Kolonitiden haerger stadig i det gamle Britisk Indien

Kashmir- og rohingyakrisen er det mest markante vraggods efter kolonitiden, men der ulmer mange andre eksplosive konflikter.

Det er 72 år siden, at briterne forlod Indien og efterlod et kaotisk etnisk, religiøst og geografisk landskab, der stadig saetter regionen i brand.

Kolonitiden blev skabt gennem flere århundreder. I forskellige faser og med forskellige aktører. Trekvart århundrede senere har dens afslutning stadig ikke bragt stabilitet og balance til regionen.

Fjendskabet mellem Indien og Pakistan har dybe rødder og er igen lagt i dybfryseren. Men nedenunder ulmer andre konflikter og truende katastrofer.

Kashmir er det mest grelle eksempel. Rohingyaernes skaebne har ramt verden i de senere år. Nagaland og gurkhaerne er mindre profilerede, hvad der ikke er det samme som, at der ikke eksisterer konflikter, som kan bryde ud når som helst. Og uden direkte forbindelse til Storbritanniens beslutning om at forlade Indien er urolighederne i det sydlige Thailand også et resultat af en kolonimagt, der ikke tog beslutninger baseret på forholdene på jorden men ud fra pengemaessige, handelspolitiske, strategiske og geopolitiske kalkulationer hjemme i London.

Det var ikke sådan, at alt åndede fred og idyl, inden først British East Asia Company og senere den britiske krone bemaegtigede sig det enorme område, som dronning Victoria siden døbte ”Imperiets Juvel”. Området bestod af hundredvis af små fyrstedømmer. Ved separationen i 1947 var der 565 anerkendte såkaldte prinsestater, hvor den lokale maharaja regerede og intrigerede mod eller med naboer og genboer.

Ingen lokal indblanding

Storbritannien kunne holde styr på det ved at blande sig udenom de lokale forhold. Med staerke militaere og administrative centre i strategisk vigtige hovedbyer som Calcutta (Kolkata), Rangoon (Yangon), Singapore og Penang kontrollerede briterne områderne, men overlod lokale problemstillinger til de lokale.

Da det stod klart, at Anden Verdenskrig satte punktum for kolonitiden, var man allerede i gang med en proces, der samlede de mange prinsestater i større enheder. Men der var stadig lang vej igen, da det pludselig blev en hastesag, og langt op i 1950’erne var tingene stadig ikke faldet på plads.

Omkring 40 pct. af det britiskkontrollerede territorium var prinsestater. De fik lov til selv at vaelge side, da territoriet skulle deles mellem muslimer og hinduer. Briterne havde omhyggeligt sikret sig alle de små prinsestaters og senere de større enheders loyalitet ved at give dem udpraeget selvbestemmelse. I sandhedens time var det også det baerende princip, da området skulle splittes op. Maharajaen havde det afgørende ord.

Det blev et problem flere steder. Først og fremmest i Kashmir. Men også i Hyderabad, Junagadh og Kalat, hvor maharajaernes ønsker om selvstaendighed ikke blev indfriet.

I dag er kun Kashmir et åbenlyst problem. Til gengaeld er det reelt uløseligt på grund af fortidens beslutningsprocesser, og fordi Indien, Pakistan og Kina siden har ført krige, flyttet graenser og overtaget territorier, som andre kraever.

Indiens seneste de facto annektering af den del af Kashmir, som Indien i forvejen kontrollerede, er sådant et traek. Det har udløst skarpe reaktioner fra Pakistan, der – igen, igen – har protesteret og kraevet sagen for FN og appelleret om verdenssamfundets sympati.

Siliguri-korridoren

Andre dele af Indien og Sydøstasien lider også stadig af efterdønninger af den britiske del-og-hersk-politik og andet vraggods fra kolonitiden.

Rohingya-krisen er et oplagt eksempel. Fra britisk side blev der aldrig gjort noget forsøg på at systematisere dette folkeslags forhold og tilknytning. Det fik lov til at brede sig uhaemmet og uhindret på begge sider af graenserne mellem det davaerende britiske Bengalen og det lige så britisk kontrollerede Burma. Det blev fatalt, da Myanmar blev selvstaendigt, og Bengalen først blev forvandlet til Østpakistan og siden til Bangladesh med skarpe graenser. Tiltagende spaendinger kulminerede i flugten fra Myanmar for et par år siden i en kulisse af braendende landsbyer og overgreb, og at taet på en million rohingyaer i dag lever i flygtningelejre i Bangladesh.

Oppe bag Siliguri-korridoren, en 23 km bred tange, der er den eneste landforbindelse mellem Indien og den nordøstlige enklave af småstater, lever et vaeld af befrielsesbevaegelser. Med mere eller mindre legitime krav på at blive selvstaendige, autonome eller blot få deres egen delstat.

Nagaland har siden stiftelsen af Indien haft et krav om selvstaendighed baseret på britiske løfter som tak for hjaelpen under både Første og Anden Verdenskrig. Nagaerne fik efter mange års militant aktivitet deres egen delstat på graensen til Myanmar i 1963, men kravet om selvstaendighed eksisterer stadig i forskellige politiske og militante grupper.

Det samme gaelder det gamle kongerige Manipur, der forholdsvis sent kom under britisk overherredømme (1891) og først blev officielt indlemmet i Indien i 1949.

Genetablering af kongeriget

Gurkhaerne, mest kendt som de frygtløse soldater i den britiske haer, fik gennemtrumfet selvstyre under delstaten Vestbengalen i 2012. Men der lever stadig et krav om en genetablering af kongeriget Gorkhaland i et område af Indien og Nepal, der blev annekteret af Britisk Indien i midten af 1800-tallet og siden splittet af de nye graenser.

Sikherne drømte også om deres egen nation i forbindelse med opsplitningen i 1947. Det lykkedes heller aldrig, og via forskellige mellemregninger i form af oprør og uro endte deres jagt på selvstaendighed med, at Indiens premierminister, Indira Gandhi, blev myrdet af sine sikh-livvagter i 1984, og at tusindvis af sikher efterfølgende blev draebt af haevntørstige hinduer.

Myanmar er et sandt kludetaeppe af mindretal og oprørsbevaegelser. Aung San Suu Kyis håb om at samle nationen er stadig langt fra målet. Myanmar eksisterer i sin nuvaerende form kun i kraft af briternes territoriale kontrol, og en raekke etniske mindretal, der kunstigt blev tvunget ind i den konstellation, bekaemper stadig centralregeringen med deres egne velbevaebnede haere.

Der er nok af materiale til konflikter. Arven efter Britisk Indien er stadig ikke fordelt til alles tilfredshed. Det er kun et spørgsmål om, hvor og hvornår den naeste konflikt blusser op og påkalder sig verdens opmaerksomhed.

I dag er kun Kashmir et åbenlyst problem. Til gengaeld er det reelt uløseligt.