Naziburgeren
Anahita Malakians er folketingskandidat for Nye Borgerlige, men blev ikke valgt ind i Folketinget. Derfor må hun have noget andet at leve af, og til den ende har den iranske flygtning fået job som bestyrer af burgerbaren The Barn i det københavnske Nordvestkvarter; hun bor selv på Nørrebro, og selv om hun – som mange artikulerede borgerlige – har oplevet at blive chikaneret på Nørrebro, har hun altså ikke tøvet med at overtage stedet.
Men hun havde gjort regning uden vaert, for vaerten var i dette tilfaelde Nørrebro, en omstridt bydel, hvor visse grupper tilsyneladende mener sig bemyndiget til at bestemme, hvem der må vaere hvor, hvem der må demonstrere, og hvem der må vende burgere på grillen – eller simpelthen hvem der må vaere der. Og det er langtfra alle og enhver, der må det.
»Naziburger: Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest,« skrev noget, der kalder sig Konfront, på nettet. Samme dag opfordrede den venstreekstreme gruppe Antifascistisk Aktion til at give stedet dårlige anmeldelser på Facebook og andre steder.
En svaerm af dårlige anmeldelser vaeltede ind over The Barn; de fleste fra folk, som ikke havde vaeret på stedet, endsige spist maden. BT talte f.eks. med 20-årige Maja fra Aarhus, der bekendtgjorde: »Jeg anmeldte stedet, fordi jeg ikke synes, at det skal vaere et sted, hvor andre går ind, når det er en fra Nye Borgerlige, der står bag det. De skal lukkes ned og ud af Nordvest.«
Man kunne med en vis ret spørge, hvad sagen egentlig rager Maja, og hvorfor hun som aarhusianer skal bestemme, hvem der må bo i Københavns Nordvestkvarter? Hun bor der jo ikke engang selv? Svaret blaeser i vinden, men citatet er ganske illustrerende for en bestemt opfattelse af begreber som demokrati og mangfoldighed, som hersker på den yderste venstrefløj, men som – hvad vi har set illustreret af davaerende borgmester Anna Mee Allerslevs holdning til jødisk deltagelse i en mangfoldighedsfestival – også har fodfaeste laengere inde på midten af det politiske spektrum.
I den forgangne weekend blev The Barn så ramt af haervaerk. Forudsigeligt nok, kan man sige, for det er naturligvis staerkt naerliggende at forbinde hetzen med det voldelige angreb på burgerbaren – selv om vi udtrykkeligt ikke ved, hvem der står bag. For Anahita Malakians har konsekvensen ikke desto mindre vaeret uundgåelig; hun frygter simpelthen for sin sikkerhed, hvad man ikke kan fortaenke hende i. Hun, der ellers har vist sig ganske frygtløs, når det gjaldt om at stille op til taesk i det offentlige rum, må bøje sig for truslen om vold og må nok se i øjnene, at jobmarkedet for hende ikke ser lysere ud i dag end for en måned siden. For mens fremtraedende venstrefløjspolitikere i sømløse overgange finder vej til topposter i mange veldaedige organisationer, så forholder det sig anderledes med repraesentanter for et parti som Nye Borgerlige. Og hvis man til det almindelige sociale stigma laegger en regulaer trussel om at få ødelagt sin forretning, så ville de fleste arbejdsgivere nok betakke sig – man vil jo ikke have ballade.
Sådan lykkes det igen den ekstreme venstrefløj og dens klakører at slå den politiske samtale på munden; naeste gang behøver de ikke engang slå, de kan blot løfte hånden i en truende bevaegelse. Det er en trussel mod vort demokrati, så vi skylder i hvert fald hinanden at forsøge at forhindre, at voldsmandens veto igen skal vaere det gaeldende.