Renaessancemaler langt fra tidens tummel
Mange af Niels Strøbeks billeder er så realistiske, at de på afstand kan ligne fotografier.
Samtidig er de naert beslaegtede med det italienske renaessancemaleri, barokken, dansk guldalder og den retning, som i 1600-tallet blev kaldt trompe-l’oeil (øjenbedrag).
Den nu 75-årige maler er isaer kendt for sine portraetter.
Markant er hans fremstilling af tidligere statsminister Poul Schlüter (K), som haenger i Folketinget. Han har malet dronning Margrethe, prins Henrik og deres børn i klare renaessancemiljøer.
I det hele taget fylder, hvad han selv kalder »rigets store sønner M/K« – direktører, borgmestre og professorer – paent i den samling portraetter, han tidligere i karrieren malede på bestilling.
Senere har Strøbek i lige så høj grad dyrket landskabsmaleriet og portraetter af ukendte, almindelige danskere, om sådanne ellers findes. I en genre kendt som superrealisme, praeget af sirlige penselstrøg og knivskarpe detaljer.
Niels Strøbek definerede tidligt sig selv som lidt uden for de herskende strømninger i kunstverdenen.
I et interview i JyllandsPosten erklaerede han i 2004, at mange nye kunstvaerker »er iscenesat med opblaeste filosofiske falbelader, som forgaeves forsøger at bortjage dette umiskendelige indtryk af rungende tomhed«.
Han fornaegter heller ikke sin herkomst i borgerskabet.
Strøbek opsøgte allerede som 16-årig sin senere laeremester på Kunstakademiet, professor Egill Jacobsen, og insisterede på blive elev hos ham. Hvilket han blev.
Han debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1966. Herfra gik det slag i slag, da han straks solgte to vaerker til Statens Kunstfond og Københavns Kommune til priser, der var dobbelt så høje som kammeraternes.
Listen over hans senere udstillinger er alenlang, og han er repraesenteret på et stort antal museer. Niels Strøbek har også udsmykket Domhuset i København.
Kunstneren har det svaert med, hvad han betegner som kunsthistorikernes dominans på museerne, afslørede han i 2004 i Jyllands-Posten:
»Et museumsbesøg er efterhånden blevet et intellektuelt forhindringsløb. Og dog er det ikke laenge siden, at enhver vidste at respektere, at kunstens vaesen var af åndelig art. At uforstyrrethed og fordybelse var forudsaetningen for at tilegne sig dette saerlige stof, hvis kendetegn er uforklarlighed.« Niels Strøbek,
kunstmaler, Borre