Min pride-uge blev skudt i gang med to knytnaever i ansigtet

Vi påstår om os selv, at vi er så pokkers tolerante og frisindede – så forbandede seksuelt frigjorte. Det er jo Danmark, det her. Men kradser man lidt i overfladen, så er intolerancen over for LGBT+-personer ikke til at tage fejl af.

Sidste uge fejredes priden på Rådhuspladsen i København. Priden blev afsluttet lørdag med det store optog for mangfoldighed og menneskerettigheder med fest og glade mennesker gennem København.

Men hvad er det, vi fejrer? En stigning i hadforbrydelser? At politiet og regeringen anser LGBT+-personer for at vaere saerligt udsatte for diskriminerende strafbare handlinger, men ikke tilbyder den nødvendige beskyttelse?

Min egen pride-uge blev skudt i gang med to knytnaever, der smadrede ind i mit ansigt.

Når man er villig til at anerkende en gruppe som saerligt udsatte, skal der handling bag ordene. Uden nogen som helst politimaend inden for raekkevide slap gerningsmanden vaek.

Jeg slap heldigvis billigt. En mild hjernerystelse. Det samme kan jeg desvaerre ikke sige om Tobias Aakast, der forrige lørdag blev udsat for et voldsomt knivoverfald på Islands Brygge. Han har før vaeret udsat for overfald, men aldrig et knivoverfald. Hvor galt skal det gå, inden vi eksekverer en saerlig indsats for dem, der er saerligt udsatte?

På trods af Saedelighedsfejden i 1883-87 og pornografiens frisaettelse i 1960’erne maerker LGBT+personer ikke en anerkendende og accepterende holdning. Den seksuelle frihed om ligestilling omfavner ikke os alle. I

Radio24syv kunne man sidste uge høre den pensionerede politibetjent Bjarne Larsen, der giver følgende råd med på vejen: Lad vaer med at fremvise din seksualitet. Ellers går det galt.

Altså er det LGBT+-personers eget ansvar. Vores seksualitet retfaerdiggør de hadforbrydelser, vi bliver udsat for.

Jeg er personligt ikke vred på Bjarne Larsen for hans udmelding. Jeg vaerdsaetter den, for det er kun, hvis vi indgår i en åben og aerlig dialog, at vi kan løfte illusionens slør og gøre noget ved problemerne.

Jeg ønsker, at heteroseksuelle danskere, politiet og politikerne vil tage ved laere af hans udmelding, for den står ikke alene.

Når jeg i dokumentaren ”Tabuland” bevaegede mig ud i København sammen med Eliyas Kayon, der er nonbinaer transfeminin, var reaktionerne tydelige. Kayons tydelige seksuelle identitet virkede til at ryste grundvolden hos de fleste mennesker, vi mødte på vores vej. Det resulterede i alt fra rysten på hovedet til verbale tilsvininger.

Nu er spørgsmålet blot hvem af os, der skal definere kampen for ligestilling. Ifølge mennesker som Bjarne Larsen er Eliyas Kayon selv ude om det, hvis han overfaldes. Jeg der, for de fleste, blot ligner alle andre minoritets danske maend, fremviser ikke min seksualitet.

Siden hvornår har kampen for ligestilling aendret sig? Hvis vi i Danmark ønsker at skabe ligestilling, så bliver vi nødt til at beskytte dem, der er mest udsatte. Altså er det den gruppe af LGBT+-personer, der ikke kan skjule deres seksualitet eller seksuelle identitet. Ingen kan aendre på deres seksualitet, og ingen har ret til at bestemme andres identitet. Det er den frihed, vi skal kaempe for. Og det er rettighederne for de mest udsatte, vi skal kaempe for. Det er det Danmark, jeg ønsker at vaerne om.

Vores seksualitet retfaerdiggør åbenbart de hadeforbrydelser, vi bliver udsat for.