Quentin Tarantino om ”Once Upon a Time in Hollywood”: Min mest personlige film hidtil
Quentin Tarantinos niende – og måske naestsidste film – er en fabelagtig, charmerende og personlig fortaelling om en tid og et Hollywood, der var engang.
Quentin Tarantino er helt bevidst om, hvorfor hans niende film, “Once Upon a Time in Hollywood”, skiller sig ud fra hans tidligere film. Den har en helt saerlig karakter, påpeger han, fordi den handler om hans barndomsminder fra en tid, hvor Hollywood var praeget af hippietiden, og Los Angeles som resten af nationen oplevede en brydningstid.
Han var seks år gammel, og selv om det nu er 50 år siden, har han en meget klar fornemmelse af, hvordan byen var dengang. Han erindrer tydeligt, hvordan han kørte gennem de vidtstrakte boulevarder i en VW Karmann Ghia og betragtede byen rulle forbi, mens han lyttede til en populaer radiostation og de mange reklamejingles. Han husker alle biograferne med de farvestrålende facader som Aquarius med de naermest euforiserende illustrationer, alle de enorme billboards, busstoppestederne med de orange, trekantede skilte, typografien på reklamerne og de mange kulørte mennesker i bybilledet. Og han husker tydeligt – ikke overraskende, når man taler om Quentin Tarantino – popkulturen.
»Jeg levede i Los Angeles i 1969,« siger Quentin Tarantino, der også på interviewtidspunktet befinder sig i byen, hvor han voksede op.
»Jeg er ikke sikker på, at den ville have haft den samme resonans, hvis jeg ikke personligt havde lyttet til 93KHJ ligesom mine familiemedlemmer, alle børn i min skole og alle, som jeg kendte ... hvis jeg ikke havde husket, hvad der var på tv og huskede alle de sange, der var på radioen, og i det hele taget bare huskede byen.«
Da USA mistede sin uskyld
Den 56-årige instruktør sammenligner sit aktuelle vaerk med Alfonso Cuaróns ”Roma”. Det er også en film, der er baseret på den mexicanske Oscar-vinders hukommelse om dengang, da han var barn i en forstad til Mexico City. Men Quentin Tarantino udvider sit koncept. Filmen handler ikke som sådan om ham. Mens Alfonso Cuarón giver et meget personligt portraet af et barndomsminde og en slags nostalgisk hyldest til sin elskede barnepige, så handler ”Once Upon a Time in Hollywood” om Tarantinos (elskede) filmindustri, som den var i 1969. Den handler om en tid, hvor USA syntes at miste sin uskyld, og hvor hippiekulturen og drømmene om en fremtid fuld af kaerlighed og fred brød sammen. Det skete bl.a. efter Charles Manson-massemordene, hvis bestialitet chokerede hele den amerikanske befolkning, da de skete den 8. august 1969.
»Joan Didion sagde, at den begivenhed var afslutningen på fredsbevaegelsen,« siger Quentin Tarantino om den nu 84-årige forfatter, som har fungeret som en vigtig stemme i amerikansk kulturhistorie.
»Det var et eksperiment, der viste sig at vaere en fiasko.«
Selv om Quentin Tarantino gør sig umage med at genskabe Los Angeles og dens zeitgeist, som den var i 1969, er det på ingen måder en historisk korrekt film.
»Jeg kan tillade mig det, fordi jeg tilføjer et fabelaspekt,« siger Quentin Tarantino om at omskrive historie – ligesom han gjorde det i ”Inglorious Basterds” om nazitidens Tyskland.
»Det passer perfekt med fablen. Det er en film baseret på min hukommelse, og når man skaber noget baseret på sin hukommelse, er det ikke fuldkommen faktuelt. Tre år kan blive reduceret til ét år, når det drejer sig om barndomsminder. Måske er det ikke helt rigtigt, hvad man husker, men det ved man ikke selv.«
Historisk praecision
Men man skal ikke tage fejl af Quentin Tarantino. Der er visse historiske fakta, som det ville vaere helligbrøde at lave om på i et Tarantinounivers. Derfor var det vigtigt, at hans productiondesigner, Barbara Ling, f.eks. genskabte 1969’s biografer på Hollywood Boulevard og andre steder i den store by med historisk praecision: Det gjaldt bl.a. deres markiser og neonskilte, og han havde det sjovt med at sikre sig, at det var de helt rigtige film, der blev vist de tre dage: den 8. og 9. februar og den 8. august 1969, hvor filmens tre akter foregår. George Schaefers ”Pendulum” med Jean Seberg i hovedrollen vises således på The Fox Westwood Theatre, Franco Zeffirellis ”Romeo and Juliet” går i Vine Theatre på Hollywood Boulevard og Cliff Booth kører i hastig fart sin dueblå VW Karmann Ghia til San Fernando Valley for at se Frank Sinatra i ”Lady in Cement” i Van Nuys Drive In.
»Jeg forventer ikke, at alt er korrekt,« siger han og slår lidt voldsomt ud med armene, som han har for vane for ligesom at understrege intensiteten af det, han siger.
»Jeg forsøger at fortaelle, hvordan det var i 1969, og jeg tror, at mit portraet er meget, meget nøjagtigt … men det er baseret på, hvad min hjerne husker, og en lille del af hukommelsen kunne således vaere fantasi.«
Det er det, der er kendetegnende for ”Once Upon a Time in Hollywood”, hvis titel samtidig er en reference og hyldest til Sergio Leones spaghettiwesterns ”Once Upon a Time in the West” og ”Once Upon a Time in America”, som hører til blandt instruktørens favoritfilm: Den er en blanding af historiske begivenheder og personer og opdigtede scenarier og haendelser.
Filmen handler om de to fiktive karakterer Cliff Booth og Rick Dalton, der spilles henholdsvis af Brad Pitt og Leonardo DiCaprio. Rick Dalton er en tidligere tvstjerne, der pga. af de skiftende tider i film- og tv-branchen oplever sin karrieres store nedtur, og hans populaere tv-serie, ”Bounty Law”, er blevet aflyst. Cliff Booth er hans stuntmand, der følger med mere eller mindre som det tynde øl – uden dog at drikke lige så meget som den alkoholiserede Rick Dalton.
»Han trak den en grad laengere, end jeg havde forestillet