Fri forskning

Det vaekker bekymring, at private fonde og firmaer betaler en stadig større del af forskningen på universiteterne. Knap halvdelen af de danske forskningsmidler kommer nu fra private. I 2018 modtog de danske universiteter 2,9 mia. kr. i forskningsmidler fra private aktører, og det er 800 mio. kr. mere end i 2015.

En undersøgelse fra Aarhus Universitet og DTU nedtoner oksekødets klimabelastning sammenlignet med produkter som øl, vin, slik, kaffe og te, og det kunne lyde som godt nyt for kødelskere, men når man hører, at projektet var finansieret af Kvaegafgiftsfonden, får man armene lidt ned igen – det er jo taenkeligt, at forskerne har skelet til sponsorens interesser. Man kan ikke vide det, men man kan heller ikke udelukke det, og det hører under alle omstaendigheder med til historien, når man skal vurdere undersøgelsens lødighed.

Rygtet om den frie forsknings ret og den frie tankes endelige sejr er staerkt overdrevne. Forskere er også mennesker, og mens ethvert menneske kan taenke sit, så gaelder det ikke forskning; man er ikke bare forsker uden videre, man er først og fremmest forsker i et forskningsmiljø. Og et forskningsmiljø er bestemt også et politisk miljø.

Få steder er så praeget af skiftende moder som netop universitetsverdenen; der er tabuer og tendenser alle steder, der er emner, der nyder fremme, og emner, der ikke kan berøres, hvis man har sin karriere kaer. »Man bider ikke den hånd, man spiser af,« konstaterede professor emeritus Heine Andersen i forbindelse med den stigende firmafinansierede forskning. Men det samme kan man jo sige om statsligt finansieret forskning. Midlerne er ikke ubegraensede, og skiftende politiske vinde bestemmer ofte, hvor pengene skal hen. Sådan er det jo.

Kunne man forestille sig denne avisoverskrift: ”Kød forkorter din forventede levetid, viser en ny undersøgelse sponsoreret af Danish Crown”? Man skal aldrig sige aldrig, slagteriet har jo for nylig varslet en ny planteburger, men alligevel, den overskrift er ikke sandsynlig. Men det burde den vaere, hvis den sponsorerede forskning var fuldstaendig vaerdifri og uafhaengig, for rigtig forskning begynder jo med en tese, der kan afkraeftes eller bekraeftes eller noget midt imellem, fri forskning har ingen fordomme og fortier intet.

En fuldstaendig fri forskning sponsoreret af en virksomhed findes naturligvis ikke, men det betyder ikke, at der er grund til bekymring. Tvaertimod, der er grund til at glaede sig over, at forskningen tilføres midler udefra – som ministeren da også gør. Hvad, vi må forlange er, fuldstaendig transparens.

Hvis en forsker når frem til, at sukker er sundt for sjael og legeme, så må der vaere fuld åbenhed om det, hvis det er sukkerindustrien, der har finansieret undersøgelsen. Og hvis den samme forsker senere når frem til andre kostråd, skal vi have det at vide, hvis han eller hun har fået ny sponsor – der kunne jo vaere en sammenhaeng. Det behøver der ikke vaere, men som modtagere har vi krav på at vide, hvem der betaler musikken.

Ligesom ernaeringsråd har vaeret skiftende over årene, vil klimarådene højst sandsynligt også vaere det; vi kan se frem til mange og modstridende undersøgelsesresultater, når det gaelder CO2. Sådan må det vaere, det ligger i hele forskningens natur, at resultater oftest er foreløbige. Og at de kan falde forskelligt ud.

Også derfor må vi kraeve at kende pengestrømmen bag videnskaben.