Du er god nok, som du er
Hvad pokker er det, vi som samfund og foraeldre er så bange for? At vores unge ender som en fiasko på bunden, hvis de ikke når målenes mål? Det er dette pres, som konstant fylder benzin på den bil, de unge febrilsk raeser i ud ad Tolvtalsvejen.
Julius Winther Mygind coach, foredragsholder og forfatter Charlottenlund
De seneste fem år har jeg tilbragt det meste af min tid med at tale med unge mennesker rundt omkring i landet. Og der er noget, som er påfaldende gennemgående for vores ungdom i dag.
De fleste af de unge, jeg møder, forsøger desperat at leve op til en utopisk livsstil, hvor de skal nå det hele på den halve tid, de skal have de bedste karakterer, komme ind på ”drømmeuddannelsen”, få det bedste job, ikke mangle noget økonomisk, have de populaereste og sjoveste venner, udvise ro og overskud, traene minimum tre gange om ugen, leve efter en bestemt diaet, samtidig med at der skal vaere plads til dyre cafébesøg, foreviget på Instagram – og så skal de nå at redde planeten, inden de selv en dag vil stifte familie.
Lyder det stressende? Mon ikke. Og yderst traettende. For hvorfor pokker er det ikke okay at traekke lidt i håndbremsen? Hvorfor er det ikke okay at tage den en smule med ro og vaere til stede i nuet – og måske endda kigge indad og maerke: ”Hvad er det egentlig, jeg vil?”
Hvem er det, der skynder på de unge? Er det laererne, politikerne eller foraeldrene? Hvem har sat i deres hoveder, at de unge skal opnå det højeste gennemsnit på gymnasiet for at blive til en succes? Hvorfor er det ikke okay, at tage tre-fire sabbatår (eller måske endda mere) med at arbejde og skabe livserfaring, hvis denne time out fra uddannelsessystemet er ensbetydende med, at du får tid og plads til at finde ud af, hvad det er, som du vil. Når du så går i gang, så gør du noget, der gør dig glad og som motiverer dig. For det er nu engang her, vi laerer bedst; altså når vi beskaeftiger os med noget, som gør os glade og som interesserer os.
Den gaengse opfattelse er blevet, at der er én vej til succes her i livet. Og det en motorvej med en minimumsgraense på 140 km/t. ved navn Tolvtalsvejen.
Hvad pokker er det, vi som samfund og foraeldre er så bange for? At vores unge ender som en fiasko på bunden, hvis de ikke når målenes mål? Det er dette pres, som konstant fylder benzin på den bil, de unge febrilsk raeser i ud ad Tolvtalsvejen.
Det er noget forbandet vrøvl, hvis du spørger mig. Men nok i virkeligheden uundgåeligt. For vi lever i dag i en tid, hvor vi hele tiden bliver bombarderet med det fuldstaendig ekstraordinaere: fra det bedste af det bedste – til det vaerste af det vaerste. Vi har vaennet os til konstant at se verden gennem to yderpoler: det smukkeste og det grimmeste; det bedste og det dårligste. Det er det, der giver opmaerksomhed, det, der giver likes. Vi bliver overfyldt med det smukkeste tyndeste, klogeste, vildeste, største, mest succesfulde eller det ulaekreste, det mest chokerende og klammeste hele tiden – igennem noget, vi har på os hele dagen: vores telefoner.
Der findes ikke laengere nogen middelvej eller noget, der er leverpostej – eller noget imellem det vaerste og det bedste. Derfor sidder vi nu tilbage med en komplet misforstået opfattelse af, hvad det ”normale” er. Den nye normal bliver defineret af dem, vi følger på de sociale medier, dem, der høster flest likes og har flest følgere. Her følger vi som beskuere noget, der fremstilles som et liv på første klasse – et liv, som flere og flere forståeligt nok begynder at drømme om og straebe efter.
Hvorfor er det ikke tilfredsstillende at leve dit liv, velvidende at du aldrig bliver den rigeste eller smukkeste i byen? Hvad sker der, når du indser, at du aldrig bliver den, der kommer til at tjene milliarder af kroner på en simpel, men yderst genial idé, således at du kan tilbringe hele din tid på en stor båd under sydens sol omringet af smukke maend og kvinder?
Du kan nok se, at vi har sat barren for succes en anelse for højt … Men måske er det uundgåeligt, at vi er endt her. For vi laerer allerede i vores skolesystem at sammenligne os med andre og måle vores resultater med de andres.
Da jeg gik i 5. klasse, sad jeg ved siden af min gode ven Oliver. Oliver og jeg havde det super fedt sammen, men Oliver fik mig altid til at føle mig dum i timerne. Jeg husker en matematiktime, hvor vi skulle lave 10 opgaver. Efter 20 minutter rakte Oliver hånden op for at fortaelle, at han var faerdig med alle hans opgaver. Jeg kiggede ned på mit papir og var først lige begyndt på opgave 3. Der taenkte jeg: ”Fuck dig, Oliver, du får mig virkelig til at se dum ud nu.”
I min verden havde Oliver sat barren for succes. Jeg var alt for langt fra ham – derfor kunne jeg lige så godt give op. Det var ikke kun regning, som jeg var langsom om at laere. Heller ikke med laesningen gik det for staerkt. I 5. klasse laeste min far højt for mig af Harry Potter 3. Jeg var så hamrende spaendt på afslutningen og så frem til at røbe den for resten af klassen. Indtil jeg kom i skole naeste dag og så Phillip fra klassen, der sad og laeste Harry Potter 4 på engelsk. ”Fuck mig,” taenkte jeg. Problemet var, at jeg konstant sammenlignede mig med dem, som var laengere fagligt end mig. Og denne sammenligning var uden tvivl dømt til at blive en katastrofe, for jeg laerte ganske simpelt i et langsommere tempo end de andre.
Denne historie er vigtig, for den siger noget om, at vi tidligt begynder denne sammenligning med andre – og det bliver i de andre, vi måler vores fiaskoer og succeser. Muligvis vokser vi op med foraeldre, som fortaeller os, at vi er kloge og dygtige. Muligvis har vi fået fortalt fra vores foraeldre, at hvis der er noget, vi ikke er gode til, så skidt pyt, så er der meget andet, vi kan. I virkeligheden er vores foraeldre med til at gøre forvirringen endnu større. For nu bliver vi splittet mellem den virkelighed, vi har dannet os ud fra samfundets normer og idealer kontra det selvbillede, vores foraeldre opfostrer os med.
Jeg fik aldrig at vide fra mine undervisere, at det var helt okay, at jeg laeste, som jeg gjorde. I stedet fik jeg gang på gang besked om, at der var noget galt, og at jeg skulle øve mig mere, så jeg kunne komme på niveau med de andre, hvilket blot resulterede i en klar følelse af at vaere forkert og stå uden for det faglige faellesskab.
Hvad hvis nu min laerer havde fortalt mig, at vi alle sammen laeser forskelligt og i forskellige tempi – ja, at den ganske måde, hvorpå vi tilegner os viden, er individuel?
Når jeg kigger tilbage på min skolegang, savner jeg, at en faglig person havde fortalt mig netop dette, og endvidere forklaret mig som barn, at det ikke nytter noget at spejle sig i de andres kunnen og formåen. For vi er alle forskellige og unikke – og det er praecis det smukke ved os mennesker. Vi har alle noget at bidrage med.
Jeg tror på, at hvis vi kan hjaelpe vores unge til at få en højere grad af selvrespekt og selvaccept, så vil vi i højere grad se unge, der formår at udnytte deres potentialer og optimere deres faglige og menneskelige udvikling – i stedet for at bukke under for karakterraes, praestationsangst og dårligt selvvaerd, hvilket i vaerste tilfaelde kan føre til depression.
Lad os støtte vores unge i alle de processer, de gennemlever i livet og i uddannelsessystemet. For vi har alle noget at byde på. Det handler ikke om at vaere bedst til at ligne de andre – det handler om at vaere bedst til at vaere dig selv. Og du er god nok, som du er. I min optik er det den vigtigste viden, vi kan laere vores unge.