Den 96-årige Henry Kissinger er igen blevet et varmt navn i Washington

Den legendariske toprådgiver og udenrigsminister for praesidenterne Nixon og Ford bliver også i Trumpaeraen brugt som pejlemaerke for amerikansk sikkerhedspolitik.

Det er mere end 40 år siden, han forlod offentlig tjeneste, men når principperne bag amerikansk sikkerhedspolitik står til debat, eller udenrigspolitiske udnaevnelser skal vendes og drejes, dukker Henry Kissingers navn naesten uvaegerligt op.

Efter at praesident Donald Trump for nylig fyrede sin nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, på gråt papir, blev den i dag 96-årige, tysk-fødte udenrigspolitiske veteran igen brugt som referencepunkt.

Mens nogle spurgte, om Henry Kissinger ville have vaeret i stand til at manøvrere sig ud af kniben, som kostede den noget mere firkantede John Bolton jobbet, diskuterede andre, om den nuvaerende staerke mand i amerikansk sikkerhedspolitik, udenrigsminister Mike Pompeo, kan måle sig med sin legendariske forgaenger.

Henry Kissinger beklaedte posten som national sikkerhedsrådgiver i naesten syv år fra 1969 til 1975 (det er laengere end nogen anden) og var udenrigsminister fra 1973 til 1977 – alt sammen under de republikanske praesidenter Richard Nixon og Gerald Ford. Det er ikke en rekordliste, som Mike Pompeo endnu er i naerheden af at ville kunne matche, vurderede en ekspert.

»Kissinger var en ekstremt dygtig mand,« sagde Paul Rosenzweig, senioranalytiker ved R Street Institute, en konservativ taenketank, på tv-kanalen Fox.

»Mike Pompeo er ingen Henry Kissinger,« tilføjede han.

Voldsomt delte meninger

Der er kommet og gået mange udenrigsministre og sikkerhedsrådgivere i Det Hvide Hus siden Kissingers dage, men få bliver naevnt i samme åndedrag som ham.

»Hvad enten vi taler om hans arv, hans filosofi eller måske mere direkte (om ham, red.), så er Kissinger fortsat en vigtig figur, der er taet på toppolitikere,« siger Luke Nichter, professor i historie ved Texas A&Muniversitetet.

Til gengaeld er det også svaert at finde andre stjernediplomater, som der hersker så voldsomt delte meninger om.

Kritikere af Kissinger – og der er mange af dem – peger fingre ad hans selvpromoverende stil og den til tider brutale foragt for højtflyvende udenrigspolitiske idealer.

Den afdøde britiske publicist Christopher Hitchens mente ligefrem, at Kissinger burde have vaeret stillet for en domstol for krigsforbrydelser.

Hitchens pegede bl.a. på USA’s støtte til morderiske diktaturer i Latinamerika i 1970’erne, landets hemmelige bombninger af det neutrale Cambodja i forbindelse med Vietnamkrigen og Nixons støtte til Pakistans angreb på Østpakistan (det nuvaerende Bangladesh), der kostede hundredtusinder af liv i 1971.

Men Kissinger er også den eneste amerikanske udenrigsminister, som i nyere tid har modtaget Nobels Fredspris – i kølvandet på Parisaftalerne om fred i Vietnam i 1972/73 – og hans navn er taet forbundet med to af de vigtigste udenrigspolitiske nybrud i moderne amerikansk historie.

Det var med Kissinger som en af arkitekterne, at Richard Nixon i 1972 brød den politiske is over for Kina og dermed aendrede dynamikken i global politik. Aksen mellem Washington og Beijing gav USA helt nye strenge at spille på i Asien og lagde stort pres på den anden davaerende supermagt Sovjetunionen.

»Hans Kina-politik var en af Amerikas store bedrifter under Den Kolde Krig,« sagde forfatteren Nicholas Thompson om Kissinger til det politiske nyhedsmedie Politico.

Det var også på Kissingers vagt, at en stor del af fundamentet for nedrustningen af USA og Sovjetunionens atomarsenaler blev lagt med den historiske Salt-1-traktat underskrevet i 1972.

En indflydelsesrig olding

Skønt han nu er langt oppe i 90’erne, holder Henry Kissinger stadig kontakt med internationale ledere – bl.a. er han en yndet samtalepartner for den russiske praesident, Vladimir Putin.

»Han kan vaere den eneste levende person, som kan hoppe rundt mellem Trump, Xi (Jinping, Kinas leder, red.) og Putin,« siger professor Luke Nichter.

Flere har peget på, Trump-administrationens udenrigspolitiske linje har et vaesentligt islaet af Henry Kissinger kalkulerende realpolitik.

Måske kan Kissingers berømte at opblødning over for Kina vaere med til at forklare Trumps ellers svaert forståelige kurmageri over for den russiske praesident, vurderer Luke Nichter.

»Jeg spekulerer på, om en af de strategier, som er i spil, er en slags Nixon-Kissingertrekantsdiplomati den anden vej rundt,« siger Nichter.

»Gad vide, om version 2.0 af strategien ikke anvender den løftestang, som er skabt i forbindelse med de taettere tosidede bånd med Rusland og andre, til at udvirke en bedre opførsel fra kineserne.«

Kissinger, der har jødisk ophav og kom til USA med sine foraeldre på flugt fra Hitler i 1930’erne, tog i sin lange akademiske karriere udgangspunkt i 1800-tallets europaeiske

Kissingers skepsis over for at bringe idealistiske projekter – som f.eks. udbredelse af demokrati og forsvar for menneskerettigheder – ind i sikkerhedspolitikken og hans skarpe fokus på amerikanske interesser forudskikkede på nogle punkter Trumps ”America First”-politik. stormagtspolitik.

»Et marokkansk horehus«

I sin forståelse af sammenhaengen mellem udenrigspolitik og indenrigspolitik (der i USA fylder ekstremt meget i mediebilledet) var Kissinger også med til at danne skole.

»Et usaedvanligt traek ved Kissingers statsmandskunst var den intense interesse for de hjemlige politiske følger af hans politiske anbefalinger,« sagde historikeren Fredrik Logevall fra Harvard University til Politico.

Med sin foragt for etablerede beslutningsgange og sin angiveligt noget kaotiske ledelsesstil ville Kissinger måske føle sig meget godt tilpas i Det Hvide Hus anno 2019.

Den nationale sikkerhedsrådgivers kontor var »som et marokkansk horehus med folk, der stod i kø uden for hans dør i timevis«, har Kissingers nu afdøde medarbejder Helmut Sonnenfeldt tidligere fortalt.

Hans Kina-politik var en af Amerikas store bedrifter under Den Kolde Krig. Nicholas Thompson, forfatter – om Henry Kissinger