Kommuner har gjort op med for mange kontaktpersoner til udsatte borgere

Susanne Vilhelmsen fik i januar en hjerneskade. Hun frygtede for mødet med det kommunale system, men intet har vaeret som forventet. Ni nordsjaellandske kommuner er lykkedes med at gøre fire-fem forskellige handleplaner til én med borgeren i centrum.

Stemmelejet saenkes til et fortroligt niveau. Hovedet ryster en smule.

»Jeg skal blive gammel her, taenkte jeg altid.«

Dén fremtidsudsigt var bestemt ikke positiv, understreger den 55-årige Susanne Vilhelmsen, som fortaeller om sit kritiske syn på Helsingør Kommune; som sygeplejerske på hospitalet i Hillerød oplevede hun, hvordan patienter, som hun sendte videre, landede et ubekvemt sted imellem flere stole.

En hjerneskade og et frikommuneforsøg har aendret hendes holdning.

Den 30. januar fik Susanne Vilhelmsen ondt i hovedet, grøn og rød flød sammen, og folkevognen ramte ikke laengere indkørslen i første hug. Fire dage senere var hun indlagt, og scanningen afslørede 15 små blødninger i hjernens højre side.

En uge senere udskrev hospitalet hende med en recept på blodfortyndende medicin, og allerede den 14. februar var hun til det første møde med kommunen. Foran hende sad et lille hold fagpersoner.

Et detektivarbejde

Indtil sidste år gik hjerneskadede, udsatte familier og unge i Helsingør – alle grupper med flere forskellige kontakter til kommunen – til møde med først den ene fagperson, så den anden og den tredje. Hvert møde resulterede i en ny handleplan.

»Vi havde svaert ved at holde styr på, hvad der stod i de planer, som borgeren havde med andre fagpersoner,« siger ergoterapeut Louise Sonne Klint, der har arbejdet i Helsingør i seks år.

Hun fortaeller, at arbejdsgangen resulterede i et »tidskraevende detektivarbejde« for at finde frem til de fagpersoner, som arbejdede med den samme person. Alt for ofte lykkedes det først langt henne i forløbet.

Siden efteråret har et frikommuneforsøg betydet, at borgerne nu i stedet bliver mødt af ét samlet hold af sagsbehandlere. Frikommuneordningen betyder nemlig, at Helsingør er fritaget fra en raekke specifikke lovkrav til indhold og form samt regler om saerskilte handlingsplaner. I stedet laegger kommunen i samarbejde med borgeren én plan, som traekker på alle fagkompetencer – i Susanne Vilhelmsens tilfaelde jobkonsulenten, ergoterapeuten og fysioterapeuten.

»Jeg kommer tidligere ind i en sag, og sammen kan vi få lagt en plan for borgeren, som er meget mere realistisk,« siger Trine Engdal, der har arbejdet ni år som jobkonsulent i Helsingør.

Kort sagt undgår kommunen at »køre ned af forskellige spor«, som hun udtrykker det. Udover at begraense antallet af kommunale handleplaner, som hver hjerneskadet familie eller ung får, er borgeren også kommet i centrum.

Derfor var det det åbne spørgsmål ”hvad nu?”, der konfronterede Susanne Vilhelmsen til det første møde den 14. februar.

Hun gjorde det klart, at hendes ønske var at komme tilbage på arbejde, og at hun ikke ville sygeliggøres i processen. Efter samtalen blev holdundervisning med andre patienter opgivet til fordel for individuel traening, gåture med familien og puslespil for at traene synet.

Susanne Vilhelmsen følte selv, at hun »var styrende for de rammer, der blev sat op«.

Efterfølgende rettedes planen løbende; i takt med hendes fremskridt blev først ergoterapeuten og siden fysioterapeuten udfaset, så hun i dag kun har kontakt til jobkonsulenten.

Forsøget kan sprede sig

Frikommuneforsøget, ”En plan for en sammenhaengende indsats sammen med borgeren”, finder sted i ni nordsjaellandske kommuner. Allerede nu har det inspireret til landsdaekkende lovgivning.

»De anbefalinger, som vi er kommet med, har VLAKregeringen mere eller mindre taget rub og stub,« siger Benedikte Kiaer (K), borgmester i Helsingør.

Flere kommuner har allerede vaeret i kontakt med den centrale koordinator for frikommuneforsøgene, og også i Socialrådgiverforeningen vaekker forsøget begejstring.

»For borgerne opleves det som en kaempesucces, og som socialrådgiver i den kommunale sektor er det fantastisk, at arbejdet tilrettelaegges, så indsatserne kommer i den rigtige raekkefølge,« siger foreningens formand, Mads Bilstrup.

I dag står kun en ny hovedlov, der skal samle indsatserne på beskaeftigelses-, sundheds-, social- og undervisningsområdet, i vejen for en national udbredelse. Debatten om loven begyndte før folketingsvalget, og Mads Bilstrup opfordrer partierne til at få den forhandlet på plads hurtigst muligt her efter sommerferien. Samtidig advarer han om, at økonomien skal samles i én kasse, der finansierer alle indsatsområder, hvis ordningen skal virke efter hensigten. Holdningen bakkes op af Hjerneskadeforeningen.

»Økonomien skal flyde frit, i stedet for at pengene stadig laegges ud i de enkelte siloer. For økonomien er den smørelse, som skal få systemet til at glide,« siger direktør Morten Lorenzen.

Han mener, at kommunerne først og fremmest bør samarbejde om at genetablere de store, velfungerende hjerneskadecentre, som amterne drev før 2007. Alligevel anerkendes forsøget i Nordsjaelland, fordi »alt hvad der kan gøres anderledes, er positivt«.

Nye mål

Siden begyndelsen af juni har Susanne Vilhelmsen igen kunnet traekke i sygeplejerskeuniformen – ikke på fuld tid og stadig uden patientkontakt. Hendes kontaktperson på jobcentret har bedt hende om at tage det roligt; holdt hende på et »realistisk spor«, som hun kalder det.

»Alle har hørt historier om kommunens klamme hånd, men jeg har fået et helt andet syn på, hvordan systemet kan fungere,« siger Susanne Vilhelmsen.

I juli begynder hun igen på at arbejde med patienter. Hendes helt store mål ligger i slutningen af august, når de nye sygeplejestuderende begynder i praktik på afdelingen. Til den tid vil hun arbejde på fuldtid.