En sortklaedt hjerteknusers fallit
Selvom alt er sort-hvidt på scenen, er ikke alt under overfladen så enkelt i ”Eugen Onegin”.
Hvorfor kunne den dramatiske helt ikke bare have grebet chancen, da den åbenlyse kaerlighed stod lige for øjnene af ham og bød sig til? Og hvad stiller man op med livets pludselige tilfaeldigheder, som kan komme til at rokke ved orienteringen i ens liv?
Ligesom i det virkelige liv er der i ”Eugen Onegin” fra 1879 flere grundlaeggende dissonanser, modsaetninger og dårlig timing. Operaen er baseret på Puskjins roman med samme titel. Men set i et biografisk lys kan handlingen også give associationer til Tjajkovskijs eget svaere liv: et mislykket aegteskab, hans depressive tilbøjeligheder samt problemer med sin seksualitet.
Sindenes dårlige timing, følelsernes svaere liv og et endegyldigt tab af kaerligheden har Den Jyske Opera – endnu en gang – sat op i en helt igennem fantastisk scenografi, som stråler i sin sigende enkelhed, elegance og leg med symboler. Handlingen spejles i det visuelle, så dramaets pointer og problemstillinger dukker op på en god, underspillet måde. Alle medvirkende er i operaens første lange del overvejende klaedt i hvidt, mens Eugen Onegin klaedt i kulsort ligner et interessant og vellykket miks af Elvis Presley og Søren Kierkegaard; haemningsløs og fristende rock’n’roll med et tvist af farlig underfundighed og intellekt. Hovedpersonen er selvsikker i starten, også da han afviser Tatjanas kaerlighed. Med et elegant sving drejer han ud ad døren og ud af Tatjanas liv. Men ved en tilfaeldighed mødes de to nogle år senere til et bal. Følelserne kommer frem igen, og Eugen Onegin finder for sent ud af, at han alligevel elsker Tatjana, som nu er gift. Eugen Onegin gennemgår en forvandling fra arrogant og desorienteret overklassehelt til en nedbrudt, men passioneret, overbevist og elskende romantiker på knae for den tabte kaerlighed.
Tatjana vaelger at blive hos sin mand, hvilket umiddelbart gør hende endnu mere attraktiv: Hun er en uopnåelig kvinde med dyderne stabilitet og moralsk rygrad i behold. Men måske vil også hun for altid med dette valg mangle den egentlige kaerlighed, som hun ikke fik i Eugen Onegin.
Rent visuelt er der noget med breve. Tatjana skriver i sin første forelskelse sine følelser ned. Vi ser hende kaempe med pen og papir omgivet af den hvide renhed og uskyldighed i en af Elin Pritchard meget flot og gribende fremførelse. Disse breve bliver et interessant og gennemgående element i forestillingen; brevene kan ikke lukkes ned i skrivebordsskuffen. Da Eugen Onegin skyder rivalen Vladimir, falder breve ned fra himlen. Til slut i den gribende dialog mellem Onegin og Tatjana vaelter brevene ud af Onegins inderlomme.
Netop afslutningsscenen med Eugen Onegin og Tatjana, der ser tilbage på deres liv og både forenes og skilles, er hypnotisk gribende. De to sangere hverken overspiller eller mister nerve; man rammes og gribes af situationens realitet og alvor.
I det hele taget er der så meget på alle niveauer at laegge maerke til i denne forestilling, at man kunne skrive en mindre afhandling om det.
Odense Symfoniorkester, som lagde musik til premieren, fik den staerke og passionerede karakter godt frem. Af og til kneb det med koordineringen mellem sangere og orkester. Men det at man i Odense Koncerthus ikke har en egentlig orkestergrav, er et kaempe plus. Vaek med graven, og frem med musikken!
Forestillingen turnerer over de naeste uger rundt i landet med skiftende solister og landsdelsorkestre.
OPERA Tjajkovskij Den Jyske Opera Solister: Jens Søndergaard og Elin Pritchard m.fl. Odense Symfoniorkester Premiere, Odense Koncerthus