De nye danskere på udstilling: »Min nabo hilste kun, når hun var fuld«
Er man fremmed, når man er født i Libanon og har boet 28 år i Danmark? Udstillingen ”100 procent fremmed?” skriver nydanskerne ind i danmarkshistorien.
»Jeg er palaestinenser, men også dansker,« siger Alia Ismail El-Aynein.
Hun kom til Danmark i slutningen af 1991. Skandinavien var ukendt territorium.
»Jeg kom i oktober, og jeg havde bare en kort nederdel, en hat og en almindelig jakke med. Jeg kunne se, at solen skinnede. Det var dejligt, taenkte jeg, det er ligesom i Libanon. Jeg gik udenfor og fandt ud af, at det var meget koldt,« siger hun.
Alia Ismail El-Ayneins portraet haenger på udstillingen ”100 procent fremmed?” i Silkeborg. Udstillingen tegner et portraet af de nye danskere, der er kommet til landet siden 1956, hvor de første ungarere pga. af opstanden i Ungarn begyndte at kunne ses i det danske gadebillede.
»Person for person folder vi fortaellingerne langsomt ud, hvor hver enkelt får lov til at svare på spørgsmålet, som egentlig er essensen af mange af de debatter, der kører. Vi spørger: Føler du dig fremmed, og hvis ja, hvordan? Og hvis ikke, så lad os snakke om, hvem du er som person,« siger fotograf og kulturproducent Maja Nydal Eriksen, der er kvinden bag udstillingen.
Alia Ismail El-Aynein ville gerne vaere med, fordi titlen er provokerende.
»Man kan sagtens vaere hundrede procent dansk og på samme tid føle sig som en anden,« siger hun.
Alia Ismail El-Aynein er født i Libanon af palaestinensiske foraeldre. Hun kom til Danmark som 21-årig ved hjaelp af familiesammenføring. I dag er hun tolk på Tolkecentret Syddanmark.
»Jeg elsker mit arbejde. Jeg kan hjaelpe andre, der ikke kan sproget,« siger hun.
Hun har selv stået med følelsen af ikke at kunne finde ordene. Nu hjaelper hun dem, der også bøvler med sprogbarrieren.
»Jeg møder mange nydanskere, saerligt fra Syrien, og mange siger, at det er meget hårdt. Jeg kan hjaelpe folk med at klare sig og måske gøre dem mere motiverede, så de ikke bare sidder derhjemme,« siger hun.
”100 procent fremmed?” er et bidrag til den danske flygtningedebat. Maja Nydal Eriksen vil gerne saette den i et andet perspektiv.
»Emnet har vaeret på højtryk i medierne siden 2015, og historien gentager sig hver gang, at medierne begynder at tale om flygtningestrømme. Vi havde et netvaerk, der var traet af at se den samme repraesentation, de samme tematikker, den samme polarisering. Den samme frygt, egentlig. Vi har prøvet at skabe et nuanceret billede,« siger hun.
Debatten er ifølge Alia Ismail El-Aynein unuanceret:
»Jeg tror ikke, at alle danskere ved, hvad flygtninge har oplevet. De hører kun fra medierne, at de tager deres penge, laver ballade og er kriminelle. De ser ikke den menneskelige side.« Og selv om Alia Ismail El-Aynein har boet i Danmark i 28 år, ser andre hende stadig som fremmed.
»Jeg integrerer mig meget i samfundet. Jeg elsker Danmark, og mine fire børn bidrager til det danske samfund,« siger hun.
På grund af deres navne bliver børnene alligevel spurgt om, hvor de mon er fra?
»Min søn siger ”fra Vejle”,« siger Alia Ismail El-Aynein. Hendes søn bor i København. Der er han jyde, forklarer hun. I Jylland er han palaestinenser.
40 nationaliteter
Siden 1956 har 167.000 mennesker ifølge Danmarks Statistik fået asyl i Danmark. De er flygtet fra deres hjemland til et nyt, hvor de er blevet opfattet som fremmede. De 250 medvirkende er statistisk udvalgt, så de repraesenterer alle dem, der har fået asyl i Danmark mellem 1956 og 2019. I alt 40 nationaliteter er portraetteret. Ifølge Maja Nydal Eriksen giver udstillingen nydanskerne mulighed for at sige noget højt i debatten om danskhed, som de ofte selv er blevet genstand for:
»Vi får fortaellingerne flyttet videre fra ”for” og ”imod” og ud i dét, som folk mener, de er mest: Mennesker, der er flygtet en gang i deres liv. Vi prøver at skildre, hvad det har betydet, og hvem de er udover det. Nogle følte sig meget mere fremmede i det land, de flygtede fra, fordi de var politisk forfulgt eller var andenrangsborgere, fordi de var statsløse.«
Maja Nydal Eriksen har desuden forsøgt at opdatere danmarkshistorien, skrive flygtningene ind, ved at portraettere dem i landskaber, der i kunsten er blevet skildret som saerligt danske. Bøgeskove, vesterhavsstrande, Dybbøl Mølle.
»En kvinde fra Colombia går på stranden i Skagen, hvor Michael Ancher malede, for at sige, ”vi er en del af landskabet, og nu er vi det også officielt”. Vi har leget med traditionerne, og det har vaeret en pointe, at vi skriver de nye borgere ind i danmarkshistorien og i billedhistorien,« siger hun.
Nilofar Azmoon er 21 år. På portraettet står hun i sit traditionelle afghanske tøj foran et musikkorps i Aabenraa, der gør klar til march inden Ringriderfesten.
Hun blev i 2014 familiesammenført med sin far i Danmark. De første 16 år af livet tilbragte hun i de afghanske byer Herat og Kabul.