Konfront støder sammen med de fleste

Den venstreradikale legeplads Konfront, som både er et medie og en platform, laegger sig ud med mange i forfølgelsen af den revolutionaere drøm.

»Nogle gange er den bedste handling ikke at vaere der.«

Sådan lød et af de gode råd til hvide mennesker bragt i en klumme på medieplatformen Konfront. Hjemmesiden, der beskriver sig selv som »en samlende platform for aktivister på den revolutionaere venstrefløj til venstre for Enhedslisten«, gik i luften i november sidste år og har siden skabt opmaerksomhed uden for aktivistkredse ved flere lejligheder.

Første gang var i august, da en skribent, der kaldte sig »nogen fra tryghedsholdet 1. maj«, skrev en kommentar på Konfront efter en 1. maj-fest i Folkets Hus på Nørrebro i København.

Festen blev afholdt af CutieBIPoC-gruppen (queer, trans, intersex, black/indigenous/people of colour, red.) Bibimbatty.

Her havde man oprettet et hvidt tryghedshold, »som kunne håndtere de problemer og den utryghed, vi som hvide skaber«. Men konklusionen efter festen var, at de hvide alligevel havde fyldt for meget. Derfor havde skribenten udarbejdet en liste med tips til de bleghudede ud fra devisen, at hvidhed afføder racisme.

Hvid skam

»Hvidhed tager plads og skaber utryghed, så gør det til en vane at vaere opmaerksom på rummet og ikke kun orientere dig mod dine venner. Tag en pause fra dansegulvet, gå i baren eller udenfor, hvis du opdager, at hvidhed er i overtal i rummet,« lød det bl.a.

Konfront har omkring 50 grupper og projekter tilknyttet som samarbejdspartnere. På hjemmesiden erklaerer bagmaendene, at man »tror på radikal udenomsparlamentarisk revolutionaer aktivisme og politik«. Og det er tilsyneladende ikke kun de hvide, som skal skamme sig.

Da iranskfødte Anahita Malakians, som er folketingskandidat for Nye Borgerlige, blev bestyrer på en burgerrestaurant i Københavns nordvestkvarter, lød det eksempelvis på Konfront: »Naziburger: Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest.«

Brugen af det såkaldte nazikort vakte dog så stor opstandelse, at mediet valgte at komme med en – måske knap så dybtfølt – undskyldning.

»Efter en del selvrefleksion er vi nået frem til, at det var en uheldig brug af nazibetegnelsen, og det vil vi gerne undskylde for. Faktisk er Konfront vild med burgere, og de skal naturligvis ikke saettes i bås med kryptofascister,« lød det.

Ufeministiske feminister

I mellemtiden havde Konfronts omtale dog medført en regulaer flodbølge af dårlige anmeldelser, og Anahita Malakians valgte forleden at sige op for at skåne sin arbejdsplads.

Lørdag var det de Lesbiske Feministers tur. De blev forment adgang til Kvindehuset i Københavns indre by. Her skulle gruppen ellers have holdt møde, men de forsamlede queer- og transfeminister havde barrikaderet indgangen.

Årsagen: Lesbiske Feminister mener kun, at man er kvinde, hvis man er født med en vagina. En holdning, hvis bannerførere har fået navnet TERFs (trans-exclusionary radical feminists, red.).

»At vaere så fokuseret på biologi, at mennesker ikke laengere kan definere, hvem de selv er, og skabe rum hvor TERFs får lov at udfolde deres sandheder og opnå tryghed er enormt ufeministisk,« lød det søndag i en artikel på Konfront, skrevet af »en koalition af aktivister mod transfobi«.

Vil ikke grave grøfter

I en artikel fra november sidste år i Arbejderen, som samarbejder med Konfront, fortalte Rune Bødker, hvis stilling ikke blev naermere beskrevet, at Konfront ikke skal vaere et sted, hvor man graver grøfter.

»Venstrefløjen har haft nok af splittelse og fraktioner. Tiden er inde til at samarbejde på en anden måde end tidligere,« lød det.

Noget tyder dog på, at der er gang i gravearbejdet. I et debatindlaeg i Politiken fra august skrev den selverklaerede aktivist Oline Marie Andersen således om den tidligere omtalte fest, hvor hvidheden åbenbart dominerede.

»Jeg var ikke selv til festen, på trods af at jeg selv er queer, og mange af mine venner var der. For jeg gider ikke blive smidt ud pga. min hudfarve. Det har jeg oplevet for meget homofobisk lort til at kunne rumme. Nogle ville sikkert kalde dette indlaeg white tears eller snowflake-mentalitet, og det gør I bare. Men mest af alt er jeg ked af, at det indimellem føles, som om den yderste venstrefløj er ved at udrydde sig selv.«