Kvoter er nødvendige, hvis kvinderne skal have en staerkere placering

Det er ikke så tit, man får nye helte i min alder. Det fik jeg i slutningen af september, da jeg laeste en artikel i Jyllands-Posten. Overskriften lød: ”Bør museer og udstillingssteder have kønskvoter?” Det er et emne, som jeg har engageret mig i, fordi jeg er overbevist om, at kvoter er nødvendige, hvis kvinderne skal have en staerkere placering i samfundet. Det gaelder i kunstverden som så mange andre steder. Det har ikke fået meget støtte det synspunkt – og slet ikke fra maend, så da jeg så overskriften, taenkte jeg mig, at der sikkert igen var en mand, der var imod kvoter. Sådan var det ikke. Derfor var helten Michael Thouber, der er direktør for Kunsthal Charlottenborg.

Der er givetvis mange andre grunde til, at han kan vaere en helt, men det var hans synspunkter om nødvendigheden af kvoter i kunstverden for at yde kvinderne retfaerdighed, der virkelig gjorde mig glad. Hør bare her, hvad han blev citeret for: »Diskussionen har stået på rigtig laenge. Jeg blev selv en del af den for 15 år siden. Dengang sagde vi, at vi måtte se tiden an. Der kommer flere og flere dygtige kvindelige kunstnere, kuratokvinder rer og museumsdirektører, og det skal nok løse sig. Det gør det bare ikke.«

Jeg har også vaeret en del af den diskussion – i årevis. Så han har helt ret i, at det ikke løser sig ved at se tiden an. Der skal mere radikale løsninger til, så kvinderne ikke bliver udeladt.

I mine erindringer bind ét, ”Ritt”, fortaeller jeg, at da jeg som helt nyvalgt i 1971 fik en plads i finansudvalget, hvor der indtil da for Socialdemokratiet kun havde siddet maend, så var det, fordi den ikke gik laengere. Finansudvalget var et afgørende udvalg i Folketinget, så der var fokus på, hvem der var medlemmer. Rødstrømpebevaegelsen var aktiv, og der var kommet flere nye kvinder ind i folketingsgruppen. Ledelsen måtte indstille en kvinde. Med andre ord blev jeg kvoteret. Der var på det tidspunkt ikke mange, der vidste, hvad jeg duede til. Jeg var bare en nyvalgt kvinde. Dermed fik jeg en enestående chance for at vise, hvad jeg kunne klare.

I artiklen i JP fortaeller Thouber, at der er nogenlunde lige mange og maend indskrevet på kunstskolerne, men efterfølgende stopper ligeligheden helt, og den ses overhovedet ikke i de indkøb, der foretages. Derfor argumenterer Thouber for, at »en kvoteordning kan tvinge beslutningstagere til at udvide deres horisont og overveje, om de overser nogle dygtige kvinder, når de vaelger ud«. Hørt, hørt!

Journalisten spørger, om det er en god idé at anbringe kvinder i en offerposition? En offerrolle, taenkte jeg. Hvorfor skulle det vaere en offerposition? For mig at se, vil det blive en chance for dygtige kvinder. En chance, de ellers ikke får, fordi de bliver overset. De kvinder, der bliver kvoteret, får netop mulighed for at vise, hvad de duer til, og deres kunst kan blive set af et publikum, og dermed kan den saelges og give dem en mulighed for at leve af deres kunst og vi andre en mulighed for at opdage dem.

Thouber svarer meget klart, at det er en kaempe uretfaerdighed, der overgår kvinderne. Og han slutter sine konstruktive bemaerkninger med at spørge, hvor laenge vores nye kulturminister synes, hun kan vente.

Jeg vil gerne gentage det spørgsmål: Hvor laenge skal vi vente på, at kvinder bliver retfaerdigt behandlet i kunstverdenen? Mon han overhovedet får et svar? Min optimisme er ikke saerlig stor, for der plejer ikke at vaere nogen vilje hos partierne i Folketinget til at gå vejen med kvoter, hverken hos det ene eller det andet parti. Det er altid nemmere at se tiden an.

De kvinder, der bliver kvoteret, får netop mulighed for at vise, hvad de duer til