Tilstand Nørrebro
For nylig valgte en selvstaendig kommunikationsrådgiver at flytte med sin familie fra Nørrebro. Han fortalte i Berlingske, hvordan han oftere og oftere oplevede grupper af unge indvandrere dominere gaden og skabe frygt. En episode gjorde udslaget: Sammen med børnene passerer manden en gruppe indvandrere, hvor to pludselig traekker en kniv og fingerer et slagsmål. Rystede fortraekker familien til sin lejlighed og ringer til politiet og må vente i røret.
»Minutterne går, mens jeg venter i telefonen. Da jeg kommer igennem, melder Københavns Politi alt udsolgt: ”Vi ved godt, at det er slemt derude, men vi har ingen vogne at sende,” er beskeden. ”Du kan gå ind på politiets hjemmeside og finde det, der hedder Min Betjent. Du kan laegge en besked til ham.”«
Manden, der praesenterer sig selv som »radikal humanist«, fik nok og flytter nu vaek fra Nørrebro og alle de fede ølbarer, byens bedste kebab, spraglet liv og bilfri gader. Knivstikkerier for øjnene af børnene gjorde udslaget, nu ville han ikke mere.
Imidlertid er det jo ikke alle Nørrebro-borgere, der sådan bare kan flytte, når de bliver traette af tilstanden. De må derfor finde sig i at bo i et kvarter, hvor det ikke er politiet, men banderne, der bestemmer.
For nylig kom det frem, at banderne nu simpelthen er begyndt at patruljere i området; de kører bevaebnede rundt i mørke biler, passer civile borgere op og spørger ind til deres gøren og laden. Nørrebro er deres, her vogter de, det er signalet.
Og hvis politiet prøver at manifestere sig, rykker Nørrebro sammen, som vi så det, da Rasmus Paludan forsøgte sig med en af sine happenings under den netop overståede valgkamp. Her mødtes autonome, islamiske organisationer og assorterede ballademagere i et faelles mål om at saette ild til det hele og jage politiet vaek.
Banderne og de autonome styrer Nørrebro. Sådan er det, og det accepterer vi tilsyneladende. Ramaskriget udebliver. I stedet siver paene mennesker stille og roligt, når mangfoldigheden bliver broget. Den kreative klasse finder andre graesgange, for multikultur er sjovt, så laenge det handler om krydret mad, men utåleligt, når det udvikler sig til gangstervaelde.
Praesten Henrik Højlund skrev en kronik her i avisen om sin skuffelse over Nørrebro. Han var søgt dertil fra Jylland, men holdt kun et år, før han rejste igen. Han havde mødt mangfoldigheden som en totalitaer magt, som ikke tåler anderledes taenkende, ganske som en folketingskandidat for Nye Borgerlige Anahita Malakians oplever, når hun prøver at åbne en burgerbar i Nordvestkvarteret. »Var det noget med en naziburger?« spurgte Konfront.dk på Facebook, for sådan taler den yderste venstrefløj om politiske modstandere, og ikke alle og enhver skal komme og åbne en burgerbar i dens kvarter.
Det er tilstanden, Tilstand Nørrebro, så paene mennesker flytter. Men hvad med resten, hvad med dem, der ikke er staerke nok til bare at flytte, når banderne saetter dagsordenen. Hvor skal de vende sig hen?
Svaret blaeser i den stille susen af mangfoldige dialogbetjente og deres utraettelige italesaettelse af problemerne, for når man opgiver ordenshåndhaevelsen, hersker jungleloven, og så er de svage prisgivet. Det er tilstanden på Nørrebro, og det burde aerlig talt vaekke mere opsigt, end det tilsyneladende gør.