Godt gået
I en verden, der for tiden synes at flyde over af besynderlige beslutninger, er der grund til at kippe med flaget efter offentliggørelsen af nobelpriserne for litteratur og fred.
Lad os tage den sidste først. Etiopiens premierminister Abiy Ahmed modtager dette års fredspris, blev det meddelt i Oslo fredag. Den har han aerligt og redeligt fortjent. Det var Abiy, som efter en lang, indefrosset konflikt med Eritrea forrige sommer rakte hånden ud til det langt mindre, nordlige naboland. En fredsproces blev sat i gang, diplomatiske forbindelser genoptaget, og familier, der havde vaeret adskilt alt for laenge, forenet på ny. Projektet er langtfra fuldendt, som formanden for nobelkomitéen, Berit Reiss-Andersen, medgav ved offentliggørelsen, men prisen gives på det helt rigtige tidspunkt. Det østlige Afrika optraeder ikke hyppigt i europaeiske eller amerikanske medier, i hvert fald ikke for det gode, og her er faktisk en lille succes, der kan vokse sig stor. Ja, det kan vaere, der sker tilbageslag, som i Colombia, hvis davaerende praesident modtog prisen 2016 for sine fredsforhandlinger med oprørere, der endte en 50 år lang borgerkrig; konflikten truer med at blusse op igen, men prisen dengang var på sin plads, og krisen ville måske vaere større i dag, om den ikke var gået til praesidenten dengang.
Hvad så med Greta Thunberg, der vel var favorit til prisen?
Det var, uden at forklejne den 16-årige klimaaktivist, godt, at hun ikke fik den. Hvad hun har opnået er, uanset hvor man står i klimadebatten, imponerende, og det må hilses velkommen, at hun har fået så mange op af stolene. Men har det ført til mere fred? Er det virkelig en god idé, at politikere skal handle i panik, som Thunberg har foreslået? Har hun overvejet økonomien? Man må stille og roligt sige, at Abiy har gjort mere for freden her og nu, selv om der måske ikke er så gode billeder i ham som af den svenske teenager.
Lige så begejstret kan man blive over valget af Olga Tokarczuk og Peter Handke som modtagere af litteraturprisen for hhv. 2018 og 2019. Man husker forhistorien: Nobelkomitéen i Stockholm var for et par år siden en nedsmeltning naer på grund af sexovergreb, nepotisme og andet forkasteligt. Sidste år blev prisen ikke uddelt, derfor er der to nu.
Østrigeren Handke er et modigt valg, ikke på grund af sit litteraere vaerk, som uomtvisteligt er stort og betydningsfuldt, men fordi han under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien tog parti for Serbien. Det var på et tidspunkt, da serberne var i faerd med at udrydde den muslimske befolkning i Kosovo. I 2006 holdt han ligefrem en tale ved begravelsen for ekspraesident Slobodan Milosevic, der var tiltalt for folkemord ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol.
Det var ualmindelig tåbeligt, men har intet med den litteraere kvalitet at gøre. Det er den, nobelkomitéen fokuserer på, og det er godt. Kulturpersonligheder siger meget vrøvl gennem årene. Den danske digter Klaus Høeck har f.eks. lige i et radiointerview udtrykt sympati for Baader-Meinhof-terroristerne i 1970’erne. Gør det ham til en dårligere eller bedre lyriker? Ingen af delene.
Og så må ikke glemmes Tokarczuk, ikke meget kendt herhjemme, men en stemme for det frie og demokratiske Polen, der nu 30 år efter Murens fald er under angreb. Hende er der grund til et naermere bekendtskab med, og som europaeer må det vaere tilladt at ranke ryggen over to så store aeresbevisninger. Nobelpriserne har måske aldrig betydet mere end i dag, trods forudsigelser om deres deroute. Det er godt gået.