Klimakamp er ikke kun for københavnere

Det kan godt vaere, at der er flere veganere i København end herovre vestpå. Men klimakampen er ikke et storbyfaenomen. Der er stor forskel på, om man bor på Østerbro eller i Østervrå, på Nørrebro eller i Nørre Snede. Men selvom der helt sikkert er flere veganere i København, og der nok bliver spist mere stegt flaesk i Jylland, er klimakampen ikke kun noget, der bekymrer storbydanskerne.

Vi skal ikke bruge klimadebatten til at saette falske modsaetninger op imellem folk. Men nogle gange føler jeg, der er en underforstået opfattelse af, at den modsaetning alligevel findes. Det synes jeg er aergerligt.

Langt de fleste danskere ønsker en ambitiøs klimapolitik. Viljen er der.

Klimabekymringen går på tvaers af den danske befolkning, og 72 pct. af danskerne bakker op om den ambitiøse målsaetning om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030, viste en undersøgelse fra Gallup for nylig. Det er sindssygt vigtigt og måske lidt overset, at det helt tydeligt er en faelles kamp. Men vores indsats for klimaet skal tilpasses forskellighederne. I dag er der to uligheder i Danmark, som saerligt udfordrer vores sammenhaengskraft. Den sociale og den geografiske ulighed.

De kan blive voldsomt forstaerkede, når klimakrisens regning skal betales, hvis vi ikke laver en klog omstilling. Vores bundne grønne arbejdsopgave er, at vi skal begraense vores udslip af drivhusgasser. Det betyder, at alle vaerktøjer skal i brug. Men finten er, at det skal kombineres, så regningen for klimakrisen fordeles ligeligt.

Frankrig er et skraemmeeksempel på, hvad der kan ske, hvis man ikke får alle med. Her gik de gule veste på gaden med massive protester på grund af nye afgifter på diesel og benzin. Det har skraemt mange og bliver ofte brugt som et argument imod at indføre grønne afgifter.

Men i Frankrig var de nye afgifter bare dråben, der fik baegeret til flyde over hos nogle almindelige lønmodtagere, som lever med en lav løn i et land, hvor den kollektive transport er skåret ned, og inflationen er eksploderet. Jeg kan godt forstå, at de blev utilfredse i Frankrig. Men det var ikke afgifterne, men uligheden, som var så uretfaerdig. Derfor skal den grønne omstilling ske ud fra et princip om, at de geografiske forskelle også i Danmark må betyde forskellig lovgivning. For eksempel skal en vejafgift i Danmark vaere markant højere inde i København end i Vestjylland. I København er der masser af alternativer og kortere afstande. Man kan nemt hoppe på metroen eller cyklen. Herude i provinsen er det svaerere at undvaere en bil, når vi skal have hverdagen til at haenge sammen.

Den økonomiske og geografiske ulighed haenger sammen, og den økonomiske ulighed i Danmark er desvaerre kun steget i flere årtier. Der er stor forskel på, om man kan leve med, at noget bliver dyrere. Det er derfor helt essentielt, at vi laver sociale kompensationer, når vi indfører flyafgifter, at vi giver et tilskud til at få pillet oliefyret ned og sat en klimavenlig varmepumpe op. Her skal vi selvfølgelig sørge for, at tilskuddet går til dem, der har mindst. Direktørerne må selv betale.

Paradoksalt nok viser en ny undersøgelse fra Megafon, at de rigeste, som udleder mest CO2, er mindst villige til at begraense deres forbrug til fordel for klimaet. Det understreger for mig, at solidariteten ikke mangler i bunden af samfundet og hos danskerne, som de er flest. Det er i toppen, den mangler.

Det er tid til at begrave forestillingen om, at det er et storbyfaenomen at vaere klimabevidst.

Lad os lige et øjeblik se bort fra forestillingerne om, hvor i Danmark klimabevidstheden er størst, og i stedet se på, hvad der faktisk sker. Mange af de grønne arbejdspladser i Danmark ligger for eksempel vest for Storebaelt, og den danske vindenergi bliver i stor stil hentet ud for den jyske vestkyst. Det er tid til at begrave forestillingen om, at det er et storbyfaenomen at vaere klimabevidst.