Benaegter eller profet? Det religiøse sprog i klimadebatten skaber splittelse

studerende København S

Klimasynder, klimapraedikant og klimaprofet. Klimaglorie, klimafrelst og klimahellig.

Lyder en eller flere af ovenstående udtryk bekendte? De er nemlig at finde over det hele. I medierne såvel som i kommentarsporerne på sociale medier til almindeligt talesprog. Metaforer, der bruger religion som kilde til at forstå klimaet.

En metafor er mere end aestetisk sprogpynt. Det er en måde, vi kan forstå noget abstrakt på ved at beskrive det gennem noget mere konkret. Begrebet ”klima” er en vidtraekkende term, så det er ikke så underligt at benytte sig af metaforer til at forstå et så abstrakt begreb – hvad der er bemaerkelsesvaerdigt er, at vi bruger religion til at forstå det med.

En religion indeholder som regel en raekke antagelser, som tilhaengere anser for sande og indeholder også retningslinjer, der foreskriver, hvordan tilvaerelsen bør leves.

Måske har klimaet fået rollen som en ny religion – sådan ser det i hvert fald ud, når man tager et kig på sproget i klimadebatten. Mange tyer til at anvende udtryk fra det religiøse sprog, når de vil kommunikere deres frustrationer.

Ja, frustrationer – for disse udtryk anvendes sjaeldent i en positiv forstand. Efter at have studeret tendensen i de religiøse klimametaforer viste det sig, at det ikke kun var kritiske kommentarer på sociale medier, der brugte udtrykkene negativt.

Også nationale medier i form af dagblade og radioprogrammer anvendte det religiøse sprog til at beskrive dem, der udtrykker deres holdning for en baeredygtig levestil. I 2018 havde P1 for eksempel en debat med programtitlen ”Er du klimasynder eller frelser?” Og i beskrivelsen til programmet står der: »Hvad gør de klimafrelste selv for at spare CO2?«

Sproget er ensrettet – de såkaldte ”klimafrelste” anvender ikke et religiøst sprog til at beskrive dem selv eller deres handlinger. Pointen er, at de religiøse udtryk, der bruges, besidder indbygget dualistisk betydning: Enten er man en del af det ”hellige” faellesskab, eller også fnyser man af det. Lad os tage fat i et par af ordene som eksempler. En klimapraedikant skal forstås som én, der udbreder et budskab om, hvordan andre bør opføre sig. Taet op ad klimapraedikanten ligger klimaprofeten, der er talerør for en guddommelig magt. En klimahellig og en klimafrelst har ligeledes negative konnotationer, da der henvises til en person, der føler sig haevet over den almindelige borger.

Stort set alle udtrykkene har den samme grundlaeggende betydning: at nogen føler sig haevet over andre. At nogen er bedrevidende og selvretfaerdig i stedet for at vaere ”på niveau” med de andre. Det religiøse sprog tvinger en partitagen frem i en debat, hvor alle burde vaere på samme hold.

Men behøver det vaere et spørgsmål om at vaelge side? Selv hvis man synes, at nogen praediker, kan man så tage al kraften ud af ordet og ikke lade det gøre én vred? Det er ikke nødvendigt at skabe et ”os” og et ”dem” i klimadebatten. Den opdeling er desuden umulig at lave, da vi alle befinder os fordelt over hele CO2-venlighedspektret.

De religiøse udtryk er heftigt ladet, og de deler en nuanceret debat op i to dele, der enten er fornaegtere eller profeter. Lad det ikke handle om én trosretning, der enten er eviggyldig eller helt forkert. Lad det handle om de problemstillinger, der er, og ikke dem, der taler om dem.

Stort set alle udtrykkene har den samme grundlaeggende betydning: at nogen føler sig haevet over andre. At nogen er bedrevidende og selvretfaerdig i stedet for at vaere ”på niveau” med de andre. Pointen er, at de religiøse udtryk, der bruges, besidder indbygget dualistisk betydning: Enten er man en del af det ”hellige” faellesskab, eller også fnyser man af det.