Forsker: Idealet om, at børn skal trives, er et problem i sig selv
Tidens straeben efter trivsel er en del af problemet for danske børn og unge, mener institutleder på Danmarks Paedagogiske Universitet Claus Holm. Vi burde i stedet have et ideal om livsduelighed.
Man kan sige, at det er det, som selve livet handler om: at trives og have det godt.
Men når det gaelder Danmarks børn og unge, kan det fokus, der er på trivsel i disse år, have direkte negative konsekvenser. Det mener i hvert fald Claus Holm, institutleder på DPU, Aarhus Universitet. Idealet om at vaere i fuld trivsel og straebe efter trivsel er en del af en perfekthedskultur blandt børn og unge:
»Det er et utopisk krav til livet, at vi hele tiden skal vaere i velvaere, at vi hele tiden skal trives. Det er et ideal om et liv uden realitetschok, fiaskoer og skuffelser, som ikke har noget med virkeligheden at gøre.«
Claus Holm mener, at forestillingen om trivsel haenger sammen med WHO’s tidligere definition af sundhed, som ligger til grund for Sundhedsstyrelsens definition af mental sundhed.
»WHO fortaeller os, at sundhed er en tilstand af fuldstaendig fysisk, mental og social trivsel og ikke kun fravaer af sygdom eller svaekkelse. Det er ikke en sundhedsdefinition, det er en tilstand af lykke,« mener han.
Et nyt velvaeresamfund
»Børn og unge kommer til at fokusere på enhver afvigelse som en usund afvigelse fra det perfekte. Risikoen er, at vi er ved at erstatte et velfaerdssamfund med et velvaeresamfund, hvor ambitionen f.eks. ikke først og fremmest er, at elever skal blive bedre til at laese, men at de skal beskyttes mod den mistrivsel, som de kan opleve, når de skal laere at laese.«
Hvordan haenger det sammen med, at uddannelsessystemet i mange år er blevet kritiseret for at forsøge at skabe soldater til konkurrencestaten?
»Kravene om at blive klar til konkurrencesamfundet og kravet om at trives eksisterer side om side i dag. Se på jobannoncer: Du skal ikke laengere blot have de rette kompetencer, du skal også vaere i godt humør på arbejdspladsen.«
I trivselsundersøgelser stiger andelen af børn og unge, der svarer, at de ikke har det godt. Søndag udtalte flere børneforskere og psykologer i Jyllands-Posten, at trivselsundersøgelser og stor fokus på børn og unges trivsel risikerer at medføre, at alle unge ses som potentielt udsatte.
Historikeren Iben Vyff, medforfatter til femte bind af Dansk Skolehistorie, forklarer, at man for alvor begyndte at tale om elevernes trivsel i skolen i begyndelsen af 1970’erne. Da talte man blot ikke om trivsel, men om f.eks. skoletraethed, og det var et resultat af et generelt øget fokus på den enkelte elev – og en bekymring for, hvordan børnene faktisk havde det, om de blev mobbet, om de havde fået morgenmad osv. Det kom konkret til udtryk ved, at skolerne med tiden udskiftede borde og stole med nye, som kunne indstilles i højden efter hver enkelt elev.
»Indtil 1970’erne havde indstillingen – groft sagt – vaeret, at hvis børn ikke kunne lide at vaere i skolen, var det bedre, at de kom ud for at arbejde, så snart skolen var overstået. Nu begyndte man efterhånden at stille spørgsmål til, hvorfor nogle elever ikke kunne lide at gå i skole, og om det måske var skolen, der var noget galt med.«
Ifølge lektor Jens Erik Kristensen, Aarhus Universitet, forfatter til bogen ”Paedagogikkens Idehistorie”, er begrebet trivsel hos børn og unge i dag blevet en slags uafhaengig variabel, som betinger og forklarer alt muligt, f.eks. hvor meget eleverne laerer i skolen, og hvor motiverede de er.
»Det er blevet et magisk ord, men det er samtidig et meget rummeligt ord. Ingen er jo imod, at børn og unge skal trives, men det er svaert at blive klog på, hvad trivsel og mistrivsel egentlig vil sige, og hvad det forklarer, og derfor kan der vaere god grund til at indkredse, hvad vi egentlig mener,« siger Jens Erik Kristensen, som ser en vis logik i, at der tales stadig mere om trivsel i disse år:
»Det er udtryk for, at vi måske har glemt noget i bestraebelsen på at målrette og effektivisere laering og uddannelse. Det er lidt den samme logik, der ligger bag, at begrebet dannelse igen er blevet en del af den offentlige debat.«
Vi skal anerkende børn
SF foreslog sidste år, at der blev nedsat en trivselskommission. Institutleder Claus Holm mener, at man hellere skulle nedsaette en livsduelighedskommission.
»Livsduelighed rummer en accept af et liv, et dueligt liv, i det uperfekte, hvor man har en ambition om at forbedre sig, og hvor det er godt nok at laere af sine fejl og fiaskoer. Her er der plads til, at nogle er mere duelige end andre. Vi glemmer i dag, at der er en social slagside i kravet om trivsel, fordi der er mere mistrivsel blandt fattige børn og unge – og saerligt pigerne blandt dem.«
Professor emeritus Per Schultz Jørgensen var med til at udforme de første trivselsundersøgelser i 1990, han var medlem af den første udgave af Børnerådet fra 1994, og han var i mange år med til at lave Skolebørnsundersøgelserne. For ham giver det i høj grad mening, at vi i dag forsøger at måle børns trivsel.
»At vi i dag fokuserer på børns trivsel, er udtryk for, at vi anerkender børns ret til at have et godt liv, børns ret til blive hørt, og at børn har ret til at have deres egen mening. Det er et kaempe fremskridt for børnene,« siger Schultz Jørgensen.
Han kalder det en demokratisering af vores børnesyn, som så småt begyndte i 1960’erne, og som kulminerede med FN’s børnekonvention fra 1989.
Men kan straeben efter trivsel ikke vaere med til at skabe den perfekthedskultur, som skaber bekymring i disse år?
»Jeg er helt enig i, at der findes en perfekthedskultur, og at det er et problem. Men det har ikke noget med trivsel at gøre. Det handler om, at vi har skabt en praestationskultur hos børn, og at de i dag er optaget af at vise, at de er i kontrol.«