Hvad skal man med politiske rivaler, når man har ”partikammerater”?

Drager, børn og personopgør er elementer i den valgkamp, der desvaerre allerede er i gang.

Vi er endnu ikke halvvejs gennem valgperioden, og allerede nu gør byrådets partier sig klar til valgkamp.

Det sker på såvel de ydre som på de indre linjer.

Byrådssalens to største partier, Socialdemokratiet og Venstre har på det seneste rokeret rundt på posterne. Begge med argumentet om at »stille med det staerkeste hold« til valget. I Venstre betyder det åbenbart, at man lader et af mandaterne sidde uden for alle vaesentlige udvalg på grund af sin samtidige plads i Folketinget, og hos socialdemokraterne betyder »staerkeste hold« åbenbart at vaere et mandat mindre i byrådet.

Det er i hvert fald konsekvensen af, at det nu tidligere S-medlem Dorthe Borgkvist ved et gruppemøde fik sat stolen for døren. Forlad din plads i børne- og ungeudvalget, lød ordren fra gruppeledelsen, der ikke levnede Borgkvist betaenkningstid. Resultatet blev, at Dorthe Borgkvist forlod mødet og den socialdemokratiske gruppe.

Socialdemokratiet er ellers på papiret en tryg havn i Aarhus Byråd. Gruppen er stor og magtfuld, mandaterne er mange, og man burde kunne løfte i flok. Men gruppen er også så stor, at der efterlades masser af plads til intern rivalisering, og det er måske her, man skal finde noget af svaret på det opsigtsvaekkende exit.

Dorthe Borgkvist har mange års erfaringer fra arbejdet i skolebestyrelser og skulle nok bruge nogen tid på at vaenne sig til, at sagerne i byrådet og udvalget er mere komplekse og kraever flere hensyn at behandle. Inden den forhenvaerende S-gruppeleder Camilla Fabricius blev valgt til Folketinget, følte Dorthe Borgkvist opbakning til sit arbejde på børne- og ungeområdet. Det fik ende ved den seneste rokade, der indebar et avancement til veteranen Lone Hindø, der blev ny gruppeleder.

Borgkvist og Hindø kom på kant med hinanden, og opbakningen forsvandt, i en sådan grad at Borgkvist blev bedt om at forlade sin post i børne- og ungeudvalget. Et emne, der, må man forstå, er en hjertesag for den nu tidligere socialdemokrat.

Ifølge Borgkvist selv var der ikke tale om noget reelt valg. Hun havde ført valgkamp på netop børne- og ungepolitikken og kunne ikke se sig uden for udvalget. Som løsgaenger kunne hun blive. Det kan i sig selv undre, at spektret hos en politiker kan vaere så smalt. Trods politisk interesse kan man, saerligt ikke som ny, forvente at få de udvalgsposter, der passer bedst i ens kram. Der er masser af eksempler på politikere, der kaemper for sit partis politik på kryds og tvaers af emner.

Udadtil forsøger Lone Hindø i avisen at forklare, at den nye konstituering var nødvendig for at stille med det »staerkeste hold«. Logikken halter, for Socialdemokratiet har med ugens exit mistet et medlem i børneog ungeudvalget samt et mandat i byrådssalen. Dorthe Borgkvist beholder sin plads, men som løsgaenger med en langt svagere stemme end hidtil. Det er naerliggende at tro, at der ligger andet bag dramaet end et spørgsmål om »det staerkeste hold«. Det handler mere om personer og positioneringer end politik.

Også på de ydre linjer føres der allerede nu valgkamp. Højst udsaedvanligt valgte socialdemokraterne ved byrådsmødet i onsdags at traekke opbakningen til et forslag om endelig at få kørt den omstridte ”Vanddrakraterne gen” i depot for at give plads til en ny udvikling af Store Torv. Sagen var behandlet i Magistraten uden socialdemokratiske forbehold, men under behandlingen i byrådssalen foretog S en bemaerkelsesvaerdig kovending.

Den i mange år omdiskuterede skulptur er nu pludselig et paradis for børn, lod S-ordfører Ango Winther forstå. Det er til stor fornøjelse for børn at pjaske i springvandets vand, lød argumentet. Har man set, hvad ”Torvenes Brøndsløjfe” bruges til i nattelivet af tisse-traengende bygaester, vil man aldrig lade sine børn komme i naerheden af den skulptur, som socialdemonu pludselig holder så meget af.

Dragen lever videre. Også på Store Torv.

Det skal ikke lykkes en Venstre-rådmand at få held med at fjerne den drage, der alt for laenge har vaeret til debat i byen. Processen er så atypisk og argumentationen så tynd, at der ikke blot er tale om politisk drilleri. Chancen for at kunne staekke en politisk rival overstråler respekten for den almindelige politiske proces på rådhuset. Det bliver et par lange år frem mod naeste kommunalvalg, hvis dette er, hvad de aarhusianske vaelgere kan forvente af deres lokale politikere.

Dragen lever videre. Også på Store Torv.