Lad os rydde op i velfaerdsstatens ydelser

Middelklassen er den store vinder af den massive økonomiske omfordeling. Der burde i stedet fokuseres mere på samfundets allermest udsatte borgere.

stud.jur., København

Den danske sang er en tyndfed, mellemblond middelklassepige, der kysser som en kaffekande.

Sådan skrev den evigt slagfaerdige enfant terrible Mads Holger for år tilbage. Siden har udsagnet manifesteret sig i mit sind. Dette dels fordi morsomheden er åbenbar, og dels fordi metaforen rummer en betydelig grad af sandhed.

Ordene faldt således i forlaengelse af et udsagn om, at det ville vaere anstaendigt at fokusere på samfundets allermest udsatte borgere og til gengaeld bremse de enorme summer til middelklassen. Et klaedeligt synspunkt, der til stadighed synes essentielt at fremdrage.

Når ovenstående ikke just er tilfaeldet, er det imidlertid ikke fordi politikerne er dumme, selv om de jaevnligt beskyldes herfor. Tvaertimod faktisk. De har nemlig blot indset, at man ikke vinder valg på de allermest udsatte borgere, som ikke har overskud nok til at mobilisere sig og er for få i antal.

Den massive økonomiske omfordeling og det endeløse antal af politiske forslag kommer således yderst sjaeldent netop dem til gavn. Et budskab der ligeledes jaevnligt kommer fra gadejuristen Nanna W. Gotfredsen, som om nogen har et unikt indblik i hverdagen på bunden af samfundet.

For nogen tid siden noterede hun eksempelvis på Facebook, at »allerlaengst nede, ude på gader og straeder, hvor de allermest udsatte befinder sig, når den velfaerd simpelthen bare ikke ud«.

I stedet er velfaerdsstaten en konstruktion, der hovedsageligt kommer gennemsnitsborgeren til gavn. De fleste af os hører til i middelklassen, og det er derfor også middelklassens interesser, den danske velfaerdsstat i høj grad repraesenterer og varetager.

Skatteyderne betaler således i omegnen af den halve indtaegt til en velfaerdsstat, som herefter til deler en ikke just ilde stedt middelklasse store summer i kreative indpakninger.

Som prikken over det famøse i, tager velfaerdsstaten sig godt betalt for denne ulejlighed, idet den bureaukratiske administration jo ikke finansierer sig selv.

Skatteyderne betaler i omegnen af den halve indtaegt til en velfaerdsstat, som herefter tildeler en ikke just ilde stedt middelklasse store summer i kreative indpakninger.

At ydelser og tilskud bør målrettes meget mere markant efter behov, burde således vaere selvfølgeligt. De universelle ydelser og tilskud har imidlertid haft en tendens til at blive umulige at afskaffe igen. Middelklassen er nemlig eminent til at mobilisere sig og gå på barrikaderne, såfremt politikerne så meget som antyder hensigter om at rokke herved.

I et vist omfang er det forståeligt, at også gennemsnitsborgeren