Antisemitisme er Tysklands skam

Efter terrorangrebet i Halle er antisemitismen i Tyskland endnu engang kommet i fokus. Mange tyskere er sig problemet bevidst.

Klaus Hillenbrand er redaktionschef på Tageszeitung i Berlin, et dagblad, der kan sammenlignes med Information. Tirsdag aften praesenterede han sin nye bog i avisens kantine, 262 taetbeskrevne sider om Karolina Cohn, en jødisk pige, der blev myrdet under Anden Verdenskrig.

Hillenbrand var kommet på sporet af en lille amulet, fundet i tilintetgørelseslejren Sobibor. Efter årelang efterforskning fandt han ud af, at den havde tilhørt Karolina. Bogen fortaeller om hende, og derigennem historien om Holocaust, drabet på seks mio. jøder.

Det er ikke hans første bog om Tysklands mørkeste periode. Han har skrevet fire andre. De fleste ferier tilbringer han og hustruen, der er historiker med speciale i samme emne, i Israel. Man kan sige, at afdaekningen af Det Tredje Riges ugerninger er blevet deres livs opgave.

På den måde repraesenterer de mange i forbundsrepublikken. En stor del af efterkrigsgenerationen – om end langtfra alle – er stadig fulde af skam over, hvad der skete. Hillenbrand er født i 1957, han har hverken lod eller del i forbrydelserne, men han og hans kone synes at betragte det som en forpligtelse at afdaekke, hvad der lader sig bringe frem i lyset. Det er ikke opmuntrende. Men det er heller ikke meningen.

Forarbejdningen

Snart er det 75 år siden, krigen sluttede, men mange tyskere er ikke faerdige med forarbejdningen af fortiden. Boghandlere har hele afdelinger med holocaustlitteratur, medierne beskaeftiger sig løbende med emnet, og hver gang nazister eller andre på den yderste højrefløj rejser tvivl om, hvorvidt massemordet overhovedet skete, og om jøderne i givet fald måske selv var ude om det, går Hillenbrand og mange med ham i aktion.

Der demonstreres, der protesteres, der er lederartikler i aviserne, og der er er dokumentarudsendelser i fjernsynet. Det vil, kan det roligt forudsiges, ske igen efter onsdagens ugerninger i Halle, hvor to mennesker blev draebt, efter at bevaebnede maend søgte at traenge ind i byens synagoge.

Antisemitismen i Tyskland har – som i andre lande – dybe rødder, men i forbundsrepublikken er den noget saerligt, netop på grund af historien. Der er, viser undersøgelser, en »stabil andel« på mellem 14 og 30 pct. af »entydige« jødehadere. Hos andre tyskere er der »betragtelige, latente eller diffuse fordomme«.

En sportsforsker beretter i avisen Die Zeit, at ordet »jøde« er den staerkeste ringeagtsytring på et fodboldstadion. Hvis der er et hold eller en spiller, man ikke kan lide, råber man – eller nogle – »jøde«. Muslimsk indvandring har ikke gjort antisemitismen mindre.

Restauranterne

Der berettes efterhånden om antisemitiske haendelser hver uge, selv om de måske også sker andetsteds og rapporteres i mindre grad, fordi man ikke er så fokuseret på emnet. Israelske turister bespyttes, jødiske maend får revet deres kalot af hovedet. Israelske restauratører i bl.a. Berlin og Chemnitz er blevet overfaldet.

Der er efterhånden mange jødiske bevaertninger i den tyske hovedstad, og de fleste maerker ikke noget. Da angrebet i Halle nåede internetsiderne onsdag middag, f.eks., var der fuldt hus i restaurant Djimalaya i Invalidenstrasse, og såvel gaester som betjeningen var tilsyneladende upåvirkede af det skete. Måske havde de ikke hørt det. Måske taenker begge sider, at der efterhånden sker så meget, at man så vidt muligt må fortsaette med det, man er i gang med.

Men der er også en anden side. Der er 100.000 jøder i Tyskland, som er i en menighed. Dertil kommer mange, som ikke er organiseret. Op mod 15.000 israelere menes at bo i Berlin, de fleste er unge. De synes, byen er spaendende og forholdsvis billig.

Der er sågar aeldre jøder, som i sin tid måtte flygte fra Tyskland eller overlevede i koncentrationslejre, der er kommet tilbage.

Den 97-årige Margot Friedländer er en af dem. Efter at have boet det meste af sit liv i New York, flyttede hun i 2010 tilbage til Berlin, hvor hun voksede op. I dag bor hun i en beskyttet bolig midt i byen. »Berlin er det sted, hvor jeg har oplevet det bedste og det vaerste i mit liv,« siger hun. Og: »Jeg er det lykkeligste menneske i verden.«

Berlin er det sted, hvor jeg har oplevet det bedste og det vaerste i mit liv. Margot Friedländer, Holocaust-overlevende