Ugen på tvaers: Som svovl af en aeske

Så er Kasi-Jesper endnu en gang ramt af finansiel tumult. Et af hans selskaber er gået konkurs, og det er i grunden meget, meget maerkeligt, for det er ikke mange dage siden, at han meddelte, at milliarder snart ruller i hans retning. Det sprang den lille Kasi-trold i hvert fald op og råbte fra Pandoras aeske, hvor haengslerne efterhånden er ved at falde af af ren slitage. Han ville dengang ikke afsløre kilden til milliarderne, men det hed sig, at det var resultatet af et forlig, som han imidlertid ikke måtte omtale. Det får han nu en bøde på 5 mio. kr. for så alligevel at have gjort og deraf konkursen. Men hvad gør det – milliarderne ruller ind. Lige om lidt. Det siger Kami-kazi-Jesper selv. »Det er en stor dag for mit personlige holdingselskab. Jeg har netop opskrevet vaerdien af mit personlige holdingselskab Dacamase – fra 318 mio. dkk til 1,8 milliard dkk. Dette sker på baggrund af dagens positive udvikling i min selskabsstruktur under Dacamase. Nogle sejre som entrepreneur er bare så meget vigtigere end andre – truly an unforgettable moment Husk altid – do whatever it takes.« Kasi-Jesper for et par uger siden. En lille skare tidligere pensionsdirektører synes, at man skal frigive arbejdsmarkedspensionerne, så vi får mere indflydelse hver isaer. Pleeeaaase – vil I ikke nok lade vaere? Det er svaert nok at overskue skiftende regeringers beskatning af pensionerne, alle de tidligere arbejdsgivere, man har haft gennem årene, og hvis ordninger man ikke kan slippe ud af, medmindre man saelger alle sine vaerdier, haever sin livsforsikring, pantsaetter familien og indstiller sig på et meget, meget langt arbejdsliv. Dertil kommer bankerne, der lokker med pensionsordninger, hvor gebyrerne faktisk er dyrere, end afkastet nogensinde bliver, og pensionsmaeglere, der meget gerne vil lokke os over i deres egne højrisikofonde. Lige på dette område kunne man godt en livstraet onsdag, hvor man kurrer om kap med depressionens blegfede due, ønske sig hen til mere rolige planøkonomiske kommunistiske dage med én stor statsstyret pengetank, som passer på alle pengene med intet andet for øje end det højest mulige afkast og ikke samtidig skal brødføde en mindre nation af finanstryllekunstnere, maeglere, rådgivere og sikre lukrative pensionsordninger til afgående pensionsdirektører. Please cry again, Argentina. Endnu en gang er der kaos og krise på pampassen i det enorme latinamerikanske land. Denne gang er det ikke en krigsgal praesident, der har formøblet hele bruttonationalproduktet på militaeret, eller en diktator, der rager uklar med hele sit folk, men snarere udsigten til en politisk trigger-happy gauchopraesident, der vil vaelte den siddende relativt rolige liberale, som blev sønderpryglet med en saftig T-bonesteak ved primaervalget. Det sendte pesoen ud i et dybt dyk på 15 pct., og det argentinske aktiemarked blev skåret midtover. IMF har sendt kagekassen rundt i medlemskredsen for at samle ind til endnu en argentinsk hjaelpepakke, investorer verden over popper antidepressiver ved udsigten til endnu en geopolitisk krise, og kinesiske investorer installerer sprogapp’en duolingo …»¿Donde esta el banco central?« Undskyld! Diverse luksusmaerker er meget kede af, at de på deres hjemmesider har omtalt Hongkong som en selvstaendig nation, og det er det selvfølgelig ikke! Det er reelt en del af Kina, ligesom Taiwan og Macao – og måske også Sydkorea og Nordkorea. Det kunne Københavns Zoo godt have fortalt dem, for her fik man i en ruf fjernet Taiwan fra et kort over pandaens leveområder, fordi kineserne sendte en liste over ting, de mente ville gøre livet betydeligt mere behageligt for de to pandaer, de har lånt os. Og i betragtning af, hvor lille en investering det er at skaffe nye kort i forhold til prisen for det Bjarke Ingels-tegnede anlaeg – pandaer er sort-hvide, når det gaelder god og dårlig arkitektur – var det en let beslutning. Det kan synes lidt maerkeligt, at Hongkongs guvernør, Carrie Lam, forsøger at daempe protesterne i ”landet” med netop at forsikre, at kineserne skam slet ikke blander sig i styringen. Altså så laenge man ikke påstår, at Hongkong selv bestemmer. Ikke siden Theresa May har en magtfuld kvinde følt sig så ensom på tronen. der har taget for få elever. I toppen ligger Postnord og DSB. Det er sgu ikke fair – de kan jo ikke trylle interesserede unge mennesker frem, medmindre de unge er opvokset i en hule under indlandsisen. Én ting er at komme i laere som postbud i et land, hvor virkelig mange hverdage består af enten slud, regn, modvind eller alle tre ting på én gang. Dertil kommer, at man skal cykle spidsrod gennem rasende danskere, der mener, de skylder os en pakke. Eller når man som elev ved statsbanerne, inden man går ud ad døren, skal iføre sig en beskyttende kappe ud over togkonduktøruniformen, så man som en tøftøf-ninja inkognito kan spaene ned til stationen, afføre sig kappen og afsløre sin virkelige identitet over for de blodtørstige pendlere, inden man fløjter til afgang med kun 13 minutters forsinkelse. For så at gentage manøvren ved naeste station. På listen ligger også utroligt mange regioner. Og hvem gider vaere elev på en arbejdsplads, der mindst hvert fjerde år er under trussel om at blive nedlagt?

Please cry again, Argentina. Endnu en gang er der kaos og krise på pampassen i det enorme latinamerikanske land.