I grådighedens årti må medierne stå for skud hos Jan Guillou
Jan Guillou er nået til niende bind i familiesagaen om det 20. århundrede set fra navnlig svensk-tysk perspektiv.
DEN ANDEN DØDSSYND (DET STORE ÅRHUNDREDE) Den anden dødssynd er griskhed eller grådighed.
Netop den dødssynd har fået sit helt eget årti, nemlig 1980’erne, da ejendomspriserne på grund af et eksploderende lånemarked steg og steg over hele den vestlige verden. Det gjaldt bare om at hoppe på lånevognen og investere med voldsomt gearede lån. Hverken investorer eller banker holdt sig tilbage.
Også familien Lauritzen i Stockholm maerker de nye tider. Den forholdsvis lille ejendomsportefølje, der er blevet tilbage, efter at familien har mistet store besiddelser i det slagne Nazityskland og det nationaliserende DDR, bliver starten på et helt nyt ejendomseventyr og familiens økonomiske genfødsel.
Familien etablerer med kraftig pr-eksponering et ejendomsselskab, låner masser af penge, køber op, renoverer, køber endnu mere osv. Efter få år er familien Lauritzen igen blandt Sveriges rigeste.
Eric Letang, fjerde generation af familien, som vi har fulgt gennem de seneste par bind, ser dog til den udvikling med nogen skepsis. Han er overbevist socialist, støtter revolutionaere bevaegelser ude i verden og arbejder som advokat for underprivilegerede, der er ved at komme i klemme i det svenske retsvaesen.
Det gode liv
Men Letang, der på den ene side har fundet sit politiske ståsted som demokratisk socialist, der tager afstand fra aktivister som de italienske Røde Brigader og den tyske Rote Armee Fraktion og på den anden side har vanskeligt ved at slippe sit medfødte greb om det gode liv, fra Citroën-Maseratien over franske 1. cru-vine til en eksklusiv lejlighed i Stockholms dyreste kvarter, lever sammen med sin søn efter sin tyske advokathustrus tragiske død i Tyskland.
Paradoksalt nok får Letang hele feministbevaegelsen imod sig, da han forsvarer maend, der er anklaget for misbrug af deres børn. Men det lykkes ham at påvise, hvordan glemte erindringer, der pludselig kommer frem under terapi, måske skyldes helt andre motiver.
Det er dog svaert for Letang at undslippe det maerkat som ”terroristadvokat”, som en ukritisk medieverden for laengst har klistret på ham, efter hans kontroversielle retssager som ung advokat i Tyskland.
I det hele taget får medierne stryg i bind ni af Jan Guillous familiesaga, der ser hele det 20. århundrede fra en svensk-tysk-orienteret vinkel. Man fornemmer, at historien om den succesrige, oprindeligt norske, familie i de seneste bind mere og mere er blevet til Guillous egen historie som forfatter, der gerne tager parti for upopulaere synspunkter på tvaers af både traditionelle og politisk korrekte – dette begreb er også et produkt af 1980’erne – alt imens han demonstrerer, akkurat som Letang, sin glaede ved tilvaerelsens mere luksuriøse sider.
Denne gang slutter vi med Palme-drab og en familieforgrening til den danske Blekingegadebande, alt imens Letang er ved at opbygge en ny kernefamilie.
Det oplyses fra forlaget, at Guillou agter at slutte ved 11. september 2001. Om det så betyder et eller to bind mere, vides ikke. Den cameooptraeden, der fandt sted i forrige binds – ”Dem der draeber drømme sover aldrig” – sidste linjer, har en parallel i denne historie. Om det tyder på en mulig handlingsudvikling i fremtiden, ved vel endnu kun Guillou.
ROMAN JAN GUILLOU (Den andra dödssynden, 2019) På dansk ved Anders Johansen 410 sider, 299 kr. Modtryk