Hongkongs frihed

Hvad der for ni uger siden begyndte som fuldt berettigede demonstrationer mod et lovforslag, der kunne betyde udlevering af borgere i Hongkong til retsforfølgelse i Kina, har udviklet sig til et opgør af eksistentiel karakter.

Mandag udartede demonstrationerne til at ramme bystatens kollektive trafik. Som dagen skred frem, sluttede flere og flere sig til de i al vaesentligt fredelige demonstrationer.

Den folkelige bredde i demonstrationerne voksede for alvor, da Hongkongs leder, Carrie Lam, på en pressekonference – den første i to uger – betegnede situationen som »ustabil« og »farlig«. På intet tidspunkt tilkendegav hun nogen imødekommenhed over for de demonstrerende.

Da Storbritannien den 1. juli 1997 overdrog suveraeniteten over Hongkong til Kina, skete det på basis af en aftale, der er blevet kendt under betegnelsen ”Ét land, to systemer”. Dette princip, formuleret af Kinas davaerende leder, Deng Xiaoping, skulle garantere Hongkong en periode på mindst 50 år med markedsøkonomi, parlamentarisk demokrati og en sådan grad af selvstaendighed, at bystaten kunne vaere selvstaendigt medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO og deltage som selvstaendig nation ved de olympiske lege.

Ikke mindst under praesident Xi Jinping har det stået klart, at magthaverne i Beijing kun respekterer aftalen på skrømt. Grebet om Hongkong er strammet i en sådan grad, at der eksisterer ikke så få eksempler på indbyggere i Hongkong, der pludseligt ”forsvinder” for siden at dukke op i Kina.

Inden for den seneste uge har Kina frigivet tv-optagelser, der angiveligt viser soldater fra Den Røde Haer traene i at nedkaempe demonstrationer. En raekke medier har berettet, at større troppestyrker er ved at samles umiddelbart nord for graensen til Hongkong. Truslen er ikke til at misforstå.

Politiet har reageret på de mange demonstrationer med tåregas. Det skete igen mandag, hvor der blev brugt tåregas mod demonstranter, hvis eneste ”våben” var paraplyer. Et af kravene fra de demonstrerende er, at der skal foretages en uvildig undersøgelse af de mange anklager om politibrutalitet, men dette er indtil videre blevet afvist af Carrie Lam.

Det står klart, at demonstranterne søger en konfrontation med Beijing for gennem maksimal international opmaerksomhed at tvinge det kommunistiske diktatur i Kina til at vedstå sig ”Ét land, to systemer”, sådan som det er blevet lovet, men ikke foregår i praksis. Isaer de unge i Hongkong kan i dag se perspektiverne, når Kina i 2047 kan indlemme bystaten og dermed fjerne de sidste frihedsrettigheder.

Hvorfor skulle nogen ved deres sansers fulde brug stiltiende acceptere, at en sådan skaebne venter dem og deres børn?

Hongkong maerker allerede konsekvenserne. I 2. kvartal havde bystaten et direkte fald i den økonomiske aktivitet, og andre nøgletal peger i samme negative retning. Handelskrigen mellem USA og Kina er en forklaring. En anden er den fokus på Hongkongs ufrihed, som demonstrationerne har blotlagt.

I USA er et bredt flertal i Kongressen parat til at fratage Hongkongs saerstatus som handelspartner, da demonstrationerne har vist, at der kun eksisterer ét system i Kina. At Hongkong skulle have en vis selvstaendighed, er en illusion.

Hvis Kina måtte vaelge at sende Den Røde Haer ind i Hongkong, ville det ligne Sovjetunionens brutale reaktion på Foråret i Prag i 1968 – på ingen måde overraskende, men et fejlgreb af historiske dimensioner.

Hongkong-demonstrationerne er en frihedskamp, som alle – den danske regering inklusive – må gøre alt for at støtte.