Vi må bevare vores medmenneskelighed
I fredags samledes en lille gruppe mennesker foran Udrejsecenter Kaershovedgård med fakler, sange og taler for at forsøge at taende et lille lys i det ligegyldighedens mørke, som omgaerder afviste asylsøgere – også efter regeringsskiftet.
Malene Fenger-Grøndahl journalist og forfatter, Aarhus C
Sidste år den 9. november – på 80årsdagen for Krystalnatten – samledes en gruppe borgere for foran Udrejsecenter Kaershovedgård ved det, de kaldte en lysfest for humanisme. Deltagerne bar fakler, og der var sange og taler. Alt sammen for at markere over for politikere og befolkning, at Danmarks behandling af flygtninge generelt og afviste asylsøgere i saerdeleshed er dybt problematisk og har bekymrende ligheder med behandlingen af jøderne op til Anden Verdenskrig.
Allerede her vil nogle sikkert protestere og mene, at sammenligningen med Krystalnatten og antisemitismen i datidens Nazityskland er både overdreven og upassende. Men måske er det vaerd endnu en gang at overveje, om de seneste årtiers udlaendingedebat – og vores egen frygt for globaliseringens til tider uoverskuelige konsekvenser – har gjort os så forhaerdede, at vi ikke laengere kan se klart. Er det måske sådan, at asylog udlaendingepolitikken er blevet så inhuman, at den reelt ikke stemmer overens med vores vaerdier og menneskesyn? Jeg håber, at det er forklaringen på, at Udrejsecenter Kaershovedgård har kunnet eksistere i over tre år, uden at der for alvor har rejst sig en folkelig bølge af protester.
Jeg må gribe i egen barm. Jeg har laest om Kaershovedgård og har endda bekendte, der har besøgt centret og har fortalt mig om forholdene der. Jeg har laest om lysfesterne, som er fortsat måned efter måned, men jeg har ikke deltaget i nogen af manifestationerne, før jeg blev opfordret til at deltage i den seneste lysfest i fredags med en kort tale. At skrive talen fik mig til at reflektere over, hvad den politiske retorik omkring dem har gjort ved mig? Har den gjort mig immun over for de menneskelige konsekvenser af den førte politik?
Som borger i Danmark er jeg medansvarlig for det ulidelige limbo, som afviste asylsøgere lever i på Kaershovedgård. Det er et tidligere faengsel, og selv om beboerne ikke er spaerret inde, er forholdene faengselslignende. Beboerne har melde- og opholdspligt, og da centret ligger meget isoleret, er det stort set umuligt for dem at opretholde kontakt med venner, bekendte – ja, sågar aegtefaeller og børn.
De har ingen udsigt til at blive en del af det danske samfund, men heller ikke til at blive udsendt. En del af dem er mennesker på såkaldt tålt ophold. De har begået forbrydelser, de har fået en udvisningsdom, men fordi forholdene i deres hjemland umuliggør hjemsendelse, opholder de sig fortsat i Danmark. Andre har fået afslag på asyl, men naegter at samarbejde om at blive udsendt af Danmark – hvilket kan have mange – meget legitime – årsager.
Har man søgt asyl i Danmark, fordi man frygter for at blive tortureret eller slået ihjel, er det ikke svaert at saette sig ind i, at man vil kaempe med naermest alle taenkelige midler for at blive i Danmark.
Det letteste er naturligvis at placere alle disse mennesker i en kategori, der gør det muligt ikke at forholde sig til deres lidelser. Hvis vi blot omtaler dem som kriminelle og reducerer dem til trussel mod vores sikkerhed og tryghed, bliver det, der forbinder os som mennesker, usynligt. Men allerede her naermer vi os en dehumanisering, som gør det relevant at drage sammenligninger med behandlingen af jøder op til Anden Verdenskrig.
Vi kunne i stedet minde os selv om, at i tider med mindre økonomisk velstand end nu har vi taget imod flygtninge på en helt anderledes måde. Vi kan f.eks. taenke 63 år tilbage. Den 14. november 1956 landede et SAS-fly i lufthavnen i Kastrup. Ombord var en ung ungarsk mand, Karoly Kovacs. Han havde deltaget i opstanden i Budapest, og da sovjetregimet slog opstanden ned, var han sammen med mange andre flygtet – i første omgang til Wien. I Danmark var der et udbredt ønske om at hjaelpe nogle af de ungarske flygtninge, som man anså for helte, der kaempede for samme vaerdier og idealer, som det danske samfund var baseret på, og Karoly Kovacs blev inviteret til Danmark af et par udsendinge fra den danske ambassade i Wien.
Efter ankomsten blev han indkvarteret på et kollegium i Aarhus, hvor de studerende havde et vaerelse parat til ham. Et par uger efter besluttede den danske regering at sende et saertog til Wien for at hente 1.000 flygtninge mere til Danmark. Toget kørte over graensen ved Padborg natten til den 1. december – med 986 ungarere ombord. De blev modtaget af et orkester af danskere og ungarere, der spillede den danske og ungarske nationalmelodi, og en stor flok danskere samlede sig om toget og rakte wienerbrød og varm kaffe ind gennem vinduerne.
I dag har vi i stedet netop haft en minister, der fejrer stramningerne i udlaendingeloven med at servere kage for sig selv. Og selv om den nye integrations- og udlaendingeminister efter sigende har lagt kagekniven til side, er der ikke udsigt til reelle forandringer – slet ikke hvad forholdene for de afviste asylsøgere på Kaershovedgård angår. Den nye regering har ganske vist besluttet, at den ikke vil gennemføre den tidligere regerings symbolpolitiske plan om at indrette et center for afviste kriminelle asylsøgere på en øde ø – mest fordi det åbenbart koster for mange penge. Og den har også lovet, at børnene og deres foraeldre på Udrejsecenter Sjaelsmark nu får lov at spise på vaerelserne i stedet for i cafeteriet. Desuden er det tanken, at børnefamilierne på et tidspunkt skal flyttes til et andet center. Men de grundlaeggende vilkår er der ikke udsigt til, at regeringen vil aendre på. I stedet holder den nuvaerende regering fast i en så stram politik, at vi er på graensen af – og ifølge juridiske eksperter ofte også på den forkerte side af – internationale konventioner.
To juridiske eksperter har f.eks. vurderet, at opholds- og meldepligten for beboerne på Kaershovedgård er i strid med internationale konventioner, fordi den gør forskel på danskere og udenlandske kriminelle uden saglig begrundelse. Meldepligten begrundes nemlig blandt andet med, at man vil forebygge, at beboerne begår ny kriminalitet.
Til dette har juraprofessor Jens Elo Rytter sagt: »Hvis man mener, at man ikke kan have folk gående frit rundt, som man frygter kan lave ny kriminalitet, så skulle vi også skride ind på samme måde med opholdspligt over for vores egne statsborgere, der udgør en tilsvarende trussel.«
Er det måske sådan, at asyl- og udlaendingepolitikken er blevet så inhuman, at den reelt ikke stemmer overens med vores vaerdier og menneskesyn?
Danmark var det første land, der skrev FN’s flygtningekonvention fra 1951 ind i sin lovgivning – det skete i 1954 – og vi var stolte af det. I dag er skiftende regeringer stolte af at bruge og misbruge juraen til at holde så mange mennesker ude af Danmark og ude af samfundet som muligt. Det er tydeligt på Kaershovedgård. For hvordan kan det vaere menneskeligt og etisk forsvarligt at isolere mennesker på et udrejsecenter uden udsigt til noget, der bare minder om et normalt liv?
Hvordan kan det give mening, at en 34-årig nigeriansk asylsøger i maj i år blev idømt 60 dages faengsel og udvisning, fordi han tidligere havde fået en dom for besiddelse af narko og så havde forbrudt sig mod reglerne om opholds- og meldepligt på Kaershovedgård for at tage til Valby og passe sin kraeftsyge kaerestes seksårige søn og siden for at besøge kaeresten og deres nyfødte faelles barn? At parret nu havde fået et barn sammen, aendrede ikke på udvisningsdommen. »Tiltalte kan opretholde kontakten med sin familie via Skype, Facetime eller gennem samvaer med mor og barnet i lande uden for Danmark,« som retsformanden udtalte.
Selv partier og organisationer, som kritiserer den førte udlaendingepolitik, bliver som regel tavse, når talen falder på Kaershovedgård. At tale beboernes sag er ingen vindersag, må man forstå.
Men er det ikke en vindersag for os alle at fastholde en anstaendig politik, også når det gaelder mennesker, der udfordrer vores regler og system? Måske er det ligefrem her, vi har chancen for at redde os selv fra den totale forhaerdelse. Det betyder ikke, at alle, der søger om det, skal have asyl. Men at lade mennesker leve i et limbo som på Kaershovedgård er ikke en løsning, vi kan leve med, hvis vi vil bevare vores medmenneskelighed. Hvilken løsning der er den rigtige, har jeg intet klart svar på. Men er det ikke netop den slags, vi som demokratiske medborgere sammen kan søge svar på? Lad os begynde med at taende lys i ligegyldighedens mørke – også for vores egen menneskeligheds skyld.