Ny psykologisk DRthriller fik stemplet ’for mørk’ – nu er danskerne klar

DR’s nye søndagsdramaserie ”Fred til lands” handler om, hvad der sker med en gruppe ganske almindelige mennesker, der beslutter sig for at fordrive den lokale landsbypsykopat.

»Og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glaedesblus holde,« synger vi til midsommer.

Med udgangspunkt i Drachmanns tekst har Christian Torpe og Marie Østerbye, forfatterne bag DR’s nye søndagssatsning ”Fred til Lands”, undersøgt, hvad der sker i en lille provinsby, hvor en gruppe mennesker beslutter at droppe glaedesblussene og i stedet fordriver nutidens udgave af en lokal trold med vold. Den otte afsnit lange miniserie har søndag premiere på DR.

Christian Torpe, der pendler mellem filmopgaver i Los Angeles og Danmark, er spaendt på modtagelsen af serien, som han ser som det første forsøg på en rendyrket psykologisk thriller i public service-regi. Vejen til tvskaermen har dog vaeret lang. Det er 10 år siden, at makkerparret Torpe og Østerbye udviklede manuskriptet om byen, hvor laegens søn er død efter en påkørsel. Tilsyneladende begået af den lokale pusher-psykopat Mike, der er sluppet af sted med det og har en staerkt intimiderende adfaerd. Mike chikanerer flere borgere, og nogle stykker går sammen om at draebe ham – i udgangspunktet for at beskytte sig selv.

Hvorfor lå den 10 år i skuffen? »Vi viste dengang vores manus til et produktionsselskab. De sagde, at den var for mørk. Men det er ikke usaedvanligt, at man må vente på, at manuskripter rammer noget i tidsånden. Det kan vi jo også se med ”Rita” (tv-serie skrevet af Christian Torpe og produceret af TV 2. Det amerikanske tv-selskab Showtime har bestilt et pilotafsnit af serien). Den har vaeret seks år i USA, men først her for et par måneder siden fik vi solgt ”piloten”. Desuden er der også sket noget med både Marie og mig i de seneste 10 år – måske har vi fået en større psykologisk indsigt, som vi har kunnet bruge. ”Fred til lands” er klart det mest psykologisk følelsesmaessigt komplekse, jeg har vaeret med til at skrive.«

Har I taget udgangspunkt i ”Midsommervisen” fra start, eller kom det til jer senere i processen?

»At hvert sogn har sine trolde, var med os fra starten. Jeg kommer selv fra en stille og rolig mindre by, men der er jo en grund til, at vi synger det i ”Midsommervisen”, og de fleste kan nok genkende tematikken, at der er en, der ødelaegger det for de andre, og som man gerne vil af med. Og spørgsmålet er jo, om trolde er nogle, som vi selv skaber, eller om det er nogle, vi direkte har brug for. Det er, som om der bare skal vaere en slange i paradis. Midsommervisen var den ene inspirationskilde. En anden var, at vi ofte havde set, at når nogen på tv blev slået ihjel, så var det noget, der tog 45 sekunder, og hvis det var et godt og langt tv-program, fulgte man lige lidt op på nogle personers sorg. Vi havde lyst til at gå ind og tage den praemis seriøst ved at spørge: ”Jamen, hvordan ville det påvirke mennesker, hvis de gjorde det? Hvordan udfører man sådan et drab på et lavpraktisk plan, og hvis man slipper af sted med det – kan man så overhovedet det? Eller vil det forfølge en for altid?«

Hvilke serier har I vaeret inspireret af?

»Hverken Marie eller jeg har gået på filmskolen herhjemme. Vi er inspirerede af amerikanske serier og den måde, de fortaeller på derovre. I AMC-serien ”Breaking Bad” ser man nogle af de samme ting, som vi afprøver i ”Fred til lands”. En thriller-motor og at tage psykologien seriøst. En stor del af øvelsen for os har vaeret at undersøge, hvordan en thriller ser ud i public service-øjemed, og det har vi så forsøgt ved at undersøge forbrydelse- og straf-tematikkerne.«

Hvorfor landsbyrammen?

»Vi er ikke ude på at portraettere provinsen, og vi kunne også have sat rammen i en kolonihaveforening eller på Christiansø eller i en mødregruppe for den sags skyld. Men vi kommer selv fra små byer, og så havde vi brug for et lukket økosystem, hvor det var trovaerdigt, at der er en, der ødelaegger det for de andre, og hvor det er trovaerdigt, at man ikke kan ringe efter en større politistyrke, men i stedet har følelsen af at