Prøv at lede gennem armbøjninger og isvand i underbukserne

En butikskaede troede, at den var jaegerkorpset. Alt gik godt, til nogen sladrede.

Øv. Nogen har sladret. Det fungerede ellers godt, syntes butikskaeden XXL, når de satte ansatte, der kom for sent på arbejde, til at lave armbøjninger.

Det fungerede også godt, at de ansatte, der kom langsomst ud af sengen, når de var på salgskursus, blev haeldt over med isvand. Foran kollegerne. I undertøj.

Nu er alt det fortid. På grund af sladrehanke. Nordens største forhandler af sportudstyr har både droppet armbøjningerne og isvandet. XXL-ledelsen har forklaret, at nogle ting nok kom ud af kontrol og ved samme lejlighed døbt butikskaedens kursuscenter om til ”XXL Leadership Challenge”. Før hed det ”Krigsskolen”. Efter det med armbøjningerne klinger det gamle navn for meget af isvand og natløb og nedkaempning af fjendtlige skotøjsforhandlere.

»Nogle ting kom ud af kontrol« – har vi hørt det før? Ja. Gymnasier, kost- og handelshøjskoler kan tilsyneladende tegne et saerligt abonnement på, hvorfor saere optagelsesog inklusionsritualer ikke rigtig er nogens ansvar. Det abonnement hedder ”Nogle ting kom ud af kontrol”. Når abonnementet er tegnet, kan ledelsen sige, at den ikke vidste, hvad eleverne havde gang i – og eleverne sige, at de ikke vidste, at simuleret oralsex og nøgenbilleder kunne overskride nogens blufaerdighed. Det er en god ordning. Det er bedre, at tingene er kommet ud af kontrol, end at ledelsen er kommet ud af kontrol, eller at eleverne er kommet ud af kontrol. Selvklart.

Nu er tingene så kommet ud af kontrol i XXL-kaeden. Ud over isvandsafstraffelsen haevder sladrehanke, at de tunge i rumpen på ”Krigsskolen” blev naegtet mad og sendt på meningsløse marchture. Så de forstod, at de var tunge i rumpen. Men så meget er ledelsen ikke enig i, at tingene har vaeret ude af kontrol. De kan gå med til isvandet. Ikke sulteriet.

Men hvorfor al den ophidselse over en virksomhed, der har ladet sig inspirere af militaertraening? Det er jo ikke nogen nyhed, at dele af erhvervslivet låner metoder og paedagogik af forsvaret. Fordi det virker. Armbøjninger som ledelsesinstrument vil måske nok virke fremmedartet i et advokatfirma. Eller i en bank. Men her er der altså tale om en kaede af sportsforretninger, hvor store biceps naermest er en del af arbejdstøjet.

Forklaringen på opstandelsen er, at nogle sladrehanke i billedlig forstand har haengt et kamera op loftet og stillet det altid interessante spørgsmål: »Hvad taenker du om det, du ser? Giver det mening?«

Her får du så vist en stump film, billedligt talt, hvor en medarbejder stormer ind i en sportsforretning efter at have sovet en halv time over sig. Og får besked på at tage 30 armbøjninger og fylde kurven ved kassen med tennissokker. Nu.

Et andet filmklip viser et soverum på ”Krigsskolen”, hvor kursisterne bliver vaekket med besked om, at den, der er langsomst ude af fjerene, vil blive haeldt over med isvand. Foran kollegerne.

Hvad taenker du? Giver det mening? Det er et frit land, så man må naturligvis taenke, hvad man vil. Nogen vil taenke, at de her XXL-folk har glemt, hvad de er. De tror, at de er jaegerkorpset. De tror, at de kaemper sig gennem fjendtligt territorium og haerdes af armbøjninger og isvand og kurser på Krigsskolen. Fordi jaegerkorpsfortaellingen er noget mere spaendende end at saelge løbesko og badmintonketchere.

Tingene er ikke kommet ud af kontrol. XXL har bare digtet løs på en fortaelling, der er fyldt med drama, prøvelser, fjender og iskoldt vand.

På samme måde har eleverne på de gymnasier og kostskoler, der fået ørerne i mediemaskinen, digtet løs på fortaellinger om, hvilke ofre de nye elever nødvendigvis må bringe, og hvilke graenser de nødvendigvis må overskride for at kunne optages i faellesskabet.

Men come on: Et gymnasium i Nordsjaelland er altså hverken frømandskorpset eller VL-gruppe 1. Det er et gymnasium. Hvor nogle elever er søde og rare, nogle har bumser, og nogle har en meget dårlig dømmekraft. Når der så haenges et kamera op i loftet, billedligt talt, står det klart, at optagelsesritualerne har det svaert med spørgsmålet: »Hvad taenker du om det, du ser? Giver det mening?«

Nej. Ritualerne giver ikke mening.

Og det kunne måske vaere testen, som svaermen af teambuildingkurser og øvelserne i praktisk ledelse bør komme igennem: Hvis vi haenger et kamera op i loftet og spiller filmklippet for nogen, der ikke kender os, hvad vil de så svare? At det virker som en flok butiksansatte, der tager armbøjninger, fordi de tror, at de er jaegerkorpset?

De tror, at de kaemper sig gennem fjendtligt territorium og haerdes af armbøjninger og isvand og kurser på Krigsskolen. Fordi jaegerkorpsfortaellingen er noget mere spaendende end at saelge løbesko og badmintonketchere.