Borgerligheden skal ind i børnevaerelset

Vi ser i stigende grad resultaterne af den manglende eller slappe opdragelse. Man er ikke mindre ”hel” eller ”autentisk”, fordi man er ordentligt opdraget.

Lone Skov Al Awssi salgsagent, Kbh. K

Det diskuteres, hvor borgerligheden er blevet af. Hvor er det borgerlige menneske, og hvordan genskabes borgerligheden? Borgerlighed kommer ikke af sig selv, det skal opdrages og dyrkes. Vil vi have borgeren tilbage, så skal vores børn opdrages til det. Når jeg fortaeller om borgerlig opdragelse, begynder blikkene ofte at flakke lidt rundt, for både borgerlighed og en borgerlig opdragelse er begreber, som for mange er ukendte. Vi har haeldt borgerligheden ud med badevandet.

Hvis en borgerlig opdragelse lyder gammeldags og bringer tanken hen på klunkehjem og ”kaeft, trit og retning”, så er det, fordi det er det. Gammeldags i den forstand, at få bevidst praktiserer den borgerlige opdragelse. Der er en holdning om, at børneopdragelse kommer af sig selv uden en bevidst stillingtagen dertil fra foraeldrene, eller også er den totalt udliciteret til institutionerne fra vuggestue til folkeskole.

I en nyere analyse fra ”Den danske vaerdiundersøgelse” mener et flertal af danskere, at børn og unge skal have mere respekt for autoriteter i børneopdragelsen. Tallet er steget markant. Fra 34 pct. i 1990 til 62 pct. i 2017, hvor data er indsamlet. Interessant er det, at antallet af yngre under 40 år, som efterlyser mere respekt i børneopdragelsen, er steget. Her ønsker hele 69 pct. en fastere opdragelse.

Vi ser i stigende grad resultaterne af den manglende eller slappe opdragelse. I børnehaven er der problemer med respekten for de voksne, laererne har svaert ved at skabe autoritet om deres undervisning i skolerne, og i hjemmene foregår alt for meget helt på børnenes praemisser.

Foraeldrene har overgivet sig til den moderne, socialdemokratiske børneopdragelse, hvor det vigtigste er at opdrage til ”det hele menneske” eller ”det autentiske menneske”. Hvad det så end er. Man er ikke mindre ”hel” eller ”autentisk”, fordi man er ordentligt opdraget. Tydeligst er problemerne i skolen. Børn reagerer over for skolen, som deres foraeldre gør.

Hvis ikke foraeldrene finder skolen vigtig og vaerdsaetter laerernes indsats, gør børnene det slet ikke.

Professor Niels Egelund udtalte, at han havde regnet ud, at de første børn af foraeldre, som selv har haft en antiautoritaer opdragelse, ramte folkeskolen i midten af 90’erne. Han var overbevidst om, at foraeldrenes manglende evne til at saette tydelige graenser haenger sammen med det store antal børn, som har problemer med adfaerd, kontakt og trivsel. Egelund understregede, at han ingen videnskabelig evidens havde, men betragtningen maner til eftertanke. Taenk, hvis mange af de adfaerdsdiagnoser, som så mange børn i dag får, haenger sammen med foraeldrenes uvidenhed om børneopdragelse. Et kollektivt erindringstab med baggrund i deres egen manglende opdragelse.

Den svigtende undervisning og de fravaerende foraeldre har udvisket det dannelsesideal, som vores samfund er baseret på. Den danske forfatter Meir Goldschmidt (18191887) beskrev en almen definition af dannelse: »Ved dannelse forstår jeg den udviklede evne til at vaere opmaerksom, opfatte og tilegne sig en tanke, vaere selvstaendig i sin dom, ville noget (…)«

Altså en udviklet evne. Ikke en evne, der kommer af sig selv. Det 19. århundredes dannelseskultur var elitaer, nu er ordet elite kun accepteret i sportens verden.

Det vaerste, man kan sige til en foraeldre, er, at vedkommende pacer sit barn. Det er så tabubelagt, at ingen friskt tør indrømme det, hvis man faktisk pacer sit barn. Men at pace er i virkeligheden en vigtig del af opdragelsen. At pace er at stille krav og saette tydelige graenser.

Har dit barn for eksempel meldt sig til en sport, så gør det klart, at du kraever en indsats og resultater, der står i forhold til den tid og de penge, familien forventes at investere i den, og at udmelding i øvrigt kun kan ske ved årets afslutning.

Laer dit barn om musik og støt det i at laere et instrument. Det er ikke altid sjovt at øve hver dag, men det er en god både at laere pligter på.

Laer dit barn vores litteratur, salmer og historie. Det er et vigtigt fundament for den faelles forståelse i et lille land, og det giver gode samtaler.

Gå på museum og i kirke. Overhør protester. I får en herlig dag alligevel. Det er et svigt, hvis dit kloge barn ikke bibringes viden.

Tag laerernes parti i skolen. De er eksperter, undgå at gå i forsvarsposition, når dit barn kritiseres.

Tal om politik, samfundsindretninger, kulturer og besøg andre lande.

Fortael om kristendommen. En af de søjler, vores samfund er baseret på, og fortael om andre religioner. Det er spaendende.

Laer barnet samtalens kunst, høflighed og respekt for andre, det at forstå, at man er en del af noget større, en del af et samfund, som kun kan fungere, hvis alle deltager aktivt og bidrager efter bedste evne.

Gør dit barn klart, at ikke alt skal vaere lystbetonet, og at man selv er ansvarlig for at få en uddannelse, stifte en familie og få et rimeligt godt liv. Bemaerk et ”rimeligt godt liv”. Ingen har krav på lykke, og den leveres i alle tilfaelde ikke kvit og frit af samfundet eller politikerne.

Bliv en foraelder – ikke en ven. Dit barn får mange venner, men kun et par foraeldre.

Vaer ikke bange for at bestemme. Hav ikke blot et ”synspunkt” om noget. Du skal saette retningen, gå foran og bestemme.

Praeg med familiens vaerdier, også når dit barn har nået myndighedsalderen. For den unge er 18 år en magisk graense, men at vaere en god foraelder er en opgave for livet.

At pace er i virkeligheden en vigtig del af opdragelsen. At pace er at stille krav og saette tydelige graenser.

Vi skal skabe bowlingbørn i stedet for curlingbørn.

Kast dit barn ud i ting, som synes svaere. Det kan klare mere, end du tror.

Jeg kan huske, da min søn var statistbarn på Det Kongelige

Teater. Han ville det selv. Da operaen åbnede med ”Aida”, deltog han i et halvt år. Det var en oplevelse. Men begyndelsen var svaer. På premiereaftenen ringede de fra operaen. Min søn var blevet meget bleg, da han så dronningen ankomme, de var bange for, at han skulle kaste op. Jeg kunne have hentet ham, men vidste, at han havde øvet sig i ugevis og var omgivet af gode, professionelle mennesker, så jeg blev hjemme og bad dem lade ham gennemføre opgaven.

Det var et lykkeligt barn, jeg hentede efter forestillingen. Han havde klaret det selv.

Som foraelder skal du stå parat med styrke og trøst, når livet går imod og gør ondt. Men lad livet gøre gøre ondt. Kun sådan får vi de myndige, anstaendige borgere, som vores samfunds fremtid skal skabes af.

Forleden sagde min søn til mig, at kun en af hans venner havde fået en strengere opdragelse, og at dennes familie i øvrigt var kinesere. Jeg taenkte, at nu kom der måske nogle beklagelser, men i stedet fortalte han, at netop den opdragelse havde givet ham nogle vaerdsatte redskaber og viden om at begå sig i alle samfundets lag. En følelse af at vaere en del af noget større, at skulle bidrage og at have mulighed for at praege.

Det er synd for børnene, når vi ikke er myndige, voksne foraeldre. Samfundet ejer ikke vores børn, de skal opdrages i familierne. Desvaerre har den nye regering et andet synspunkt. I det oplaeg Socialdemokratiet har udarbejdet med planer på børne- og ungeområdet, er foraeldrene uhyggeligt fravaerende. Her er børns udvikling naermest et anliggende for den offentlige sektor.

Derfor er det nu, foraeldrene må traede i karakter og tage opdragelsen tilbage. Det er nu, der skal saettes ind, ellers fortsaetter en uheldig udvikling med sygeliggørelse og problematisering af helt normale børn, som bare råber efter faste rammer.