Tyrkiet er – stadigvaek – en nøglepartner for Europa
På torsdagens topmøde vil EU’s ledere fordømme Tyrkiets angreb på Syrien, og der er vedtaget sanktioner, fordi landet kraenker Cypern. Men Europa holder partnerskabet i live. Fordi Tyrkiet ligger, hvor det ligger.
Det gik måske lidt under radaren, men EU’s udenrigsministre enedes i mandags om at indføre sanktioner mod Tyrkiet.
»Rådet er på grundlag af det allerede udførte forberedende arbejde enigt om at indføre en ramme for restriktive foranstaltninger over for fysiske og juridiske personer,« som det hedder, når diplomater har haft fingre i tastaturet.
Skridtet blev ikke taget på grund af Tyrkiets militaere angreb på kurderne i det nordlige Syrien. Den offensiv er baggrunden for, at USA i denne uge indførte sanktioner mod tyrkerne.
Nej, når europaeerne har trukket sanktionssablen, skyldes det Tyrkiets boringer efter gas på Cyperns territorium i Middelhavet.
Borestriden er det hidtil mest aggressive skridt fra tyrkisk side rettet direkte mod europaeiske interesser, og konflikten har potentiale til at udvikle sig på basis af den årtier lange strid om Cypern. Tyrkiet påberåber sig retten til undergrunden, fordi landet slet ikke anerkender Cypern som en selvstaendig stat.
Nu indfører EU en såkaldt ramme for sanktioner, som snart kan ventes fyldt ud med navne på myndigheder og personer, der udfører boreaktiviteterne.
Nøglepartneren
Borestriden rumler i skyggen af det tyrkiske angreb på kurderne i det nordlige Syrien, hvilket – set fra Europa – intet godt fører med sig. Overhovedet.
Blandt konsekvenserne af de tyrkiske bomber er flere civile lidelser til et i forvejen hårdt ramt land, potentielt nye flygtningestrømme, en kniv i ryggen og ansigtet på de kurdere, der har vaeret Vestens allierede mod Islamisk Stat, et ukendt antal IS-krigere med rødder i Europa frygtes sluppet på fri fod, en konkret håndsraekning til Syriens praesident Assad og en strategisk åben bane for mere indflydelse til Rusland.
På den baggrund gav det god mening, at EU’s udenrigsministre i mandags enedes om – udover bore-sanktionerne – at »fordømme« Tyrkiets militaere aktion. Ligesom de gav håndslag på at standse udstedelsen af tilladelser til våbeneksport til Tyrkiet.
Men i løbet af mandagens forhandlinger kom der også en anden saetning ind i konklusionerne.
»Tyrkiet er en nøglepartner for Den Europaeiske Union,« står der.
Godt nok var det ifølge diplomatiske kilder Storbritannien, der kaempede for at få saetningen med. Briterne har traditionelt hørt til blandt Tyrkiets naermeste venner i EU, og med udsigt til brexit gør Storbritannien, hvad det kan for at pleje eksterne interesser. Men de andre 27 lande gik altså også med til at cementere Tyrkiets status som nøglepartner. Trods borerør under Cypern og bombefly over kurderne.
Noget for noget
Torsdag vil EU’s stats- og regeringschefer stå med samme udfordring. For nok vil de fordømme tyrkernes gerninger og tage klar afstand, men de ved også, at de ikke bare kan vende regimet ryggen.
Den altoverskyggende forklaring hedder ”migration”, og sådan har det vaeret, siden Tyrkiet og EU i 2016 indgik en aftale om ”noget for noget”. Tyrkiet fik, hvad der svarer til 45 mia. kr. Til gengaeld skal praesident Recep Tayyip Erdogan bremse migranternes vandring mod Europa. Og de, der alligevel måtte nå frem via Tyrkiet, skal returneres.
Efter et møde sidste år mellem EU’s ledere og Erdogan var der »enighed om at fortsaette det taette samarbejde om migration«, hed det i den officielle udtalelse fra mødet, hvor EU-formand Donald Tusk blev citeret således:
»Jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse af det imponerende arbejde, som Tyrkiet har udført, og oprigtigt takke Tyrkiet og det tyrkiske folk for at have taget imod flere end 3 mio. syriske flygtninge i de seneste år.«
Hos taenketanken Carnegie Europe følger