Det er et vilkår at vaere perfektionistisk, ikke et valg

Det nye er ikke, at mange børn og unge mistrives i vores institutioner, det nye er, at man spørger dem. Vi har skabt nogle rammer, der haelder de saerligt egnede, dem med detaljeblik, dem med superscannerhjerner, ud af vores skoler og universiteter.

Marianne Breds Geoffroy speciallaege i psykiatri, ph.d., Kbh K

Som psykiater piner det mig igen og igen at laese i dagspressen, at unge med stress skal holde op med at vaere perfektionister. At vaere perfektionistisk er ikke et valg, det er et vilkår. Et vilkår. der er genetisk betinget, og som de fleste kan genfinde hos deres naermeste.

Som medlem af den seneste regerings Nationale Stresspanel hørte jeg davaerende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers udtale sig om, at perfektionisme skulle modvirkes. Har vi brug for en forsker, der ikke er perfektionistisk? Hvordan skulle vi vaere landet på månen, uden en haer af matematiske-, tekniske- og ingeniørperfektionister? En enkelt sjusket forsker, og alt er i risiko for at gå galt. En enkelt forglemmelse i et forsøg, og eksperimentet kan give fejlagtige data, uden man er klar over det. Sjusk – mangel på perfektionisme, manglende blik for detaljer – hører ikke hjemme i forskningen og hører ikke hjemme i ingeniørfaget, eller i bygningsfaget, eller i kirurgien, eller i …

Nu er det børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der i september udtalte: »Mine fornemmelser er, at de unge måler sig op imod det perfekte, man bliver nødt til at spørge sig selv, om det perfekte overhovedet findes, og dernaest er det trods alt de faerreste, der nogensinde får brug for at få 12 i gennemsnit.« Udtalelsen falder i relation til en trivselsundersøgelse blandt 83.000 elever på gymnasiale uddannelser foretaget af Børne- og Undervisningsministeriet i efteråret 2018. Naesten 70 pct. af pigerne føler sig tit eller meget tit pressede, mens det gaelder knap 50 pct. af drengene, og hver tredje gymnasieelev overvejer at droppe ud. Det er vigtigt at vide, at disse tal ikke afspejler et nyt problem. Unge har haft ”trivselsproblemer” gennem mange år.

Store befolkningsundersøgelser siden 1990’erne og frem viser, at 20 pct. af os udvikler stress og angst fra børneårene. Halvdelen af alle, der udvikler stress og angst, har fået symptomer, inden de fylder 11 år. Det nye er ikke, at mange børn og unge mistrives i vores institutioner, det nye er, at man spørger dem. Ungdommen har altid vaeret ekstra belastende, en farefuld tid, hvor man står på kanten af reden og skal finde ud af, om de vinger, man er udstyret med, egner sig til de vinde, der blaeser. Og det er her, politikere har mulighed for at taenke nyt og bedre. For det vigtige er jo at bemaerke at nogle – ikke alle – har stress under de givne uddannelsesvilkår.

Hvorfor er det ikke alle, der har stress? Fordi der er en saerlig (stor) fraktion af unge, der ikke trives med den måde, laering foregår på med de moderne undervisningsformer. Fordi den måde skoler og universiteter bl.a. har opdelt fag i små tvaergående moduler gør det nemt for visse, men svaert for andre. Fordi den måde klassemiljøet får lov til at blive defineret af enkelte urolige elever og ikke af viljestaerke laerere, rammer nogle mere end andre.

Som psykiater har jeg gennem mange år specialiseret mig i adhdog autismeproblematikker hos unge og voksne. Vi mennesker er ikke ens. Vi har ikke samme typer sanser, og selv om få lever op til f.eks. en egentlig autismediagnose, er der mange blandt os, der har saerlige sanser og evner, et felt, der forskningsmaessigt hører til i autismespektrumområdet. Lige nu er forskningen laengst i undersøgelsen af, hvorledes vi adskiller os i ”systemhjerner” og ”socialiseringshjerner”. Evolutionaert selektionstryk har begunstiget hjerner, der specialiserer sig mere i et domaene end i et andet.

Det er min erfaring, at unge og voksne, der udvikler stress, har en eller flere højt udviklede sanser, som regel syns- og høresansen. At vaere udstyret med skaerpede sanser medfører, at man hører finere nuancer i de lyde, der opstår omkring én og at man ser de mindste bevaegelser; man har detaljefokus. Det er ens sanser, der er ”perfektionistiske”. Vi vaelger ikke selv, om vi vil vaere i stand til at opleve mange nuancer og detaljer. Mennesker med skaerpede sanser laegger maerke til unøjagtigheder, også i tale og på skrift. Hvorfor sagde laerer 1 sådan, mens laerer 2 sagde det modsatte? Hvad skal jeg taenke og tro? Man har – uden selv at ville det – adgang til flere data end andre, og hvis man får modstridende oplysninger, bliver man i tvivl. Når vi er i tvivl, kan vi ikke handle. Så sidder vi for laenge og grubler over, hvad vi skal vaelge at gøre. Så bliver selv små opgaver til et pres – til oplevelsen af uro i maven og hjertebanken, stress. Det er sanserne og hjernen, der er perfektionistisk.

De unge med stress aner ikke selv, at verden kan opleves anderledes. Vi har jo aldrig oplevet ting med andres sanser end vores egne. Man er forpint, man forstår ikke, hvad man gør galt, hvorfor man er så