Jeg forsvarer jo bare den danske model

På lederplads i Jyllands-Posten den 7. oktober påstås det, at jeg har haft travlt med at skyde den kommende kommissionsformand Ursula von der Leyens forslag om en europaeisk mindsteløn ned. I forlaengelse af dette beskyldes jeg tilmed for såkaldt “nationalegoisme”.

Det er helt korrekt, at jeg kaemper imod EU-lovgivning omkring danske lønninger – og jeg står ved mit udsagn om, at det ville vaere gift for vores arbejdsmarkedsmodel. Det gør jeg, fordi jeg som tidligere tillidsrepraesentant på Novozymes og tidligere naestformand i HK/Privat ved, at gode lønninger og ordentlige arbejdsvilkår oftest er et resultat af forhandlinger mellem fagforeninger og arbejdsgivere.

Men i bl.a. et debatindlaeg hos Altinget den 2. september har jeg bekendtgjort, at jeg ikke vil stå i vejen for at forbedre levestandarderne for fattige europaeere ved at haeve den lovbestemte mindsteløn der, hvor den lokale fagbevaegelse bakker op om det – så laenge lande som Danmark med velfungerende forhandlingsmodeller få lov til at sidde over.

Ydermere tolker JP min og andre parlamentarikeres kritik af EU-indblanding i danske lønninger som en “manglende tro på egne evner” ift. at påvirke lovgivningsarbejdet. Men det siger sig selv, at vores kritik følges op af hårdt arbejde bag scenen.

På møder, i samtaler og ved høringen har vi danskere luftet vores bekymring over for Ursula von der Leyens kandidat til posten som beskaeftigelseskommissaer. Som reaktion på det danske pres har han lovet, at evt. lovgivning ikke vil ramme vores danske model. Så i al beskedenhed synes jeg faktisk, at vi danske parlamentarikere har udvist alt andet end manglende tro på egne evner.

Dermed står JP’s leder tilbage som en unuanceret kritik af min modstand mod forslaget. For jeg melder mig gerne ind i kampen for at finde en model, hvor vi kan haeve levestandarden for fattige europaeere, samtidig med at vi beskytter vores danske model. Men jeg vil vedholde, at selv om lovgivning kan vaere det quickfix, som den kommende kommission gør brug af, er vi nødt til også at arbejde på den lange bane.

Hvis vi virkelig vil bane vejen for gode lønninger og ordentlige arbejdsvilkår, må og skal vi støtte arbejdsmarkedets parter i andre lande og gøre dem i stand til at håndtere disse spørgsmål selv.