Hjaelp Hongkong
Det er ikke laenge siden, at vi på denne plads sammenlignede en mulig indgriben fra Kinas haer i Hongkong med Sovjetunionens brutale reaktion mod Foråret i Prag i 1968. Frygten for, at en slags gentagelse, nu i Asien, finder sted, er de seneste døgn vokset betragteligt. Beretninger og billeder viser ikke alene demonstranterne blive mere beslutsomme, men også politiet udøve egentlig brutalitet. Betjente uddeler knippelsuppe til protesterende, der flygter ned ad en rulletrappe på en metrostation. En politimand skyder en demonstrant i ryggen på naermeste hold, omend med en ammunition, som ikke skal vaere dødelig. Også et mindretal af demonstranter udøver vold. En politistation er angrebet med brandbomber. Tidligere er parlamentet blevet stormet.
Hvis en katastrofe skal afvaerges, er der brug for to ting. For det første, at den frie verden endelig begynder at sige til Beijing, hvad man mener. Hvis man altså mener noget. Og for det andet, at der straks indledes maeglingsforsøg.
Det har vaeret ganske overordentlig pinligt, at Vesten i det store hele har vaeret tavs de seneste måneder. Praesident Trump, der ellers ikke holder sig tilbage, når det gaelder Sverige, Iran, Londons borgmester, muslimer eller sydamerikanske stater, kritiserer kun Kina på handelsområdet, ellers ikke. Tyskland er naermest usynlig, Frankrig hører man ikke meget til. Fra Danmark er der langt om laenge kommet en twittermelding fra Jeppe Kofod; den danske udenrigsminister taler om »bekymrende scener«, og at han er enig med en EU-udtalelse om, at alle sider må vise tilbageholdenhed, og at »regeringen må indgå i en fredelig dialog i respekt for ytrings- og forsamlingsfrihed«. Wauw.
Underdanighed over for Kina er ikke noget nyt. For ikke mange år siden blev danske Tibet-demonstranter forhindret i at udøve deres grundlovssikrede ret til at demonstrere, da den kinesiske praesident besøgte København. Det skete med velvillig hjaelp fra politiet. Det såkaldte pandadiplomati, der består i, at Kina belønner saerligt velvillige medlemmer af verdenssamfundet med eksemplarer af dette pudsige dyr, burde vaere under Danmarks vaerdighed at deltage i; men som en tur til Zoologisk Have i København kan bekraefte, forholder det sig modsat. SF’s nuvaerende formand Pia Olsen Dyhr måtte i 2011 hive i land, da hun som handelsminister sagde, at hun kun ville tale menneskerettigheder med kinesere, hvis hun blev spurgt; sådan var det heller ikke ment, lod hun forstå, da hun var blevet irettesat af statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Hvor er i øvrigt Karsten Hønge, der har bebudet, at han vil demonstrere mod Trump, når praesidenten gaester Danmark naeste måned? Har han vist sig på Øregårds Allé i Hellerup, hvor den kinesiske ambassade residerer, undtaget måske til en reception? På et spørgsmål i DR-programmet “Deadline” for nylig om, hvor han har vaeret under praesidentbesøg fra Rusland og Kina, svarede Hønge, at han bor på Fyn. Det er jo sandt, men togforbindelser ser åbenbart ud til at fungere bedre, når en amerikaner er i farvandet, end når det gaelder halve og hele diktatorer fra den socialistiske verden.
Det mindste, man nu kan forvente, er EU’s støtte til forslag i den amerikanske kongres om at fratage Hongkong sin saerstatus som handelspartner. Der bør desuden sluttes op om Canada, hvis regeringschef netop er kommet med en staerk appel til Kina; for nylig udløste han i en anden sag et raseri i Beijing, og Europa var helt stille. Og så må lande eller personer melde sig som maeglere. Hellere i dag end i morgen.