Gennem Ukraines mudder: Her forsvarer en ung haer Europa
Kort før Sloviyansk dukker ruinerne op, et landskab af ødelaeggelse. Jeg mindes Beirut i halvfjerdserne og Balkan efter Jugoslaviens undergang i 1992. Sloviyansk med 100.000 indbyggere er et mindre format, men ikke mindre chokerende – ikke så meget byen selv, den fungerer på ny, men et hospitalskompleks i dens udkant. Dér, hvor hovedvejen fra Kramatorsk sender en sidevej ud til den ukrainsk-russiske front, i diplomatsproget kendt som kontaktlinjen.
Vi gør holdt, to ukrainske officerer og jeg. I hospitalsbyen – sygehus, psykiatrisk anstalt, børnehjem, boligblokke – forskansede russisk førte rebeller sig i juni 2014, og her fra blev de fordrevet af den ukrainske haer tre måneder senere. Ruin på ruin, det tunge artilleris efterladenskaber. Her kan intet genopbygges. Her er kun at afvente krigens slutning og fjerne alt.
Obersterne Roman Khominich og Ruslan Miroshnichek og ikke mindst deres chauffør, tavse, vemodigt smilende Atyom, bringer mig professionelt gennem krigen i deres AUZ-369, en russisk fremstillet stabsvogn, ekstremt ubehagelig, bygget siden 1985 i Uljansk, vore dages Jekaterinburg. Skyttegrave, kontrolposter, minefelter, kampvogne, forlaegninger så primitive at ingen vestlig soldat kan forestille sig lignende.
Delvis forladte landsbyer. Gamle mennesker sidder ubevaegeligt foran deres traehuse, flammerøde tulipaner i forhaven, kål og kartofler i baghaven. En sjaelden gang skoler med elever og laerere, sine steder hjulpet af Dansk Flygtningehjaelp, andre steder af CIMIC, den ukrainske civilmilitaere samarbejdsorganisation, hvis opgave er at sørge for sikkerhed og tålelige vilkår i landet umiddelbart bag fronten. Atyom kører ned til den langsomt flydende Ajdar. Den regulaere bro er bombet i stumper og stykker. Ukrainske militaeringeniører har lagt en midlertidig pontonbro. Efter sigende kan den baere op til 50 tons, kampvogne inklusive. De har desuden pløjet en vej – en slags vej, hullerne er kolossale og vandfyldte efter flere dage med regn – gennem skovhøjderne på begge bredder. Selv Atyom har svaert ved at bringe sin AUZ frem gennem mudder og søle, men frem kommer vi, frem til en halvstor bygning, hvis civile fortid fortaber sig i skovtykningen. Lige nu udgør den en af den 10. ukrainske brigades forreste kommandoposter. Overalt kasser med våben og ammunition, gods og grej, soldater på vej ind og ud.
Vi bliver baenket ved et traebord i husets indre. Olha serverer en bortsj, den klassiske ukrainske rødbedesuppe, så fremragende, at jeg ikke mindes at have fået den bedre. En ung fyr kommer ind fra fronten, bleg og slidt stiller han sin udrustning fra sig. Også han får en skålfuld bortsj. »Jeg vaenner mig aldrig til det,« siger han. »Hvorfor jeg gør det her? Fordi dette er min hjemegn. Jeg forsvarer min hjemegn og mit faedreland.« Den bemaerkning kunne de have godt af at høre i det fjerne, fredelige Kiev, for min skyld også i det endnu fjernere, forkaelede Vesteuropa.
Olha er 19-årig frivillig ambulancesoldat. Hun tager sig af døde og sårede, suppleret med køkkentjeneste. I sin fritid laeser hun jura på et brevkursus. Gevaerilden knitrer udenfor. Flere soldater kommer ind fra fronten, andre hanker op i deres våben og løber ud til deres pladser.
I Østukraine forsvarer en ung haer Europa. I skyttegravene leves den sande menneskelige kondition. Mens borgerne skaber deres stat, skaber staten sine borgere. Ud på eftermiddagen saetter Atyom kurs mod Severodonetsk.
I skyttegravene leves den sande menneskelige kondition. Mens borgerne skaber deres stat, skaber staten sine borgere