Vort omdømme

Et hold australske journalister har begået en film om Danmark, og de bryder sig ikke om os. Den slags sårer jo altid. Det var den australske public service-station ABC, der bragte rejsereportagen ”The State of Denmark”, en del af det populaere rejseprogram ”Foreign Correspondent”, og titlen refererede naturligvis til det berømte Shakespeare-citat: Der er noget råddent i Danmark.

Råddenskaben, som hurtigt blev lagt blot også på de sociale medier og derfor spredtes som en steppebrand, går i korthed ud på, at Danmark er et højreorienteret land, der er staerkt fjendtligt over for muslimer. »Landet, som blev berømt for at redde sin jødiske befolkningsgruppe fra nazisterne under Anden Verdenskrig, har vendt sig mod sine minoriteter. Der foregår noget råddent her,« siger journalisten Hamish Macdonald i udsendelsen. Det fik – af uransagelige grunde – den danske ambassadør Tom Nørring til på Twitter at deklamere, at ”Foreign Correspondent” havde glemt »at de danske vaelgere klart forkastede den yderste højrefløjs fremmedfjendske politik«.

Det tweet har han klogelig slettet igen, for man kan også blive for ivrig i kampen for sit gode omdømme.

Når man kender lidt til Australiens drakoniske politik i forhold til flygtninge og migranter, kan man tillige undre sig over, at der ikke skal mere end en dansk debat til at forfaerde dem. Ser man lidt naermere til, er Danmark jo i forhold til nytilkomne generøse i naermest grotesk grad, og vi er – ikke mindst i sammenligning med Australien – landet, der flyder af maelk og honning.

Det er rygtedes. Danmark har derfor med smykkelov, annoncer og lagkage søgt at skabe sig et dårligt omdømme i visse kredse. For så vidt som vi har fraskrevet os retten til at afvise folk ved graensen, har den forrige regerings strategi vaeret at skraemme folk fra at komme herop. Selv om det ofte glemmes i den ophedede debat, graenser Danmark nemlig ikke op til Syrien eller for den sags skyld Somalia, så når migranter når til Europa, står de med et valg, og det har vaeret en målbevidst plan at få dem til at vaelge andre lande end Danmark. Det giver nødvendigvis ridser i lakken, og det er en af grundene til, at sådan en film bliver til.

En anden grund er måske, at den skabes af udygtige journalister med håndplukkede kilder. Det er er ikke første gang, og det bliver naeppe heller sidste, vi ser Danmark skaevt beskrevet, ja, nogle gange har det ligefrem lignet bestilt arbejde med en indenrigspolitisk dagsorden.

Kan vi så slet ikke laere noget af den slags? Jo. En film som den australske illustrerer, hvordan vi i Danmark laenge har levet med konsekvenserne af magtens afmagt. En efterhånden naesten samlet flok af danske politikere ved jo godt, at danskere i al almindelighed ser med forståelig bekymring på den forandring, der er sket med vores land på bare én generation; den forrige statsminister erkendte det, det gør den nuvaerende også. De ved bare ikke, hvad de skal gøre ved det, og derfor skruer de op for retorikken, debatten bliver grim. Og ligesom den tilhører, der passerer et klassevaerelse med en usikker vikar, der prøver at kalde til orden og få et apparatur til at virke, kan få indtryk af en vaeldig autoritet i aktion, kan man som iagttager forledes til at tro, at Danmark er et vaeldig stramt land, hvor der er styr på udviklingen.

Det lyder sådan, men er det mon sandt? Det må vi nok spørge om, ligesom eleven må spørge, om han egentlig laerte noget i vikartimen.