FN’s verdensmål er ønskvaerdige, men urealistiske i de fattigste lande
Det kraever kun en halv procent af verdens samlede bnp i 2030 at finansiere verdensmålene i verdens fattigste lande. Alligevel er det helt urealistisk.
seniorforsker emeritus, Diis
Ole Winckler Andersen senioranalytiker, Diis
Afskaf fattigdom over hele kloden, stop sult, skaf lige adgang til sundhed og uddannelse, reducer ulighed, gør forbrug, produktion og investeringer mere baeredygtige. Det er nogle af de 17 globale verdensmål, der skal nås i 2030, og som 193 medlemslande vedtog på FN’s generalforsamling i 2015.
Også i Danmark har verdensmålene bred tilslutning i de politiske partier, hos ngo’erne, pensionskasserne og erhvervslivet.
Mogens Lykketoft, som var formand for det skelsaettende FNmøde, kalder dem »en revolutionerende ny global dagsorden«. Fortalere verden over insisterer på, at verdensmålene er realistiske – hvis vi selv vil. Globalt kraever det omkring 5-7 billioner dollars om året at finansiere dem (et ettal efterfulgt af tolv nuller).
Behovet i de fattigste udviklingslande er cirka 350 milliarder dollars om året (ni nuller efter ettallet), svarende til kun 0,5 pct. af verdens samlede bruttonationalprodukt i 2030.
Ret beset er der således tale om småpenge. Tallene er taget fra nogle af de bedste og mest citerede analyser, men bygger på komplicerede regnestykker med store usikkerheder. Men skal pengene for alvor gavne folk i de fattigste lande, må kapaciteten til at udnytte pengene effektivt forbedres vaesentligt. Det er en forudsaetning, som ikke altid naevnes.
Desvaerre har den såkaldte revolutionerende nye dagsorden allerede store problemer. De ønskvaerdige mål, de gode intentioner og regeringsledernes underskrifter er ikke nok. Isaer i de fattigste udviklingslande er gabet mellem mål og midler enormt.
For at nå verdensmålene i disse lande skønnes det, at den private sektor skal finansiere cirka halvdelen af omkostningerne. Det sker langtfra i øjeblikket. Tvaertimod. De udenlandske private investeringer er faldende. Private virksomheder og pensionsfonde investerer kun ved udsigt til en rimelig profit – og den er ofte usikker i de fattigste lande.
Som en dansk pensionskasse udtrykker det: »Vi vil gerne investere i mindre udviklede lande og støtte dem, men (…) vi skal også betaenke afkastet.«
Den holdning er udbredt og vil naeppe aendre sig vaesentligt inden 2030.
Der er også store forhåbninger til eksperimenter med at blande offentlige og private midler. Gennem samfinansierede projekter og garantiordninger reducerer staten og filantropiske fonde virksomhedernes risici, så de tilskyndes til at investere mere.
Men erfaringerne viser, at de mobiliserede midler er begraensede, og kun en meget lille del af dem går til de fattigste lande – og da ofte til få sektorer såsom minedrift, energi, banker og entreprenørvirksomheder. Til gengaeld får de sociale sektorer, som traenger til store løft, kun en mindre del.
Derfor er den offentlige sektor vigtig. Den skønnes at skulle finansiere den anden halvdel af omkostningerne ved at nå verdensmålene i de fattigste lande. Her udgør egne skatteindtaegter omkring 15 pct. af bnp, og de er kun steget meget langsomt i de sidste år.
Selv hvis det lykkes at indkraeve 20 pct. i skat, hvilket analyser peger på er urealistisk inden for en overskuelig årraekke, vil det kun lukke en beskeden del af hullet på 350 milliarder dollars årligt.
Blandt andet Mellemfolkeligt Samvirke og Ibis argumenter for denne strategi. Korruption skal reduceres; multinationale selskabers skatteunddragelser skal stoppes, og den hjemlige skatteopkraevning effektiviseres. En kraftig og hurtig stigning i skatteopkraevningen er dog aldrig set før, og der vil vaere en betydelig risiko for, at højere skatter vil vende den tunge ende nedad.
Der er simpelthen ikke rige borgere nok i disse lande at beskatte, og forskning viser, at så store beløb snyder de multinationale trods alt ikke for. Øget udviklingsbistand vil selvfølgelig hjaelpe, men selv en fordobling vil kun daekke mindre end 10 pct. af omkostningerne ved at nå verdensmålene. I øvrigt er tendensen blandt OECD-landene, at der gives mindre bistand til fattigste udviklingslande. Danmark er blot ét eksempel.
Konklusionen er helt klar. Verdensmålene er staerkt underfinansierede i de fattigste lande. Det er mange fortalere for verdensmålene faktisk enige i. António Guterres, FN’s generalsekretaer, er én blandt mange prominente optimister, som tror på, at det åbenlyse behov for at tage verdens vigtige udfordringer op vil fremtrylle den politiske vilje – og pengene.
Verdensmålenes vision om, at ingen lande eller befolkninger skal sakke agterud, vil ikke blive realiseret.
Men det store hul i finansieringen viser klart, at det ikke vil ske. Den rige verdens regeringer, firmaer, pensionskasser og vaelgere vil simpelthen ikke betale nok til, at verdensmålene vil kunne nås i de fattigste lande, og selv har landene ikke råd. Det er den sørgelige kendsgerning.
Hvad bliver konsekvensen af, at verdensmålene er klart underfinansierede i de fattigste lande? Da de ikke vil få markant flere midler til rådighed i de kommende år, må de enkelte lande prioritere blandt de mange ønskvaerdige mål og opgive at opfylde dem alle inden 2030.
Verdensmålenes vision om, at ingen lande eller befolkninger skal sakke agterud, vil ikke blive realiseret.