Erdogans spil
Det er et højrisikabelt spil, som Tyrkiets praesident, Recep Tayyip Erdogan, har sat i gang med sin militaere offensiv i det nordlige Syrien. En helt ny front kan blive åbnet i den i forvejen kaotiske borgerkrig. Nye bølger af flygtninge kan saette sig i bevaegelse, ikke mindst mod Europa. Og hans planer om at bruge en 30 km dyb, såkaldt sikkerhedszone til at omplacere et par millioner syriske flygtninge fra Tyrkiet kan få de etniske og kulturelle spaendinger, der haergede Balkan i 1990’erne, til at blegne.
Invasionen med det kyniske kodenavn ”Operation Fredens Kilde” er rettet mod den syrisk-kurdiske YPG-milits, der i lae af den lange borgerkrig i Syrien reelt har etableret et selvstyre i regionen op mod den tyrkiske graense. I årevis har Erdogan naeret en manisk frygt for, at de kurdiske mindretal på begge sider af graensen skal smelte sammen til en enhed. Det tyrkisk-kurdiske PKK er officielt stemplet som en terrororganisation; ikke kun i Ankara, men også i Washington og EU. Det er nok for Erdogan til at sige det samme om YPG.
Han har laenge villet slå til mod YPG. Der er egentlig ingen aktuel anledning, men praesidenten er presset på hjemmefronten og kan se et behov for at demonstrere handlekraft. Den tyrkiske økonomi har det meget dårligt, og den ellers almaegtige praesident har med valget af en ny overborgmester i Istanbul, Ekrem Imamoglu, fået sig en ny og overraskende hårdfør konkurrent til den samlede magt i Tyrkiet.
Den igangvaerende offensiv har vaeret varslet i over et år, men har vaeret udsat flere gange; ikke mindst af frygt for en direkte konfrontation med USA, der har haft et par tusinde soldater stationeret i området. USA har set YPG som en vigtig allieret i kampen mod Islamisk Stat og holdt en beskyttende hånd over kurderne. Men nu har praesident Trump meget abrupt besluttet at traekke tropperne hjem til den forestående praesidentvalgkamp, så at sige. Det åbner for den tyrkiske invasion, selv om Trump efterfølgende har forsøgt at traekke i land ved at true med at ødelaegge den tyrkiske økonomi – intet mindre – hvis kurderne kommer i klemme.
Erdogan har i årevis mestendels haft det i munden. Han har strøet om sig med trusler og fornaermelser i alle retninger, og efterhånden er alle, der ikke støtter ham, terrorister og forraedere. Men med den amerikanske tilbagetraekning bliver det pludselig alvor. Det bør få både USA, EU og Nato til at tage Tyrkiet under Erdogan op til ny vurdering. Forhandlingerne om et tyrkisk EU-medlemskab er reelt lagt på is, men tiden er til, at EU går skridtet videre og helt afbryder dem. Tyrkiets højst provokerende indkøb af et russisk antimissilsystem har i forvejen afstedkommet en debat i Nato om Tyrkiets medlemskab hér. Den bør nu løftes op på et nyt niveau. Nato er også et vaerdifaellesskab. Det bør ikke kunne rumme Erdogans mål og midler.
Erdogan har sin store trumf i flygtningeaftalen med EU. Men også den bruger han i sit spil. I hvert fald er det tydeligt, at den tilbagetagelse af flygtninge fra Graekenland, som aftalen forpligter Tyrkiet på, er gået helt i stå. Af samme grund naermer situationen på de graeske øer sig det katastrofale med klare mindelser om 2015-krisen. Tiden er alligevel for EU til et opgør med Erdogan om hans dobbeltspil i dette spørgsmål. EU kunne vaelge nu at saette hårdt mod hårdt.
Tyrkiet har traditionelt vaeret fremholdt som et uvurderligt strategisk brohoved for Vesten til den islamiske verden. Af samme grund har Tyrkiet fået lang snor. Det har Erdogan udnyttet groft. Nok er ved at vaere nok.