Fonde retter lyset mod deres mørke sider

De erhvervsdrivende fonde stiller for første gang skarpt på ulemperne ved deres virke. Det er positivt for udviklingen af dansk erhvervsliv.

De erhvervsdrivende fonde fylder ekstraordinaert meget i Danmark. De kontrollerer klenodier som ølgiganten Carlsberg, insulinkaempen Novo Nordisk og containermastodonten A.P. MøllerMaersk. Det er yderst tvivlsomt, om de ville have vaeret på danske haender, havde det ikke vaeret for det beskyttende fondseje. Det fastholder danske job, viden og velfaerd i det gamle kongerige, og det giver masser af politisk goodwill.

Men det er ikke en selvfølge, at den danske fondsmodel er fredet. Selv om der er bred forståelse for, at nyttevaerdien for samfundet er stor, når stifterens ønsker, virksomhedens tarv og de mange uddelingerne går op i en højere enhed, blev de økonomiske rammer strammet under den tidligere regering. Men fondenes store milliardformuer kan udgøre en for stor fristelse for politikerne. De er naesten fordoblet på 10 år til mange hundreder mia. kr. med årlige uddelinger i størrelsesordenen 17 mia. kr. Det er uhyrlige tal, når de sammenlignes med det reelle frie råderum på finansloven.

Det er svaert positivt, når de mest toneangivende erhvervsfonde på denne uges Fondenes Dag nu går i offensiven og tager en saerlig stor forpligtelse på sig til at vaere en samfundsansvarlig og aktiv ejer, vaere åben og transparent med alle sine aktiviteter og vaere bevidst om både de positive og negative følger af deres uddelingspolitik. Det skyldes ikke mindst, at en erhvervsfond per definition ingen ejere har. Det betyder reelt, at den skal kontrollere sig selv. Det kan ingen, og det er kun, hvis den direkte bryder loven, at myndighederne kan gribe ind over for ledelsen.

Det stiller mere end saerlige krav til ledelsen i erhvervsfondene og deres virksomheder for at undgå, at det udvikler sig til et tag selv-bord for svage sjaele. Det er en uhyrlig magt, der skal forvaltes med omhu. Den seneste stikprøvekontrol fra Erhvervsstyrelsen viser, at der kan hankes endnu mere op i ledelsesforholdene, hvor der i knap halvdelen af bestyrelserne ikke er et flertal af uafhaengige medlemmer (46 pct.), en stor andel har ingen kvalifikationskrav (42 pct.), og der er hverken aldersgraense (62 pct.) eller loft over udpegningsperiode (37 pct.) i et betydeligt antal bestyrelser. Der kan og skal gøres mere. Alt andet vil vaere uansvarligt.

Men mens der trods alt arbejdes hårdt med at forbedre ledelsen, åbne fondene op for omverdenen og påtage sig et kvalificeret aktivt ejerskab, halter det langt mere med baeredygtigheden og den reelle effekt af de mange uddelinger. Det er med bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden Lars Rebien Sørensens ord svaerere at dele penge ud end at tjene dem. Det skyldes ud over kritikken mod deres legitimitet også, at fondene skydes i skoene, at deres midler uddeles forkert og for lidt, de har uheldige bivirkninger, og pengene ville gøre mere gavn i statskassen.

Der er ingen tvivl om, at det er et politisk minefelt, som fondene traeder ind i ved at aendre status fra ydmyg gavegiver til en aktiv samfundsaktør, der med sine uddelinger vil skabe baeredygtig effekt i det omkringliggende samfund. Det giver også god mening, at fondene skal have et formål med deres ejerskab, deres virke og deres uddelinger. Der er mere end nogensinde brug for risikovillig kapital til at øge innovationskraften, sikre omstillingen til et mere digitalt og mere grønt samfund samt vaere katalysator for at løse andre store udfordringer i samfundet.

Men disse nyopståede politiske aktører, der ikke bare venter på gode ansøgninger om støtte, som de kan godkende, risikerer at skaevvride politiske indsatsområder som eksempelvis den offentlige forskning. Hvis fondene bliver ved med at afvise at betale for driftsudgifterne til egne støtteprojekter, kan de på den måde vaere med til at traekke midler fra andre vigtige forskningsområder. Det er ikke sikkert, at det er en optimal udnyttelse af de offentlige forskningsbudgetter.

Der er god grund til at kraeve mere åbenhed i fondenes aktiviteter, have et kritisk øje på fondenes ledelser og begynde at gøre noget ved uddelingernes uønskede bivirkninger. Selvindsigt er et konstruktivt første skridt.

I en tid, hvor familieeje har udsigt til tungere skattebyrder, er det den direkte vej til bedre rammebetingelser for de erhvervsdrivende fonde og til, at det igen bliver attraktivt at stifte nye fonde til gavn for den danske samfundsøkonomi.

Det skyldes ikke mindst, at en erhvervsfond per definition ingen ejere har. Det betyder reelt, at den skal kontrollere sig selv.