Halle er i chok over synagoge-angreb
Onsdag aften samledes indbyggerne i Halle spontant i midten af byen for at aere de to mennesker, der tidligere på dagen blev draebt.
Slagermusikken handler om forelskelser og forlovelser, der går i fisk. Diskolyset spreder gule, grønne og røde klatter på vaegge og gaester. Cigaretrøgen flyder stille. Ølglassene er store og fulde.
Alligevel er onsdag aften en undtagelse på ølstuen Hartmut’s Gute Stube i Halle. I stedet for også at vaere åben om eftermiddagen, har gardinerne vaeret rullet for hele dagen. Ca. 500 meter derfra er to mennesker tidligere på dagen blevet draebt. Selv om efterforskningen ikke er afsluttet, tyder meget på, at drabsmanden kan vaere en nynazist.
»Hvordan kan det ske her i Halle?« spørger gaesterne hinanden igen og igen.
De ryster på hovedet. Halle er en universitetsby med ca. 240.000 indbyggere, og den går for at vaere nogenlunde stille for en by af den størrelse.
Flere af gaesterne – der er godt én håndfuld – fortaeller Jyllands-Posten, at de egentlig sidder der nu for at vise sig selv og omverdenen, at drabsmanden ikke skal få lov at sprede frygten og få folk til at blive hjemme.
Frygt for flere anghreb
Hartmut Hädicke er rystet.
»Jeg håber, det var et enkeltstående tilfaelde, men jeg frygter, der kommer flere angreb,« siger knejpe-ejeren, der nu i 25 år har drevet sin ølstue.
»Vi har gaester fra hele verden, vi har forenet Øst- og Vesttyskland. Og nu troede jeg, vi havde fået demokrati her. Men så sker der sådan noget her,« siger Harmut Hädicke.
Lys og stilhed
Ude på gaden er der ikke meget liv. En del af afspaerringerne opretholdes stadig. Men et par kilometer fra ølstuen samler flere hundrede lokale sig i stilhed.
Nogle taender lys, andre laegger en blomst.
Her står også Tim, 30, der er fagpaedagog. Han vil ikke vil oplyse sit efternavn, men fortaeller, at han dagen igennem nøje har fulgt med i, hvad der er sket via pressen:
»Det var noget af et chok. Jeg har mange venner, der arbejder i den bydel, hvor skyderierne fandt sted. Nu gør det godt at taenke over og afslutte dagen sammen med flere hundrede andre.«
Det, der nager ham mest her til aften, fortaeller han, er mistanken om, at det formentlig var den ekstreme højrefløj, der stod bag drabene:
»Vi havde NSU-attentaterne, nu er det sket igen,« lyder det med henvisning til, at en nynazistisk trio i løbet af godt et årti nåede at draebe mindst 10 personer, før politiet kom på sporet af dem.
Og nu, fortsaetter Tim, »må man også spørge sig selv, hvordan han har fået fat på de våben, han brugte?
Hvordan har han laert sig at bygge dem? Hvilket netvaerk har han? og hvordan ser de netvaerk ud?«
Merkel foran synagogen
Spørgsmålene martrer tydeligvis bredt i Tyskland. Nogenlunde samtidig i Berlin samledes indbyggere foran synagogen i midten af byen. Også landets kansler, Angela Merkel. Regeringens talsmand, Steffen Seibert, skrev på Twitter, at kanslerens tilstedevaerelse var »et tegn på samhørighed«. Han skrev også, at: »Vi må stå sammen imod enhver form for antisemitisme.«
Men for landets jødiske mindretal var det onsdag svaert helt at tro på hele den tyske befolknings opbakning. F.eks., forklarede formanden for det jødiske mindretal i Halle, Max Privorozki, tog det politiet 10 minutter at nå frem, efter at han havde ringet og sagt, at synagogen blev angrebet. Andre talspersoner kritiserede, at der ikke stod politi foran synagogen – som der ellers gør ud for alle jødiske institutioner i Tyskland.
Kalot af trods
Også Igor Matviyetz, 28, der arbejder med integration, gjorde sig onsdag aften tanker i den retning. Han er egentlig verdslig og opholdt sig derfor ikke i synagogen, hvor drabsmanden forsøgte at skyde sig adgang tidligere på dagen. Inden for var op mod 80 mennesker samlet for at fejre den vigtigste jødiske helligdag, yom kippur. Men han tilhører det jødiske mindretal. Onsdag aften havde han imod saedvane taget en hvid kalot på, så alle kunne se, at han er jøde.
»Allerede før i dag ville jeg ellers ikke bare tage min kalot på udenfor. Men i dag gjorde jeg det af trods,« forklarer han.
Og selv om han er taknemlig for den opbakning, indbyggerne i Halle viser til deres jødiske medborgere, er han staerkt bekymret:
»Jeg plejer at lave grin og sige, at man let kan se, hvor der er jøder i Tyskland: Man skal bare kigge efter politibevogtede bygninger. Nu …« han traekker på skuldrene uden at gøre sin saetning faerdig.
»Jeg håber, det her bliver noget, der får offentligheden til at vågne op. Men det er 100. gang, der er anledning hertil,« smiler han trist.