Hvad er halvdelen af en lovende investering i en skov? Er det lidt?

Magtforholdet mellem pensionsselskaber og kunder er under forskydning. Det er ikke uproblematisk.

Forestil dig, at du har sat dine sparepenge i et sommerhus, der enten kan vaere mange penge vaerd om 10 år – hvis sommerhuse fortsaetter med at stige i pris – eller meget lidt vaerd, hvis sommerhusmarkedet på et tidspunkt bryder sammen. Som det for eksempel gjorde under finanskrisen.

Hvad er så en hundrededel af det, som huset er vaerd? Er det årtiets bedste investering eller en hundrededel af et fallitbo?

Omtrent sådan er den udfordring, som landets pensionsselskaber står med, efter at de i voksende omfang har placeret kundernes penge i alternative investeringer.

Det er investeringer, der ikke løbende er prissat af markedet – sådan som for eksempel aktier i børsnoterede virksomheder. Hvad er sådan en investering vaerd, når en kunde vil skifte selskab og have vaerdien af sin investering med sig?

Jyllands-Posten har i en raekke artikler sat fokus på den udfordring, der er opstået som følge af pensionsselskabernes appetit på alternative investeringer.

Hvad skal kunden have med sig af et eksotisk skovrejsningsprojekt, der har et lovende potentiale? Men som modsat også kan ende som en masse vaerdiløst tømmer, hvis markedet en dag flyder med trae, som ingen har brug for.

Udfordringen saetter en streg under, at forholdet mellem pensionsselskaberne og deres kunder er blevet mere komplekst end tidligere. Det skyldes to ting.

Den ene ting er, at selskaberne placerer flere og flere midler i investeringer, der ikke er løbende er prissat af et marked, men af forventninger og antagelser. Subjektive forventninger styrer altså i højere og højere grad, hvad kunden egentlig har sparet op til sin pension. Selskab I kan af den grund have en højere vaerdisaetning af et aktiv end selskab II. Det får konsekvenser for kunden, når vedkommende vil have sit pensionsdepot gjort op og flyttet. Så vil selskab I nå til et højere beløb end selskab II.

Den anden ting er, at pensionsbranchen laenge har arbejdet på at overtale kunderne til at skifte ordninger med en garanti for forrentning ud med ordninger uden nogen garanti. Her får kunden det afkast, som pensionsselskabet måtte opnå. Kunderne spiller så at sige med på rouletten.

Sat på spidsen er magtforholdet mellem selskaber og kunder under forskydning i disse år. Kunderne skal stole på, at deres selskab praesterer et fornuftigt afkast, for de har ikke nogen garanti for et minimumsafkast som i ”gamle dage”. Og kunderne skal stole på, at selskaberne vaerdisaetter deres alternative investeringer rigtigt, for der ikke noget marked, der gør det.

På langt sigt er denne magtforskydning problematisk. Den slags tillid, som relationen mellem selskaber og kunder er baseret på, bliver af en saerlig type. Nemlig at kunderne må håbe på, at deres selskab har styr på tingene. For de får svaerere og svaerere ved at gennemskue vaerdiakkumuleringen i deres pension. De kan så vaelge at flytte deres depot til et andet selskab, hvis de fornemmer, at graesset måske er grønnere på en anden eng. Men det er en fornemmelse. For de har reelt set ikke nogen mulighed for at gennemskue, hvorfor selskab I har forelsket sig lidenskabeligt i én slags alternative investeringer, mens selskab II har en anden vurdering. Markedet kan ikke give noget svar, for aktivet prissaettes ikke regelmaessigt.

Denne udvikling kunne godt give anledning til eftertanke i pensionssektoren. For et stykke nede ad vejen venter spørgsmålet: Hvad skal kunderne bruge en pensionssektor til, som ikke vil garantere en forrentning af deres opsparing, og som ikke kan dokumentere, at der sker en vaerdiskabelse i en stadig større del af investeringerne? Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk