Den kontroversielle Handke
Peter Handke har tidligere talt nedsaettende om Nobelprisen og skabt røre ved at deltage i Slobodan Miloševićs begravelse
Den amerikanske forfatter og anmelder John Updike har kaldt Peter Handke for den fineste forfatter på tysk – og han er ikke den eneste, der anser den debatskabende Peter Handke for en af de mest indflydelsesrige og tankeprovokerende tysksprogede forfattere og dramatikere.
På den anden side står de, der anser ham for en forsvarer af folkemord.
Som søn af en tysk soldat og slovensk mor voksede Peter Handke op i en konservativ, sydlig østrigsk provins. Som han i opvaekstens løb kom til at afsky. I stedet forelskede han sig i Serbien.
Det førte til, at han valgte side til fordel for Serbien under borgerkrigen i Jugoslavien i 1990’erne. Efter krigen tilbød han endda at vidne ved FN’s krigsforbrydertribunal til fordel for den anklagede serbiske leder, Slobodan Miloševic .
Den beslutning blev mødt ikke alene af demonstrationer, da han i 2014 fik tildelt Ibsenprisen – flere fremtraedende forfattere kritiserede ham bl.a. for at bagatellisere serbiske krigsforbrydelser.
I årevis har debatten om Peter Handle bølget, men den tog til, da han i 2006 deltog i Miloševic s begravelse. I avisen Liberation beskyldte to forfattere ham for ikke at ville anerkende, at der blev begået folkemord i Srebrenica. Dén beskyldning fik Handke til tasterne og resulterede i et langt modsvar – ligesom han i Frankfurter Allgemeine Zeitung skrev et forsvar:
»Jeg har aldrig benaegtet en eneste af massakrerne i de jugoslaviske krige 1991-95 og heller ikke relativiseret eller retfaerdiggjort endsige billiget nogen.« Han afviste desuden at have karakteriseret Slobodan Miloševic som offer eller som et af ofrene.
I Information, der i 2006 bragte en artikel med titlen ”Balladen om Peter Handke”, står:
»Han (gen)bekraeftede i Liberation, at massakren i Srebrenica er den største forbrydelse i Europa siden Anden Verdenskrig – men bad i samme åndedrag om, at man holder op med udelukkende at tilskrive serberne massakrer og minder om, at muslimer før massemordet i Srebrenica i mindre målestok gjorde det