Et alternativ til øremaerket far-barsel: Ingen øremaerkning til nogen!
Så laenge kvinder selv reproducerer deres egen position på arbejdsmarkedet og i hjemmet og finder en mand, der understøtter den reproduktion, så kommer vi ikke videre. Det samme gaelder maend.
Camilla-Dorthea Bundgaard cand.ling.merc., stud.theol., Furesø
Når det kommer til øremaerket barsel til maend, har jeg en engel på den ene skulder og en djaevel på den anden. Englen fastholder blandt andet, at vi to ikke går ind for øremaerket barsel, fordi vi jo ikke mener, staten eller supranationale institutioner skal blande sig i vores privatliv. Men djaevelen hvisker til mig, at når danske maend er så elendige til at tage barsel, og det kan gå ud over kvindernes arbejdsmuligheder, så gør en lille bitte øremaerkning måske ikke så meget?
Det skal vise sig, at englen vinder. Her er hvorfor:
EU-Parlamentet og EU’s medlemslande er blevet enige om at indføre øremaerket barsel til maend. Danmark har tre år at implementere de nye regler.
I dag er barselsreglerne sådan indrettet, at foraeldre har 52 ugers barsel med løn eller barselsdagpenge tilsammen. Hertil har de ret til yderligere barselsuger, hvis de selv vil finansiere dem.
Der er øremaerket hele 14 uger til kvinden – ud over hendes fire ugers graviditetsorlov. Mandens øremaerkede barsel udgør kun to uger – den såkaldte faedreorlov. Hovedparten af barslen er dog til deling, og det er ud af den, EU vil have Danmark til at øremaerke otte uger af til faderen.
Danske maend tager kun ca. 10 pct. af den samlede barsel i dag.
Fra 2008 til 2015 steg antallet af barselsdage, som en gennemsnitlig dansk mand tog, med sølle fire dage. Mødrene derimod tog i 2015 gennemsnitligt 297 dages barsel.
Men hvorfor er det overhovedet interessant at gå op i, hvem der tager hvor meget barsel? Jeg abonnerer grundlaeggende ikke på den idé, at ligestilling handler om lige repraesentation af kønnene alle vide vegne. Vi er ikke nødvendigvis mere ligestillede den dag, der er 50 pct. kvinder og maend i alle fag fra sygepleje til bestyrelsesarbejde. Vi har ligestilling, idet vi har lige rettigheder – lige adgang til uddannelse, arbejdsmarked, sundhedssystem osv., og det har vi.
Man skal imidlertid vaere både døv og blind, hvis man ikke anerkender, at der også er noget, der hedder kultur, og det er her, djaevelen på min skulder kommer ind i billedet. For hvis en arbejdsgiver sidder over for to kandidater, en mand og en kvinde i 20’erne eller 30’erne og med de samme meritter, som endnu ikke har fået børn, hvem tror du så, han ansaetter? Hvis kvinden statistisk set er mest tilbøjelig til at traekke ressourcer ud af arbejdsgiveren i form af både fravaer fra sin stilling, omkostningerne ved ansaettelse af barselsvikar og lønkompensation under selve barslen, hvem tror du så, han ansaetter? Som repraesentant for firmaets pengekasse gør han klogest i at ansaette manden.
Når jeg fremfører den pointe i sociale lag, bliver jeg altid, af de af mine venner, der har ansaettelsesansvar, mødt med, at de faktisk engang har ansat en kvinde i den fødedygtige alder, der var i et fast parforhold, selv om de vidste, der var risiko for, at hun ville gå på barsel.
Og jo jo, selvfølgelig findes de eksempler derude. Det haender jo også, at de kvindelige ansøgere til en stilling er bedre kvalificerede end de mandlige ansøgere.
Men skal vi føre anekdotisk bevis, så kender jeg godt nok også mange rare maend i konsulentbranchen, der overbaerende svarer: “Det er vist ikke lige det, mine arbejdsgivere forventer”, når jeg spørger hvor meget barsel, de vil tage. Ligesom jeg kender en selvstaendig erhvervskvinde, der er erklaeret feminist, men ikke tør ansaette kvinder i den fødedygtige alder, da det koster hendes virksomhed for meget. Og ligesom jeg kender en kvinde i et mandefag, hvis arbejdsgiver – selv om det er ulovligt – fik hende til at underskrive en aftale om, at hun ikke ville få børn de første år, hun var ansat. Og ligesom jeg kender en mand, der fik at føle, hvordan det kan gå ud over ens løn og forfremmelsesmuligheder, selv i det offentlige, da han tog “barsel som en kvinde” – dvs. al den barsel, han havde ret til. Og ligesom jeg kender adskillige kvinder, der har siddet over for en arbejdsgiver til en jobsamtale, der har turdet sige lige ud af posen, at han ikke tør ansaette en kvinde i den fødedygtige alder. Og ligesom jeg kender en mand i et mandefag, der blev gjort nar ad af sine kolleger, fordi han ville have barsel. Og ligesom jeg kender min egen kaereste, der fra alle sider fik spørgsmålet “Jamen … hvorfor?”, når han fortalte, at han ville udnytte sin fulde barsel, både den med løn, den med barselsdagpenge og den selvfinansierede (Hans svar var i øvrigt: “Fordi jeg gerne vil vaere sammen med mit barn.” Laengere var den ikke).
Jeg fik selvfølgelig aldrig samme spørgsmål om, hvorfor jeg gik på barsel, selv om jeg tog lige så meget som min kaereste. Dels gik man vel netop ud fra, at fordi jeg er en kvinde, og kvinder statistisk set tager mere barsel, så skulle jeg da også det. Men måske formoder man også stadig, at kvinder fra naturens side er bedre i stand til at tage sig af babyer og børn – at de har et saerligt omsorgsgen – selv om det er tilbagevist af forskere i neurobiologi og psykologi både herhjemme og i Storbritannien. Og som filosoffen Mary Wollstonecraft demonstrerede allerede i 1792, så er vi tilbøjelige til at tillaegge kvindens natur, hvad der i virkeligheden er hendes kulturelle rolle. Engang mente man, at kvinder af natur var mere tåbelige end maend, mens man havde overset den lille detalje, at kvinder ikke havde adgang til uddannelse. I dag tillaegger vi kvinden, at hun er noget saerligt ift. sin baby, fordi det er hende, der bruger al sin tid på selv samme baby.
Hvorom alting er, så udgør anekdoterne et sammensurium af to bagvedliggende rationaler. Det ene handler om økonomi, det andet om kultur. I praksis smelter de indimellem sammen, sådan at fordi fødedygtige kvinder som regel er omkostningstunge ansatte, så kan der opstå en “mandekultur” på nogle arbejdspladser, hvor maendene ved, de blandt andet er ansat, fordi de forventes ikke at gå på barsel. Ligeledes kan der opstå en kvindekultur på arbejdspladser – typisk i det offentlige – hvor kvinder ved, at de ikke bliver set skaevt til, hvis de tager barsel.
Hvis en arbejdsgiver sidder over for to kandidater, en mand og en kvinde i 20’erne eller 30’erne og med de samme meritter, som endnu ikke har fået børn, hvem tror du så, han ansaetter?
Hertil får maend i mange hjem en højere løn end kvinder, og derfor giver det selvfølgelig mening for det enkelte par at aftale, at den, der får mest ud af sine timer på arbejdsmarkedet, fortsaetter der i en periode, hvor der typisk vil vaere lønnedgang for den, der bliver i hjemmet. Her skal det påpeges, at det er en myte, at der ikke skulle vaere ligeløn i
Danmark. Når man kontrollerer tallene for kønnenes tilbøjeligheder ift. at vaelge branche, offentligt vs. privat job, stillingsniveau, timer lagt på arbejdsmarkedet, maengden af sygefravaer og barnets første sygedag, orlov generelt, overarbejde og arbejde på skaeve tidspunkter, som kompenseres med løntillaeg … ja, så har man en naturlig forklaring på den statistiske lønforskel mellem maend og kvinder.
Så laenge kvinder selv reproducerer deres egen position på arbejdsmarkedet og i hjemmet og finder en mand, der understøtter den reproduktion, så kommer vi ikke videre. Det samme gaelder maend. Hvis de vil have vristet noget barsel fra kvinderne, så skal de finde en kvinde, der vil finde sig i det. Men hvis den udvikling ikke er det, kønnene ønsker, så skal det ikke mases ned over hovedet på dem. I stedet bør man gå den modsatte vej. Ingen øremaerkning til nogen af foraeldrene. Fri fordeling. Og så er det op til maend og kvinder at overveje, hvordan de vil vaere stillet i familie- og arbejdsliv. Deres valg har konsekvenser – også for andre af samme køn. AEgte ligestilling kommer nedefra: fra kvinder og fra maend. Det handler om at finde en partner, der er enig med en i, hvordan man hver isaer skal prioritere arbejds- og familieliv. Så kan man håbe, parterne skaever til, hvordan deres valg påvirker kønnenes stilling generelt, men vigtigst af alt er barnets tarv og den enkelte families trivsel. Samtidig er det vigtigt, at vi understøtter et samfund, hvor kollektive idealer ikke står i vejen for den enkeltes selvbestemmelse. Så vil danske maend og kvinder ikke den lige repraesentation, så skal den ikke tvinges igennem med social ingeniørkunst.