Lad os vaerne om det grønne, klimaet, naturen

Klimakulturen har bredt sig som en steppebrand i Vestsahara, og det nye samfundshierarki billiger de mest baeredygtige skikkelser med medaljer af guld og havremaelk – vi kan kalde det for en revolution.

studerende, CBS, København

I det herrens år 2018, hvor jeg rev mine rødder op, pakkede den store rejsekuffert og flyttede tilvaerelsen fra de trygge barndomsrammer i Kolding-forstaden, Vonsild, til den pulserende danske hovedstad, var jeg endnu ikke bekendt med den veganske og affaldssorterende klasse øst for Storebaelt. Som eksiljyde med hang til en stor fed bøf og importeret rødvin var fagre nye verden, at der skulle kigges skaevt på mig i Rema 1000, når der ikke stod økologisk på min minimaelk. Der skulle ikke gå mange fuldmåner, før jeg selv var blevet en velintegreret klimahelt, som implementerede en baeredygtighedsskala i de fleste beslutninger – både når der skulle handles ind til aftensmad og i Magasin en sen fredag eftermiddag.

Alt andet lige har danskernes emnepraeferencer aendret sig fra skatte- og sundhedspolitik til klimapolitik på lige så kort tid, som det tager Nicklas Bendtner at smadre sin karriere i en ny fodboldklub. Klimakulturen har bredt sig som en steppebrand i Vestsahara, og det nye samfundshierarki billiger de mest baeredygtige skikkelser med medaljer af guld og havremaelk – vi kan kalde det for en revolution. Ved langt de fleste revolutioner – om end man ønsker at vaelte en autoritaer leder i Libyen eller et opgør med kapitalismen i starten af det forrige århundrede – står der en karismatisk og staerk personlighed i spidsen for oprøret. En såkaldt leder. Den karakteristiske personlighed er ofte valgt ud fra meritokratiske principper som anciennitet, karisma og intellekt – altså med andre ord den mest kompetente til opgaven.

Tager vi udgangspunkt i samtidens klimarevolution, synes det måske svaert at pege på en egentlig leder. Blandt de fem og en halv million mennesker i kongeriget vil nogle måske pege på et delt lederskab af klimadebatten mellem deltids-veganeren Casper ”foie gras” Christensen og antirygningsforkaemperen Peter Falktoft, som vist nok lavede lidt lobbyarbejde for tobaksindustrien engang. Vender vi blikket øst for Sundet til vores kaere svenske naboer, så er der et navn på alles laeber, når der tales klimarevolution: Greta Thunberg.

Internationalt bliver der ligeledes på daglig basis talt om den 16årige svenske pige med det velklingende svenske Ikea-navn. Thunberg er på få år blevet et internationalt idol og varemaerket på den nye generation af klimaforkaempere. Hvad der adskiller Thunberg fra andre revolutionaere ledere gennem tiden er endvidere iøjnefaldende. At tillaegge et barn sådanne magtbeføjelser og krone hende leder af de revolutionaere burde incitere en hvis skepsis hos almenvellet.

Thunberg er for mange, hvad Nordstjernen er for sømaend uden kompas på Atlanten; en ledestjerne, som angiver en retning, men også en stjerne, som sømaendene blindt saetter kurs efter. Uden forstandighed råber Thunberg vagt i gevaer og mobiliserer stadig flere og flere tusinde mennesker verden over i klimaets tegn. Løsningen og retorikken fra Thunberg er meget klar: Der skal handles nu, og løsningen er simpel.

At tage klimadebatten ned på så simpelt niveau er en direkte hån mod de mange forskere og interessenter, som hver dag vier deres tid og kraefter til at løse et problem med så mange facetter, som klimaet har. Du spørger ikke automekanikeren om hjaelp til en hjertetransplantation; ligeledes spørger du ikke en 16-årig pige til råds om komplekse problemstillinger, der med laengder overstiger de taksonomiske niveauer, som Thunberg slet og ret ikke har hørt om endnu.

Medierne har om nogen en afgørende rolle i at gøre et underkvalificeret barn med en infantil verdensforestilling til klimakalif. At hele det danske pressekorps skal mandsopdaekke en hulkende Thunberg på FN-topmødet og samtidig without further ado tillaegge hende en endeløs medlidenhed og medfølelse er for mig fuldstaendigt uredeligt. Det er på tide at gøre op med ledere, som med oversimplificerede og fordummende kommentarer tror, de kan løse problemstillinger, som om det var en kryds og tvaers i et ugeblad. Den egentlige revolution på området burde i stedet handle om en overgang fra ’’bare lige’’-løsninger til velfunderede, refunderede løsningsforslag, som vil have en reel effekt på samfundet og samtiden.

At Thunberg spiller på simple patosretorikker er endvidere en katalysator for debatten, og sympatisører står klar på hvert et gadehjørne. Hvad der ikke gør situationen mindre forkastelig er, at Thunberg som offentlig figur agerer marionetdukke for organisationer og klimaforkaempere, som kan købe krokodilletårer på bestilling. At kapitalisere på et barns optraeden på verdensscenen og samtidig vaere privilegeret nok til at braende en tredjeverdensborgers CO2-forbrug af på en weekend med flyrejser vidner om den åndelige armod, som Thunberg og familien besidder.

Som samfundsborger kommer her en opfordring. Kaere smørrebrødsjomfruer, kaere jyske knaegte, kaere konvertitter og kaere klimaaktivister: Lad os vaerne om det grønne, klimaet, naturen. Lad os vaerne om løsninger frem for problemer, fremtiden frem for fortiden, men lad os i saerdeleshed vaerne om refleksion, samtale og klarhjernethed. Og kaere Greta Thunberg: Husk på, at tomme tønder buldrer mest.

Thunberg er for mange, hvad Nordstjernen er for sømaend uden kompas på Atlanten; en ledestjerne, som angiver en retning, men også en stjerne som sømaendene blindt saetter kurs efter.