Offentligt-privat samarbejde kan styrke fremtidens velfaerd
Det danske velfaerdssamfund er under pres: Der bliver flere aeldre, som skal plejes. Vi lever laengere og får flere kroniske sygdomme, så vi skal mere på sygehuset. Det laegger et naturligt pres på de offentlige finanser og ikke mindst den nye regering, da man enten skal indrette sig smartere i den offentlige sektor, lave nedskaeringer eller haeve skatter og afgifter.
Der er helt sikkert områder, som der kan spares på. Men skatte- og afgiftstrykket er i forvejen så højt, at det vil skade Danmarks samlede vaekst, udvikling og fremtidige velfaerd at haeve det. Derfor bør man i langt højere grad end i dag kigge andre veje for at sikre en ordentlig velfaerd til en bedre pris.
Det er ikke en naturlov, at visse typer af service skal leveres af en offentligt ansat. Vi i Dansk
Erhverv er overbeviste om, at langt de fleste danskere er mere interesserede i service og pris, frem for om det er en privat eller offentlig medarbejder, som udfører opgaven.
Alligevel ser vi et stort uløst potentiale inden for det offentligtprivate samarbejde, når det kommer til udførelse af sundheds- og velfaerdsydelser. Siden kommunalreformen i 2007 har kommunerne kun langsomt øget andelen af private leverandører fra 22,7 pct. til 27,1 pct. Resultaterne har vaeret kommunal velfaerd til en bedre pris, hvilket har gavnet både økonomien og borgerne. To af de helt store udgiftsposter er aeldre- og sundhedsområdet. Her er potentialet i at inddrage private aktører stort.
Sundhedsvaesnet er under forandring: Vi lever laengere, der er ny medicin og nye behandlinger, som giver laengere levetid, men som også koster penge. Selv om der er investeret milliarder af kroner i området de senere år, er der fortsat behov for nytaenkning for at sikre sundheden for fremtiden. Det private sundhedsvaesen i Danmark udgør kun ca. 1 pct. af de samlede sundhedsbehandlinger målt af det samlede sygehusbudget.
Det er markant lavere end de lande, vi normalt sammenligner os med. Hvis man samtidig tager med i overvejelserne, at privathospitalerne kan bidrage til kortere ventelister, hurtigere behandling og er maerkbart billigere end tilsvarende offentlige hospitaler, så bør der vaere et politisk ønske om et større samarbejde om at levere sundhedsydelser.
AEldreplejen presser kommunerne. Med flere aeldre er der brug for nye måder at levere service på, så der kan komme mere ud af de ressourcer, der er til rådighed.
Et eksempel er de populaere friplejehjem, hvor pensionskasser og ejendomsselskaber i stadig større grad investerer i byggeri og derved aflaster de kommunale anlaegsudgifter. Friplejehjemmet drives af ikkeoffentlige leverandører, og det styrker valgfriheden for den enkelte borger.
Der findes nemlig masser af private virksomheder, som med glaede vil byde ind med deres innovative arbejdsgange, ny teknologi og knowhow til at levere de opgaver, vi som samfund ønsker.
De skal bare have lov – for det danske velfaerdssamfund er vaerd at vaerne om, men hvis man ikke er villig til at samarbejde med private aktører, bliver det en svaer opgave for enhver ansvarlig minister og borgmester at få enderne til at mødes.