Massemennesket vender tilbage – denne gang er det alvor
Lektor emeritus fra Aarhus Universitet griber tilbage til 1950’ernes modernitetskritik og viser, hvor meget der står på spil med den eksplosive digitalisering af alting.
DET DIGITALE MASSEMENNESKE – MENNESKEVAERD I ENSOMHEDENS TID
MICHAEL BÖSS
297 sider, 250 kr.
People’s Press forsiden af den grundige og velorienterede historiker Michael Böss’ nye sorte bog om vor relativt nye digitale tilvaerelse ses en lille dreng under et taeppe, oplyst af en skaerm. Man forestiller sig, at det er langt over hans sengetid, og at hans traette og fraskilte foraeldre selv sidsvinder, der og ser Netflix. Drengen, der symboliserer vores menneskelige fremtid, er både forgabt og fortabt. Med blot spidsen af en pegefinger styrer han mod ensomhed og hjernedød.
Denne dystre optakt skal ikke forklejne, at bogens forfatter da håber på, at vi som mennesker og samfund vil kunne mønstre den nødvendige viden og bevidsthed om digitaliseringens konsekvenser. De er ret så paradoksale: Det internet og den cyberteknologi, som skulle gøre os mere åbne, tolerante, vidende, kreative og dynamiske, truer i dag med at gøre flere og flere afhaengige af digital junk, smadre vores hjerner, hukommelse og aegteskaber, dehumanisere vores forestilling om livet samt forårsage mere ensomhed og intolerance end nogensinde før, mens det alt sammen indgår i en overvågningskapitalisme med uoverskuelige perspektiver.
Den digitale teknologibegejstring har vist sig at vaere en utopi. Mens den territoriale suveraenitet forPå vokser en ny funktionel suveraenitet frem takket vaere tech-giganternes skalten og valten med vores data og sikkerhedstjenesternes adgang til vores privatliv. Skyen kalder vi den sorte boks, vi villigt gemmer vores oplysninger og hemmeligheder i. Som om den er noget helligt eller abstrakt. Det er den ikke. Skyen er meget konkret, og den handler om magt.
Lidt kedeligt
Michael Böss skriver ukrukket og med mange løbende referencer, indimellem også lidt kedeligt, emnet taget i betragtning. Men han giver laeseren et glimrende vue over den digitale teknologi i et antropologisk, kulturelt og sociologisk perspektiv.
Bogens scoop er at gribe tilbage til 1950’ernes modernitetskritik hos David Riesman, Charles Wright Mills, Erich Fromm og Hannah Arendt for at forstå nutiden. I stedet for offentlighed har vi fået masse. I stedet for åbenhed har vi fået gruppetaenkning. I stedet for dybde og forståelse har vi fået glitter og pop. Alle vores store forhåbninger om internet og oplysning er blevet gjort til skamme. Informationssamfundet og videnssamfundet viste sig at vaere eufemismer for frembringelsen af en helt ny mennesketype: det digitale massemenneske. En skabning, der i tiltagende grad taenker og agerer som svaerm, hob, flok, masse.
Verden før Facebook
Ligesom meget andet i det svimlende 21. århundrede peger flaskehalsen på de gamle blomsterbørn og deres dyrkelse af den enkeltes ”smukke selv”. Det var 68’ernes narcissistiske selvrealisering, der skabte grundlaget for de kommende generationers individualisme. Fra 1980’erne fik de tudet ørerne fulde om, hvor unikke de var. Det gjorde dem aengstelige, thi de anede jo nok, hvor almindelige de var. Den ny teknologi gav dem imidlertid mulighed for at forstaerke selvforblindelsen og lade som om, at hver og en var VIP. Selv om de blev mere individualistiske, udviklede de ikke større individualitet. De blev mere og mere ens; narcissismen blev så at sige sat i system. Berømmelse var alt, opmaerksomhed den nye valuta.
Det er naesten fristende at synke ned i et sort hul med forfatteren. Men det er ikke hans hensigt med bogen. Målet er at få laeseren til at huske at leve sit gamle, fysiske, analoge og meningsfulde liv, ja, måske endda besinde sig på, at Vorherre ikke er en app, men en samtale over generationer, og at der engang fandtes en hel verden før Facebook.
DEBATBOG Det er naesten fristende at synke ned i et sort hul med forfatteren.