Omkostninger fra sager om skat kan godtgøres

Klager man over en afgørelse fra skattemyndighederne, kan man få udgifterne daekket helt eller delvis. Det gaelder dog ikke klager over ejendomsvurderinger, eller hvis man ikke haefter for udgifterne.

Hvis man som skatteyder klager over en afgørelse fra skattemyndighederne, vil man typisk have ret til at få godtgjort en del af sine udgifter til klagesagen. Det gaelder både for fysiske og juridiske personer, herunder selskaber og foreninger m.fl.

Formålet med godtgørelsesreglerne er at styrke retssikkerheden på skatteområdet, herunder ved at sikre, at skatteydere, der føler sig uretfaerdigt behandlet, ikke afholder sig fra at gå videre med en skattesag af økonomiske årsager. Ordningen indeholder dog også en raekke begraensninger for at hindre, at der klages i for stort eller unødigt omfang og for at forebygge misbrug.

Halvdelen godtgøres

Som udgangspunkt ydes der godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en klager har betalt til sagkyndig bistand, retsafgifter og pålagte sagsomkostninger mv. Ender man med at få fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, godtgøres disse udgifter dog fuldt ud. Der ydes også fuld godtgørelse, hvis en klagesag videreføres på skattemyndighedernes initiativ, herunder f.eks. fordi Skatteministeriet vaelger at indbringe en afgørelse fra et administrativt klagenaevn for domstolene. I disse tilfaelde daekkes udgifterne til sagen ved appelinstansen fuldt ud uanset sagens udfald.

Mulighed for aconto

Visse typer af udgifter og sager er undtaget fra adgangen til godtgørelse. Bl.a. er det ikke muligt at opnå omkostningsgodtgørelse i klager til vurderingsankenaevnene, herunder i sager om ejendomsvurderinger og om fradrag for grundforbedringer. Der ydes heller ikke omkostningsgodtgørelse i vurderingssager, der indbringes for domstolene, før der foreligger en afgørelse fra en administrativ klageinstans.

Under en klagesag er det muligt at få godtgjort 50 pct. af udgifterne som et aconto beløb. Kravet på aconto godtgørelse kan desuden overdrages til den revisor, advokat eller skatterådgiver, der hjaelper med sagen, sådan at godtgørelsen udbetales direkte til rådgiveren. Det er med til at sikre, at skatteyderen ikke selv skal finansiere udgifterne frem til en endelig afgørelse.

Udgifter dokumenteres

Det er altså ikke en betingelse for at få godtgørelse, at udgifterne er betalt. Ikke overraskende er det dog en betingelse, at skatteyderen kan dokumentere udgifterne og haefter for betalingen af disse. Bl.a. skal der derfor ligge en specificeret faktura til skatteyderen, for at denne kan få godtgjort sine udgifter til sagkyndig bistand.

Skattemyndighederne har i flere sager stillet skarpt på dette, herunder navnlig i klagesager om ejendomsbeskatning mv., hvor det er aftalt, at skatterådgiveren betales efter en ”no cure no pay”-model, dvs. sådan at der kun skal betales honorar, hvis der opnås medhold, men da til gengaeld med en procentdel af den opnåede skattebesparelse (”good cure good pay”). Hvis en sådan skatterådgiver engagerer en advokat til at håndtere sagen ved domstolene, vil det ofte vaere sådan, at advokaten ikke kan rette et salaerkrav direkte mod skatteyderen, men kun mod rådgivningsfirmaet. Er det tilfaeldet, vil skatteyderen ikke kunne få udgifter til advokaten godtgjort hos Skattemyndighederne.

Rimelighed efterprøves

Ifølge flere nye byretsdomme gaelder det, selv om skatteyderen har indgået aftale direkte med den advokat, der skal føre retssagen, hvis der som følge af de aftalte vilkår om ”no cure no pay” mv. ikke består en reel haeftelse for salaeret til advokaten.

Tilsvarende følger det af praksis, at der ikke er adgang til godtgørelse, hvis det er aftalt, at rådgiveren alene skal modtage et beløb svarende til godtgørelsen.

Ud over at vurdere haeftelsen, og om de formelle betingelser for omkostningsgodtgørelse er opfyldt, kan Skattemyndighederne også efterprøve, om honoraret er rimeligt og er begraenset til klagesagen.

I 2017 blev der udbetalt omkostningsgodtgørelse i 1.474 afsluttede sager. I 186 sager blev der givet delvist afslag på godtgørelse, og i 553 sager blev der givet fuldt afslag. Afslagene var begrundet i, at udgiften eller sagen ikke er anset for godtgørelsesberettiget, eller at honoraret ikke er anset for rimeligt.