikke noget, man løser med en baenk. Man skal passe på med at sige: ”Vi smider en skulptur ind i en rundkørsel, og så bliver trafikken meget bedre”. Sådan er det slet ikke. Det er et komplekst socialvidenskabeligt projekt. Men når vi snakker om, hvordan vi skal programmere byrummet, så bevaegelsesmuligheder og aktiviteter optimeres, mener jeg, at kunstneren skal sidde med ved bordet. Kunst er én af mange ting, som kan vaere med til at diversificere rumlighed i det offentlige rum, som jeg mener er vigtigt.«

Danmark bør gå forrest

I virkeligheden står det ikke så skidt til i Danmark, når det kommer til kunst – eller andre inkluderende aktiviteter for den sags skyld – i det offentlige rum, hvis man spørger Olafur Eliasson.

»Jeg synes, steder som Danmark og ressourcestaerke lande skal gå progressivt ind i det og fremelske det, der i virkeligheden skaber den kulturelle kerne, som giver folk deres tilknytning. Det vil vaere en forkert satsning at forvente, at den private sektor skal løfte ønsket om at vaere knyttet til et sted. Det er klart, at arbejde og økonomisk stabilitet betyder meget, og den private sektor gør rigtig meget. Men det offentliges opgave er at løfte velfaerden i vores velfaerdssamfund, og en del af velfaerden er, at det offentlige rum omsaetter de vaerdier, vi som mennesker har,« konkluderer han.

Desvaerre har Olafur Eliasson trods sin tendens til talestrøm ikke alverdens tid, og selv om han ikke kommenterer, at denne journalist – saerligt i dagens anledning – er gået over tid, proklamerer han, at han må videre, men indvilger alligevel i at svare på, hvorfor han er så optaget af at skabe kunst til det offentlige rum:

»I min opvaekst i Danmark blev idéen om det faelles rum artikuleret på en måde, så jeg kunne forstå, at det at dele havde en vaerdi. Det har formet mig og givet mig tilliden til, at det også kan lade sig gøre, og det er den måde, som jeg arbejder med kunst på. Fordi jeg tror på, der rent faktisk er noget dybere og fundamentalt i at have et faellesskab, hvad end det er småt, som pladsen her foran Sønderborg, eller et større som f.eks. EU.«

(...) man skal passe på med at sige: ”Vi smider en skulptur ind i en rundkørsel, og så bliver trafikken meget bedre”. Olafur Eliasson, kunstner