Europas socialdemokrater ser mod Portugal: Costa gjorde det

Portugals socialdemokratiske leder, António Costa, har gjort det, som mange af hans partifaeller i Europa drømmer om. Han har skabt fremgang for partiet, og søndag vandt han en valgsejr med tal, som minder om de gode gamle socialdemokratiske tider: 36,6 pct af stemmerne gik til Costas PS-parti.

I Danmark skal man helt tilbage til Svend Aukens storsejr i 1990 for at finde lignende tal. Dengang stemte 37,4 pct. på Socialdemokratiet. Siden er det gået ned ad bakke, og sidst, socialdemokraterne kom over 30 pct. ved et folketingsvalg, var i 1998, da Poul Nyrup Rasmussen fik 35,9 pct. af stemmerne og endnu en periode som statsminister. Mette Frederiksen sidder på 25,9 pct. af stemmerne. Det bedste resultat, siden Nyrup havde lederskabet.

I Tyskland ligger SPD ifølge den seneste meningsmåling ved ZDF til 15 pct. af stemmerne, markant under de 20,5 pct., som de tyske socialdemokrater fik ved valget til Forbundsdagen i 2017. De tyske socialdemokrater fik i 1998 40,9 pct. af stemmerne.

Op mod årtusindeskiftet var Europa socialdemokratisk, og det var navnlig socialdemokratiske ledere, som i 2000 besluttede at indføre sanktioner mod Østrig, da der var udsigt til, at Frihedspartiet, som tilhører det yderste højre, kom i regering.

Siden er højrefløjen vokset støt i flere europaeiske lande. De har mobiliseret vaelgere på en dagsorden mod indvandring, og de har vaeret staerkt kritiske over for EU og ikke mindst den såkaldte sparekurs. Overalt i Europa har der vaeret holdt strategimøder med socialdemokrater, som har grublet over, hvad der skal til for vinde tabt terraen tilbage.

Når de ser på socialdemokratiske sejre som Mette Frederiksens i Danmark og António Costas i Portugal, tegner der sig billedet af vidt forskellige strategier. I Danmark har Mette Frederiksen rykket sig på udlaendingepolitikken, som partiformanden garanterer vil vaere stram. I Portugal har Costa talt om indvandring som et gode.

Men ikke mindst hans lempelige kur for at hale Portugal ud af krisen og den administration, som EUtrojkaen havde sat landet under, har givet naering til traengte socialdemokrater, som drømmer om, at valg kan afgøres på klassisk fordelingspolitik. Costa er modsat partifaellerne i Italien ikke blevet mødt af vrede vaelgere, som beskylder regeringen for at vaere i lommen på EU. Han har vist, at det kan lade sig gøre at nedbringe arbejdsløshed og gaeld, og at der kan skabes vaekst uden at følge standardmodellen i fra Bruxelles og Berlin.

Det placerer ham et helt andet sted end mange partifaeller i Europa. Tidligere socialdemokratiske partiledere som danske Helle ThorningSchmidt førte ”nødvendighedens politik” og lagde sig taet op ad den sparekurs, som Berlin var fortaler for. Gerhard Schröder stod som tysk kansler og SPD-leder i spidsen for de staerkt kritiserede reformer af arbejdsmarkedet. SPD har siden 2005 vaeret i koalition med konservative CDU/CSU. En tysk kommentar bemaerker i den rød-grønne avis Tageszeitung, at de tyske socialdemokrater har overtaget den neoliberale doktrin i Europa. »Hvor hørte man nødskriget fra socialdemokraterne, da det var vigtigere at redde banker end mennesker?« spørger han retorisk og opfordrer til at se mod Costas Portugal.

Men spørgsmålet er, om glaeden varer ved. EU har varslet, at der skal dybere indgreb til, hvis Portugal i laengden skal vaere økonomisk solidt. En ny økonomisk krise kan slå bunden ud af økonomien. Mon Costa så har en mirakelkur nummer to?

Overalt i Europa har der vaeret holdt strategimøder med socialdemokrater, som har grublet over, hvad der skal til for vinde tabt terraen tilbage.